Gå til indhold

Elias Aslaksen: Søgen efter sandheden

Han er eneren alle vil have fat i. Så beder han om afskedigelse.

Han er eneren alle vil have fat i. Så beder han om afskedigelse.

Elias Aslaksen er et hovede lavere end sine medstudenter, men rager et hovede højere i samtlige discipliner. Han har ordet i sin magt, kan tale så folk sidder fængslet på bænkene – og han ved det meget godt selv.

Født ind i en velstående, berejst og religiøs middelklassesfamilie i Kristiania (Oslo). I slutningen af 1800-tallet er han søkrigsskolens bedste elev og får gode karakterer alle vegne. Men december 1910 afleverer han sin afskedigelse – adresseret til Kongen.

«Tag et par dages orlov og snak med dine forældre om dette», er svaret han får. Aslaksen har derimod bestemt sig. Han vil tjene Jesus Kristus helt og udelt. En let beslutning for ham, men helt uforståeligt for familie og venner.

Vendepunktet

aslaksen-1
Aslaksen som kadet.

I 1908 møder han Johan Oscar Smith om bord i marinefartøjet «Sleipner». Mødet med denne mand forandrer hele Aslaksens liv. De næste år kommer Aslaksen regelmæssigt i Smiths hjem i Horten, hvor han med stor interesse hører på Smith. Han bliver grebet af de åbenbaringer og den forståelse Smith havde, og får lys over at følge Jesus på den nye og levende vej, som han banede for os. (Hebræerbrevet 10, 19-20). Dette er noget helt nyt for Aslaksen. Dette der begyndelsen til et livslangt fællesskab de to imellem.

Johan Oscar Smith er også overrasket. Han har mødt mange mennesker, men få som Aslaksen. Han ser en retfærdig og præcis mand, der aldrig forsømmer sine pligter.

Den 30. november 1910 skriver Johan Oscar Smith til sin bror, Aksel Smith, om Aslaksen:

«Han beder Gud om at handle hurtigt med sig, at han skal komme ind i Kristi lidesessamfund, og at han må blive forundt at lide for Kristi navns skyld. Det er en mærkelig mand. Han siger selv at han i den sidste måned har gjort store fremskridt, og det er sandt. Han har fået en vidtgående opfattelsesevne og bønnens ånd. Hvad mon der bliver af denne mand

Kinamissonær?

Aslaksen hjemme I stuen. Han reiste aldri ut som kinamisjonær.
Aslaksen hjemme i stuen. Han rejste aldrig ud som kinamissionær.

Aslaksen har sans for missionsarbejde, og den 3. april 1911 rejser han til London for at begynde på missionæruddannelsen, med den tanke at rejse til Tsjili-provinsen nord i Kina efter endt uddannelse. Under opholdet har han stadig postkorresposdanse med Johan Oscar Smith. I brev dateret 19. maj 1911 skriver Smith: «Lad ingen professer i teologi frarøve dig enfoldet i Kristus … det ringe fra Gud er stærkere end menneskenes styrke».

«Enfoldet i Kristus». Aslaksen tænker sig om. Han sammenligner Smiths lære med det han nu lærer på missionærskolen. Så slutter han på skolen, rejser hjem til Norge og bosætter sig i Hønefoss. Her bor han til sin dødsdag med denne urokkelige tro på Guds ord og enfoldet i Kristus.

Alligevel er Aslaksen ikke uvirksom som missionær. Både lokalt i Hønefoss, rundt i Norge og i store dele af Europa rejser Aslaksen og forkynder evangliet med stor entusiasme.

«Jeg er Elias Aslaksen Fra Norge, og jeg er en lykkelig mand – en meget lykkelig mand.» Aslaksen præsenterer sig enkelt og ligetil, da han i 1956 besøger Leonberg i Tyskland. Han er lige gået ned fra det høje podie og står på gulvet nede hos tilhørerne. De enkle, sande ord gør dybt indtryk på mange af de, som er der den dag.

«Ualmindlig ydmyg»

Aslaksen var en engasjert sjakkspiller.
Aslaksen var en engageret skakspiller.

Kåre J. Smith, menighedens nuværende leder, mindes Aslaksen efter hans død i sin bog Hyrde og profet:

«Han var ualmindlig ydmyg og gik dybt ned for at fuldføre det hans Herre og Mester ville gøre i hans liv, og for at fuldføre den gerning Gud havde givet ham … Han var en Ordets tjener af første klasse.»

