Gå til indhold

Gud vejer de prøvelser, han sender

På et tidspunkt kunne jeg næsten ikke styre min angst, men i dag er jeg blevet en ung kvinde der ser lyst på livet.

Da jeg var lille, blev jeg ofte ængstelig, hvis der kom uventede ting på, ting som ikke gik «efter planen». Jeg kunne få panik bare ved tanken om, at jeg en dag skulle flytte hjemmefra og ikke længere bo hos mine forældre.

Da jeg begyndte på overbygningen, synes jeg der kom mange og store forandringer. Frem til da havde jeg mærket, at jeg hurtigt kunne blive ængstelig, men jeg havde ikke oplevet at have virkelig angst.

Kampen mod angst

Da jeg kom hjem efter første skoledag gik alt ganske okay. Men om natten sov jeg uroligt; jeg vågnede med en knude i maven, og jeg følte mig stresset. Jeg vidste, at dagen ville blive hård. Jeg kunne ikke spise morgenmad og mærkede, at en lammende følelse tog fat i mig. Det var som om en bølge skyllede over mig, og jeg vidste, at det ville blive vanskeligt at holde hovedet over vandet. De næste ti dage havde jeg absolut ingen madlyst. Det var svært at sove om aftenen, og om morgenen havde jeg ondt i maven.

Mine forældre bad for mig, trøstede mig, støttede mig og opmuntrede mig til at stole på, at Gud ville hjælpe mig. Jeg var 11 år gammel og med min enkle barnetro, bad jeg til Gud om hjælp. Mine forældre tog mig også med til en psykolog, og jeg fik nogle lægemidler der hjalp mig, sådan at jeg kom mere til ro. Det gik bedre lidt efter lidt, men problemet var ikke hele løst.

Der gik nogle år. Jeg mærkede, at jeg havde tendenser til at blive overmandet af et indre slags stress, men jeg havde ikke flere virkelige angstanfald. Men da jeg skulle begynde på gymnasiet, virkede det som om, mareridtet startede igen, lige præcis der hvor det sluttede fire år tidligere. Jeg var blevet ældre, jeg havde jo lært at håndtere nye situationer. Men pludselig var denne lammende følelse der igen, og jeg kunne slet og ret ikke kontrollere mine følelser. Hvorfor havde Gud skabt mig sådan? Jeg forstod ikke, hvorfor jeg reagerede, som jeg gjorde. Hvorfor havde mine søskende det ikke på denne måde? For mig virkede det uretfærdigt. Hvorfor lige mig?

Hvorfor havde Gud skabt mig sådan?

Nu forstår jeg bedre: Gud havde noget at sige til mig. Han ville tale til mig igennem det, jeg oplevede. Gud taler til nogen på én måde og til andre på en anden måde. Det Gud ville, var at få mig til at lære at hengive mig til ham, og lægge alt i hans hænder!

På de dage hvor jeg synes det var vanskeligt at begynde på ny skole igen, blev mine forældre og flere af mine nærmeste med at bede for mig. Jeg kan specielt godt huske en morgen, hvor jeg var lammet af angst. Min far tog mig med til mine bedsteforældre og bad dem om at bede med mig. Min bedstemor var en bønnens kvinde, og da jeg gik ind i klasseværelset den morgen, efter at hun havde bedt for mig, mærkede jeg tydeligt, at det som lå tungt over mig og trykkede mig ned, pludselig blev taget bort fra mig.

De som virkelig har oplevet angst ved, at man ikke selv kan tage kontrollen over et angstanfald, og jeg forstod godt, at det nu var Gud der bønhørte os ved at tage angsten væk den morgen. «Hvis Gud er for mig, hvem er så imod mig?» tænkte jeg, så jeg åbnede døren til klasseværelset.

Alligevel blev det ved med at være vanskeligt hver morgen den uge. Jeg blev ved med at bede til Gud, og jeg mærkede tydeligt, at der var noget, han ville med mig. Måske var der noget, jeg skulle give op? Jeg tænkte, at hvis jeg fik en endnu stærkere tro, så ville han løse mig fra disse reaktioner.

