Hvad var meningen med Alfie?

Alfie var mit barnebarn.

Jeg siger “var”, fordi han er død. Han var halvandet år gammel, da han døde – hans død var lige så fredelig, som hans liv havde været. Der havde ikke været noget trauma i hans liv, ingen grådanfald, ingen skrig efter opmærksomhed, for Alfie var blevet født så dybt handicappet, at han aldrig rigtig havde reageret på noget som helst.

Selvfølgelig var dette hårdt for hans forældre. At finde ud af, at du venter et barn med misdannelser “som ikke kan forenes med livet” er en hård nyhed at få. At føde et barn som aldrig vil udvikles normalt, aldrig vil snakke eller skrive små sedler på mors dag, eller løbe til døren når far kommer hjem fra arbejde – det er knusende.

Alfie’s forældre blev tilbudt en abort; de blev opmuntret til at afslutte graviditeten mere end én gang på en måde, som faktisk var insisterende. Hospitalets personale anbefalede en abort, fordi de vidste, at babyen havde alvorlige deformiteter og ikke kunne overleve: i deres øjne var der ingen grund til at lade barnet leve.

Et lille smil fra Alfie

Alfie trodsede forudsigelserne og levede over et år, og at han gjorde det, var bemærkelsesværdigt. Alfie kunne ikke se; dog fulgte hans øjne langsomt lyset. Han kunne ikke høre; dog vendte han hovedet, når han hørte lyde. Han kunne ikke grine; men han smilede. Vi ved, at han smilede; vi så ham, når han blev holdt oppe i luften og vugget af kærlige arme.

Imod slutningen fik han sondemad. Flere af os lærte at give ham dette, og vi holdt hans lille krop i vore arme og forundrede os over, at han stadig var i live.

Så, en dag, vågnede hans forældre op, og Alfie var væk. Han lå i sin vugge, kold og stille, med blå læber. Der var ingen stress til hospitalet, ingen opringning til alarmcentralen – kun en fredelig, stille sorg. Efter at være blevet advaret i måneder om, at Alfie kunne dø når som helst, så blev familien meget chokeret, da det faktisk skete.

Hvis du opgiver over et år af dit liv til at tage dig af en baby, som har brug for 24-timers omsorg, som skal vendes ofte om natten, og vækker dig som han kæmper for at trække vejret, så skaber det et stadie af kronisk fysisk stress i din krop. Hvis du har omsorg for at barn med mange fysiske behov, og som du også ved skal dø før eller senere, så skaber det også psykisk stress. Sådan en situation kan også skabe en masse spørgsmål. I betragtning af Alfie's dybtgående fysiske handicap og det pres omsorgen for ham kostede familien, mens han levede, er en af spørgsmålene der kan stilles ikke hvorfor Gud lod ham dø, men:

Hvorfor lod Gud ham overhovedet leve?

En af hans forældre sagde:
“Jeg havde altid vidst, at jeg skulle stole på Gud i alle livets situationer, men at vide og blive grundigt testet er to forskellige ting. Da vi fandt ud af Alfie's tilstand, vidste jeg, det var Guds vilje, men igennem hele Alfie's liv, at se min familie kæmpe med situationen og ikke være i stand til at gøre noget med det, satte mig virkelig i en prøvelse på, om jeg stolede på Gud, og at han havde omsorg for mig og min familie. Det blev et hyppigt spørgsmål:
‘Hvorfor har du gjort dette?’

“Det var bedrag, som Satan prøvede at bruge for at adskille mig fra simpel tro på Gud, midt i en usikker situation, hvor jeg ikke havde kontrollen. Men der er ingen tvivl for mig, om at Gud tilrettelægger alle situationer, så vi kan forvandles og komme tættere på ham, og dette er til mit bedste. Alfie var kun en velsignelse for os hele sit liv, og det er jeg så taknemlig for. Alfie gjorde det levende for os, at hvert eneste af vore børn er givet af Gud, og velsignelsen er, at vi får lov at tage os af dem. Det er et stort ansvar. Den tid Alfie var i live, har været den hårdeste tid jeg har været igennem, både mentalt og fysisk. Jeg havde brug for daglig styrke igennem hans liv, og de vers jeg ofte læste var i Esajas' Bog 40:28-31, hvor en uddrag siger;

‘Hans indsigt kan ingen udforske.
Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.’”

• Fordi Alfie levede, mærkede hans forældre Guds godhed, kærlighed og omsorg som aldrig før. Der var mange situationer at blive konfronteret med, når de blev alvorligt fristet til angst – og de var kun i stand til at komme igennem dem, fordi de holdt sig nær til Gud, holdt han sig nær til dem. Og som dette skete igen og igen, blev det lettere at stole på ham.
• Fordi han levede, udviklede hans forældre en stærk sans for, hvordan alt andet på dette jord er værdiløst i sammenligning med at opnå evigt liv.
• Fordi han levede, blev hans forældre prøvet til kanten, og stod tilbage med 100 % tro på at Gud holder øje med hver lille detalje i vore liv.
• Og fordi han levede, havde hans forældre og familie en mulighed for at elske ham og opleve en speciel form for nåde, der ledsager fuld accept af den perfekte gave som Alfie var, som de så let kunne have forbigået, hvis de havde fulgt hospitalets råd.

Vi kan ikke bevise, hvad Gud ønskede at gøre, da han sendte lille Alfie til os, men vi behøver ikke finde fuldkomne svar på livets største spørgsmål. Hvad vi står tilbage med er oplevelser, der kan gøre indtryk på vores liv for altid. Hvad enten det er positive eller negative effekter, afhænger fuldstændigt af, hvordan vi reagerer på det. Selv tragedier kan komme dem til gode, når de gennemleves i tro.

“Your stay was short, but we’re so glad you came.
We know for sure we’ll never be the same.
You touched our lives as only you could do.
You have brought heaven’s kingdom closer into view”
(fra en sang af Jean Hunter)

“Du har givet ham en evighed …”

Vi har intet kendskab til, hvordan Alfie oplevede livet. Vi ved ikke, hvor bevidst han var om ubehag, eller om han var bevidst om den kærlighed, han var omgivet af. Men “meningen” med Alfie var, at han bragte mennesker tættere på Gud. Og meningen for ham var lige så dybtgående. Fordi han levede, havde han en sjæl og en ånd – Gud kendte ham. Jesus lovede at lade børnene komme til ham, og på det perfekte tidspunkt gjorde ham det for Alfie. Han havde måske ikke haft “et liv” her på jorden, men som hans forældre sagde til hans begravelse:
“Du har givet ham en evighed …”