Gå til indhold

Afkristning blandt kristne

Når vi betragter samfundet omkring os, ser vi en afkristning der finder sted i et stadigt accelererende tempo. Men hvad med dem som kalder sig kristne? Oplever man sand kristendom hos dem?

Når vi betragter samfundet omkring os, ser vi en afkristning der finder sted i et stadigt accelererende tempo. Og det sørgeligste af alt er, at denne afkristning også finder sted i de kristnes rækker, ja, i en sådan grad at de kristne stort set ikke længere har nogen udstrålingskraft i samfundet.

Jesus betegner sine disciple som verdens lys og jordens salt. Når dette lys og dette salt mister sin kraft, bliver de kristne også et bytte for verdsliggørelse, ja for afkristning.

Skriftens autoritet frarøvet

Reformatorerne forkyndte i sin tid: Sola Scriptura («Skriften alene»), men de kirker der i dag påberåber sig at være reformatorernes arvtagere har forladt denne troskab imod Guds ord, og også imod deres respektive kirkers bekendelsesskrifter. Bibelen kaldes Den Hellige Skrift, men for dagens kristne har den absolut ingen autoritet mere.

Moderne teologer har ofte været foregangsmænd i denne afkristningsproces og frarøvet Den Hellige Skrift sin autoritet. Det er tidsånden der råder, og resultatet er en stadig større verdsliggørelse af de kristnes hverdagsliv. «Syndernes forladelse» er nærmest blevet til «syndernes tilladelse» og retfærdiggørelse af den færdige synder er nærmest blevet til «syndens retfærdiggørelse».

Troens lydighed

Apostlen Paulus skriver i Romerbrevets første kapitel om sin aposteltjeneste, at dens hensigt var at virke troens lydighed blandt hedningefolkene til ære for Guds navn (Romerbrevet 1,5). Han afslutter også det samme brev med at tale om «troens lydighed». Det er denne forkyndelse, der i en uhyggelig grad er fraværende i kirker og bedehuse i dag. Der forkyndes ikke «discipelskab» og heller ikke «troens lydighed». Det er kun de lydige, som i sandhed tror. Og det er kun disciple (lærlinge), der erfarer det som Paulus udtrykker sådan: men sandheden tro i kærlighed skal vi i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus. Efeserbrevet 4, 15.

Et budskab for unge?

I kirker og bedehuse frygter man for at miste de unge, og tidsånden har magten. Men vi har lang og god erfaring om, at netop forkyndelsen af troens lydighed engagerer unge discipelsjæle. Ordet om korset er en Guds kraft, skriver Paulus i Første Korintherbrev 1, 18. Derfor var han bange for at forkynde evangeliet på en sådan måde, at Kristi kors skulle tabe sin kraft. Se også vers 17. Vi ser i Galaterbrevet 2,19-20 et godt eksempel på hvordan Paulus forkyndte korsets ord: Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig. Kirker og bedehuse der mister korsets ord mister også de unge, eller oplever at den kommende generation bliver mere og mere verdsliggjort og fremmedgjort for livet i Gud.

Måtte enhver som læser dette tage apostlen Paulus’ formaning i Romerbrevet 12, 2 til hjerte: Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.

Det gode. Det som behager Herren. Det fuldkomne. Den discipelsjæl som har denne trang og denne hjertebøn vil stå i en helt anden udvikling end en tiltagende verdsliggørelse af livet.

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os