Bønnesvar – ved tro!

Tidligt en morgen forstod jeg, at jeg måtte snakke med min far, og jeg fortalte, at jeg følte det, som om jeg var i en mørk tunnel. Han sagde, at Gud helt sikkert havde en plan med disse prøvelser, og så trak han et vers. Vi fik Hoseas’ Bog 6,1-3: «Lad os vende om til Herren; han har sønderrevet, men han vil helbrede os, han har slået, men han vil læge os. Han giver os liv efter to dage, rejser os på den tredje dag, og vi skal leve for Guds ansigt. Lad os kende Herren, lad os stræbe efter at kende ham. Han bryder frem så sikkert som morgenrøden, han kommer til os som regnskyl som forårsregn, der væder jorden.»

Det var måske svaret på mine bønner! Men hvad hvis dette vers bare var en tilfældighed? Hele min menneskelige tænkemåde slog tilbage med fuld styrke. Men jeg bestemte mig for at tro! Jeg bestemte mig for, at jeg ville stole på Gud og sagde til ham, at han måtte rejse mig op, sådan som dette vers sagde.

Og Gud holdt sit løfte. Tre dage senere kunne jeg stå op uden at mærke antydning til angst eller tro. Jeg var helt rolig og følte mig let som et fjer! Jeg vidste, at det ikke var nogen forbigående følelse. Nej, Gud havde forbundet mine sår; han havde gjort mig levende!

Det blev en stor trosoplevelse for mig. Gud åbenbarer sig for menneskene på forskellige måder, og for mig åbenbarede han sig på denne måde. Det var netop igennem disse prøvelser, og helt tydeligt igennem skriftstedet, han sendte mig. Gud bønhørte mig. Måske svarer han dig på en helt anden måde, men han svarer altid, når vi beder til ham, sådan han vil, at vi skal bede – med et rent og udelt hjerte, og når vi får tro på, at vi kan blive frelst igennem de prøvelser, han sender. Tænk at alt det vi møder på vor vej kan føre os til himlen, om det er lette eller vanskelige forhold. Alt drejer sig om at bruge præcis de anledninger, som jeg får!

Jeg kan blive en ny skabning!

Siden den dag har jeg ikke mærket mere til angsten. Jeg er blevet en ung kvinde som ser lyst på livet. Efter at Gud førte mig ud af angsten, har han ofte ført mig igennem nye forhold, hvor jeg vidste, at det eneste jeg havde at gøre var at lægge alt i Guds hånd. Min sjæl vil nok blive ved med at være urolig, når ting går lidt på tværs, eller jeg kommer i nye situationer, men jeg lærer at lade min sjæl komme til ro, og at holde urokkeligt fast ved det håb, jeg har fået. «Det [håb] er som et anker for sjælen.» Hebræerbrevet 6,19. Jeg har oplevet, at Gud er god, og ved at han har en herlig plan med alt det, han sender på min vej. Tænk at alt tjener dem til gode som elsker Gud! (Romerbrevet 8,28)

Gud vejer de prøvelser, han sender. Han ved, hvad jeg har brug for, for at blive en ny skabning. Jeg skal gå igennem ilden for at få del i alle Kristi dyder. Alle bliver ikke prøvet på samme måde, men Gud ved nøjagtigt, hvad  jeg har brug for, for at blive renset og lutret. Han vil, at jeg skal blive en ny skabning, og det er netop det jeg længes efter, af hele mit hjerte!

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

At være kristen

At være kristen er et meget dybere liv, end bare at bede Jesus om at komme ind i ens hjerte og tro på syndernes forladelse. Det er et liv i udvikling og vækst i det som er af Kristus. Dette hæfte præsenterer meget tydeligt og enkelt, det som er grundlæggende i et kristent liv.

Følg os