Åndens frugt: Mildhed og godhed

Åndens frugt: Mildhed og godhed

Disse dyder er ædle åndens frugter. Bibelen er fuld af mennesker som ejede og praktiserede dem – forbilleder for os at følge!

4 min. ·

De er alle velsmagende og udstråler en evig herlighed. En del af dem står nævnt i Galaterbrevet 5,22-23: «Kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.» Han som kaldte os fra mørket til sit underfulde lys, har kaldt os til at forkynde deres herlighed. Vi skal være et kongeligt præsteskab i denne gerning (Første Petersbrev 2,9).

Mildhed er en af åndens fine frugter. Hvis vi skal forkynde mildhedens herlighed, så skal der foregå en knusning af alt det hårde i vort eget liv. Den er fast forenet med visdommen fra oven som først og fremmest er ren, og desuden er den fredselskende, mild, omgængelig, fuld af barmhjertighed og gode frugter (Jakobsbrevet 3,17).

Alt hvad Gud frembringer er fast og urokkeligt og gør sin rige gerning. I Ordsprogenes Bog 25,15 står der, at en mild tunge knækker knogler. Ingen kan besejre mildhedens kraft med noget ondt. I al godhed og sagtmodighed kan den gøre det himmelske overmåde stort og det jordiske småt, som om det ikke er noget at kæmpe og slås om.

Paulus havde et radikalt budskab med kors og død over al slags synd, men når det handlede om at få gennemført det, han forkyndte, så kom han med milde og gode ord, fuld af håb, trøst og hjælp. I Andet Korintherbrev 10,1 skriver han: «Jeg, Paulus, formaner jer ved Kristi mildhed og sagtmodighed – jeg, som går for at være spagfærdig, når jeg er hos jer …»

I Første Thessalonikerbrev 2,7-8 skriver han: «Tværtimod færdedes vi med venlighed blandt jer. Som en mor tager sig af sine børn, sådan ville vi af ømhed for jer gerne give jer ikke blot Guds evangelium, men også vort liv. For vi var kommet til at holde af jer.» Ved denne mildhed i omsorg og godhed blev alt det hårde knust, og menigheden kunne vokse op i ægte broderkærlighed som lysets barn, idét de ventede på Jesu komme.

«En Herrens tjener skal ikke strides med nogen. Han skal være venlig mod alle, være en god lærer og finde sig i ondt.» Andet Timotheusbrev 2,24. Det er lettest at komme i strid med hinanden. Ofte bliver røsten stadig højere med dom og kritik. Påstand rejses mod påstand, og løgnens ånd kommer snart med det hele.

«En tåbe giver luft for al sin vrede, men den vise holder den i ave.»
Ordsprogenes Bog 29,11. En mild og vis tunge får neddæmpet mange vredesudbrud og kan forhindre mange ægteskab i at gå i opløsning.

David sagde om Saul og Jonatan, at de var store krigere, men var elskelige og milde i livet. Sådan var David også selv, bare i endnu større grad. I Anden Samuelsbog 22,35-36: «Han opøver mine hænder til krig … din hjælp giver mig styrke.» Det at overvinde det onde med det gode gør en stor. Jesus var både løve og lam.

Josef er et stort forbillede i mildhed, godhed og forsonlighed. Han kunne have hævnet sig kraftigt på sine brødre, men det gode sejrede. Da han åbenbarede sig for sine brødre, brast han så højt i gråd, at egypterne hørte det, og de hørte de i Faraos hus. Da han sendte sine brødre hjem for at hente deres far, Jakob, sagde han: «Bliv ikke trætte af hinanden på vejen.» Dette måtte ikke ske på en så vigtig opgave, som de havde på vejen til sin far.

Når vi så tænker på den vigtige opgave, vi har på vejen til vor himmelske far, så bør vi skamme os dybt for enhver tanke om uenighed og trætte (Læs Første Mosebog 45).

Milde ord kommer fra et rent og godt hjerte. Jesus fik af sin himmelske far en discipeltunge, så han kunne styrke den trætte med sit ord (Esajas' Bog 50,4). Sådanne tunger behøves virkelig til hjælp og trøst. Milde ord er kostelige.

«Den vises hjerte gør hans mund klog og øger lærdommen på hans læber. Liflige ord er flydende honning, sød for sjælen og lægedom for kroppen.» Ordsprogenes Bog 16,23-24.  

Brevet til Filemon er et mesterligt brev i mildhed og godhed. Må Gud give rig nåde til at bruge åndens sværd og den milde tunge i rette ånd og i rette tid.
Artiklen blev først publiceret med titlen «Åndens frugter» i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i november 1992
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag

Skrifsteder er taget fra bibelen.dk, den autoriserede oversættelse af bibelen 1992, med mindre andet er specificeret. Copyright © Det Danske Bibelselskab 1992.