Gå til indhold

Bøn – mere end en reserveløsning

Har vi set hvilke ubeskrivelige værdier, der er at hente i bønnen?

Jeg skimter avisartiklen igennem. Den handler om en undersøgelse af, hvor mange som beder, og dette er synkende statistik. Men det er tallenes forklaring, som får mig til at tænke. Hvorfor beder vi? Og hvad beder vi om?

Statistikken viser, at færre og færre beder til Gud. Jeg bor i et materielt set rigt hjørne af verden uden nogle åbenlyse kriser. Måske er det netop derfor vi ikke beder så meget? Tænker vi, at vi ikke har brug for bønnen? Teologer, forskere og andre specialister lægger nogle begrundelser til resultaterne. Disse får mig til at tænke; Har vi egentlig set hvilke ubeskrivelige værdier, der er at hente i bønnen?

1. Vi har det så godt, at vi ikke har brug for Gud

Den forklaring, som står stærkest i artiklen er, at vi bor i et så trygt og godt samfund, at vi ikke har brug for Gud for at klare os igennem hverdagen. Er dette sandt?

Hvis vi virkelig ønsker at leve efter Guds love og bud, har vi brug for hans hjælp hver eneste dag, hvert eneste minut af dagen. Vi har brug for at vide, at han er der for os, at han elsker os, og at han står på tæer for at kunne hjælpe os, når vi beder til ham. Vi har brug for Guds nåde og kraft hver eneste gang, vi kommer i fristelse, for at kunne stå sejrende. Dette har absolut ingenting med vore omgivelser at gøre, vor natur er jo trods alt den samme, om man er her eller på Nordpolen. Hvis man hurtigt bliver sur og fornærmet hjemme, bliver man det også der.

2. Det er godt at have muligheden for at bede, ihvertfald

Artiklen siger, at selvom der ikke er så mange som beder, så vil de fleste af os råbe til Gud, hvis bare situationen bliver vanskelig nok. Så er det godt at kunne bede til Jesus.

Der, hvor der er stor nød, er der nok også megen bøn. Men er Jesus bare blevet en «reserveløsning» for os? En det er «godt at kunne bede til», når der ikke er andre løsninger tilbage?

Tænk hvor ofte vi bliver fristet til utålmodighed for eksempel. Det kan se ud som et umuligt bjerg at få fuldstændig sejr over alt det og blive en som altid er tålmodig. Men Jesus viste os, at det er muligt, fordi han også havde lyst til at svare igen med irritation, men aldrig gav efter for denne lyst! Han blev prøvet i alt i lighed med os, men syndede aldrig. (Hebræerbrevet 4,15-16)

Så hvorfor vente til der sker en katastrofe, før vi henvender os til ham? Tænk hvor værdifuldt det er hellere at tage hver lille situation nøje og indrømme, at vi har brug for Guds hjælp allerede der. Sådanne mennesker følger Jesu fodspor. Sådanne mennesker oplever sejr og trosoplevelser midt i hverdagen.

3.  Man har ofte for travlt til at bede

Det er let at genkende sig selv i dette udsagn om, at det er så let at blive for optaget. Arbejde, skole og menighedsliv kræver megen tid og kræfter. Man kan hurtigt blive fuldstændig opslugt af alt det, man skal planlægge og lave i dag, i denne uge og frem til næste ferie. Dagene suser afsted. Men selvom der sker meget, så udelukker det ikke bøn. Det er faktisk ofte tværtimod – det er der vi har specielt meget brug for bønnen.

Når der foregår meget, og man for eksempel er i interaktion med flere mennesker, bør man være ekstra på vagt. Vore egne negative reaktioner sker, før vi ved af det. Det kan for eksempel være irritation som meget let kommer frem, når man bliver stresset. For at holde sig til Guds vilje igennem dagen, og specielt i travle tider, har vi brug for at bede endnu mere end før; om kærlighed, tålmodighed og godhed. (Galaterbrevet 5,22) Over for alle mennesker.

Hvad står der om bøn i bibelen? «Bed uophørligt læser vi i Første Thessalonikerbrev 5,17. Vort forhold til Gud holder aldrig pause. Vi kan altid være i et «himmelsk modus» – ved at vi lever for Guds åsyn og med sindet sat i himmelen. Vi kan ikke ligge på knæ og bede dagen lang, men vi kan være i bønnens ånd hele dagen. Dette er fuldt muligt – og så er hjælpen også nær, når vi har brug for det. Gud giver de ydmyge nåde. (Jakobsbrevet 4,6)

Hvad beder vi om?

Men der er også mange som beder, siger undersøgelsen. De beder i taknemlighed for Guds nåde og godhed, de går i forbøn for sine nære og kære og for verden vi lever i.

Det er Guds vilje, at vi skal være taknemlige. «Tak for alt! For dette er Guds vilje for eder i Kristus Jesus.» (Norsk oversættelse). I den gamle pagt skulle folket vise deres taknemlighed ved at ofre takoffer af dyr. I den nye pagt er offeret flyttet ind over vore liv, og vi kan sende taknemlige bønner til Gud fra et oprigtigt hjerte samt vise taknemlighed i vore gerninger. Dette er en vigtig del af vor åndelige gudstjeneste. (Romerbrevet 12,1)

Det er også godt at bede for de andre omkring sig. Så slipper man for at gå rundt i egne egoistiske tanker dagen lang, og hjertet bliver i stedet fyldt med omsorg. Der står også i bibelen, at vi skal bede for dem, som styrer landet (Første Timotheusbrev 2,1-3). Guds hånd er med i alle ting.

Men bønnen handler også om at få hjælp i eget liv. Vi kan bede til Gud om at hjælpe os i dag og i denne time, til at stå fast i vor discipelpagt med ham. Til at bevare hjertet rent fra synd, sådan at vi kan se frem til en evighed sammen med ham i strålende lykke og fred.

Jesus selv bad intenst, da han var i samme situation som os. «Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser…» (Hebræerbrevet 5,7) Tager vi det lige så alvorligt som Jesus? Beder vi indtrængende til Gud om hjælp, når vi mærker, at vi bliver fristet til at gøre det onde?

Gud er der for os

Tænk at Gud kan være så meget mere end en reserveløsning for os – så meget mere end støttehjul som er gode at have, når vi ikke længere kan klare at holde os selv oppe. Han sendte Jesus som har vist os, hvad det betyder at kæmpe imod synden – og som nu har et fuldtidsjob i at styrke os til at gøre det samme. (Hebræerbrevet 7,25)

Gud er der for os. Når vi kommer til ham for at få råd og trøst, når vi har brug for hjælp og styrke, og når vi kommer til ham med hjerter fulde af taknemlighed. Der ligger grænsesprængende muligheder i bønnen. Har vi taget dem i brug?

«Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen (Romerbrevet 12,12)

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os