Gå til indhold

Hvor svært er det at være god?

Den overraskende sandhed om hvor svært det er at være god.

Kan det være sværere end det ser ud til at være god?

Da jeg var ung, gik jeg på en god skole, boede i et hyggeligt kvarter i et behageligt hjem. Mit liv var sikkert og lykkeligt. Jeg begyndte at synge kor i den lokale engelske kirke, da jeg var ti år, ikke fordi jeg følte et behov for at gå i kirke, men fordi jeg blev betalt for det.

Som teenager byttede jeg den engelske kirke ud til fordel for baptistkirken, fordi de havde en ungdomsklub, hvor de spillede dart og bordtennis, og de havde snacks. De havde også en andagt, som man skulle overvære, før man fik kakao og donuts. Her hørte jeg om Jesu liv, og hvordan han døde for at frelse mig fra mine synder.

Slem imod min mor

Jeg opdagede noget.

Jeg var faktisk ikke sikker på, om jeg havde nogle synder. Jeg hverken stjal, snød eller løj. Jeg lavede mine lektier punktligt og grundigt. Jeg var hyggelig over for folk. Men jeg kunne lide idéen om, at Jesus var min bro til Gud, og at jeg ikke behøvede at have en præst som mellemmand. Så jeg begyndte at snakke med Jesus om små ting; når jeg blev bange, forvirret, oprørt eller irriteret.

Og jeg opdagede noget.

Jeg var ikke særlig god imod min mor.

Hvis hun bad mig om at gøre noget, ignorerede jeg hende. Hvis hun irettesatte mig, var jeg meget hurtig med en sarkastisk kommentar. Men nu talte jeg til Jesus og var begyndt at læse om ting, han havde sagt i det nye testamente. Han sagde:

«På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes.» Matthæusevangeliet 12,37.

Så det betød noget, hvordan jeg snakkede til mor hjemme i køkkenet! Det havde jeg ikke vidst før. «Okay», sagde jeg til mig selv. «Det skal jeg stoppe med.»

Prøve at være god

Eksperimentet begyndte godt. Jeg var fuld af selvtillid og havde et mål. Hvis jeg bare kunne komme igennem én dag uden at hakke på mor … hvor svær kan én dag være? Jeg tænkte ikke engang tanken om at bede om hjælp – jeg troede, at jeg let kunne klare en dag selv. Jeg gik løs på udfordringen som en kompliceret matematikaflevering: bliv ved med at prøve og til sidst vil det lykkes.

Dagen var gået godt; jeg var tilfreds med mig selv. Den aften lavede jeg mig en kop varm the, tog min bog under armen og begyndte at gå op af trappen. Lige der råbte min mor fra køkkenet, om jeg kunne tage opvasken. Men jeg havde jo ryddet af bordet; hvad mere ville hun, at jeg skulle gøre? Dette var så irriterende.

Så kom det ud, lige da jeg troede, at jeg havde klaret det. Den sarkastiske bemærkning der blev spyttet ud af en pige, som stadigvæk var egoistisk og doven. Da jeg så på mors ansigt, var det som om jeg havde slået hende. Jeg løb op af trappen til mit værelse, satte mig ned på gulvet og græd.

Jeg var sur på mig selv. Den «gode person» havde vist sig bare at være en, der gjorde sig til for mennesker, en der vidste, hvordan man opfører sig i offentligheden, men ikke hjemme. Jeg var doven og jeg var egoistisk, og ingen mængde af gode hensigter kunne ændre det grundlæggende faktum, at jeg ikke engang kunne adlyde ét Guds ord i én dag. Jeg følte mig som Simon Peter, efter at Jesus sagde, at han ville fornægte ham tre gange. Peter havde været så selvsikker på, at han ville «sætte sit liv til» for Jesus, bare for at opdage at han i øjeblikkets ophidselse lige efter ikke engang kunne indrømme, at han kendte ham.

Hjælp fra himmelen

Det fungerede heller ikke for mig. Men betød det virkelig så meget for Jesus, om jeg var doven eller egoistisk? Hvis jeg gjorde en indsats for virkelig at være god, ville det så ikke være godt nok? «Herren vendte sig om og så på Peter Lukasevangeliet 22,61. Jeg følte, at Jesus så dybt ind i min sjæl. Jeg kunne ikke snyde ham med min indsats? Jeg måtte indrømme, at jeg havde brug for hjælp. Hjælp med byrden af en egoistisk natur, der dikterede hvordan jeg skulle opføre mig. Jeg indså, at en «ordentlig indsats» for at være god bare ikke var nok.

I bibelen står der, at vi skal «døde» vor natur der kommer frem som misundelse, vrede, ondskab og dårligt sprog. Dette betyder, at vi skal hade disse reaktioner og bede Gud om hjælp til at benægte og afvise sådanne tanker, sådan at vi ikke reagerer ud fra vore følelser. I stedet bliver vi opfordret til at «iføre jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have erkendelse (Kolosserbrevet 3,5-10) Så vi bliver nye mennesker som ikke falder i fristelse. Dette er sandt, selvom det er en gradvis proces. Men vi falder mindre og mindre i fristelsens stund.

Den dag ydmygede jeg mig selv og bad Jesus om at komme ind i mit hjerte for at hjælpe mig til at blive en helt ny person. Ved at gøre dette indså jeg, at Gud var der, villig til at give mig fuld kraft til at følge hans bud og Jesu eksempel – denne gang i regi af Helligånden, og ikke bare min egen, velmenende indsats. Jeg er ikke længere teenageren, der sad på gulvet på mit værelse og græd, men er blevet en midaldrende kristen der har lært, at jeg har brug for Gud til at give mig den kraft og nåde, jeg mangler i mit liv. Og det giver han til mig! Kraft og nåde til at leve et nyt liv, fri fra syndens byrde.

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os