Kåre J. Smith skriver om en helhjertet, brændende og entusiatisk mand, der søgte sandheden og sandhedens kerne på alle de punkter bilelen oplyser om.

«Han talte troen ind i mit hjerte. Jeg blev født på ny under en af hans taler, og jeg fik en kraft ind i mit liv som siden altid har været til stede.»

Aslaksen står frem på et møde. Han vil lære forsamlingen hvad det vil sige at tro. At tro sådan, at man kan flytte bjerge. Han fortæller:

«Det var sådan som damen som ville have flyttet et bjerg. Det stod udenfor hendes ejendommen og der ville hun det fladt. Så sagde hun: «Bjerg, flyt dig og smid dig i havet!» «Jeg tror, jeg tror, jeg tror», sagde damen. Til sidst faldt hun i søvn om aftenen mens hun tænkte på det: «Jeg tror, jeg tror, jeg tror.» Så var hun meget nysgerrig om morgenen da hun vågnede. Siger det noget? Hvis hun havde troet, hvordan kunne hun så have været nysgerrig? Og hun gik hen til vinduet, og bjerget stod der. «Ja, var det ikke det jeg troede», sagde hun.»

Hør taleudklippet her.

Aslaksen som leder

Aslaksen likte å sammenligne frelsesprossessen med idrett, og likte selv blant annet å spille dart.
Aslaksen kunne godt lide at sammenligne frelsesprocessen med idræt, og kunne selv lide blant andet at spille dart.

I 1943 stopper Johan Oscar Smiths hjerte med at slå, og pludselig er et livslangt og inderligt fællesskab og samarbejde over. I hvert fald her på jorden. Aldrig var der nogen brist i kærligheden mellem Aslaksen og Smith. Et blinkende sværd for sandheden, også dem i mellem, men kærligheden brast aldrig.

Aslaksen overtager som menighedens fremmeste leder, men på sin 65-års dag taler Aslaksen på en måde, man ikke helt nødvendigvis forventer af øverste leder for en verdensomspændende menighed:

Jeg var umulig, jeg var håbløs …

«Jeg var umulig, jeg var håbløs og de havde ikke noget håb for mig. Så behagede det Gud at tage sig af en sådan stakkel og Gud fandt ikke noget dårligere på jorden. Tak for at du udvalgte mig for at vise sin storhed, sin magt, sin godhed. Og hvad skulle jeg lade være at takke dig for. Hvad har jeg ikke fået. Ære være Gud i det højeste, ære være Gud på jorden, ære være Gud i den levende Guds forsamling.»

Der er ikke noget specielt med ham – det er Gud der har gjort og gjorde et sådant værk i hans indre. Sådan mente Aslaksen det selv, og det var evangeliet han hørte fra Smith, der ledte ham dertil. Dette evangelie var blevet hans redning og nu eneste interesse. Derfor gjorde han med stor glæde alt hvad han kunne for at fortælle andre om disse fantastiske sandheder han selv havde fået åbenbaret. Så var det sandt, når han sagde: «Vi tjener, ikke for at vi skal være noget, men for at andre kan blive noget.»

«Troen på livets ord …

… er den stærkeste magt som eksisterer i universet.». På sit allersidste nytårsstævne på Brunstad sørger den 87 år gamle Aslaksen for at disse ord bliver hængt op i mødesalen. Store bogstaver på en flere meter lang plakat, så alle vennerne kan læse det. Derefter taler han om at have troens hemmelighed i en ren samvittighed. Først at man tror at ordet er sandt og godt på alle måder, derefter en levende personlig tro på at man selv kan leve det.

Fra slutningen af januar 1976 går det hurtigt nedad med Aslaksens helbred, og han bliver – til trods for tiltagende entusiasme – nødt til at trappe møde- og rejsevirksomheden ned. Sådan udvikler det sig et par måneder, til han 10 maj, vel 88 år gammel, får hjemlov og dør hjemme i sit hus, stille som et lys slukkes.

800 personer siger farvel under begravelsen, som er den største Hønefoss nogensinde har set. 1700 samles på Brunstad dagen efter til mindemøder.

Alle ville have fat i ham, men der var kun én som fik den helhjertede eners rungende «ja». Endelig var han hjemme hos ham.

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os