Korsets vej

Livets vej

Korsets (selvfornægtelsens) vej er livets vej; for «Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig.» Lukasevangeliet 9,23. Hvert skridt efter Jesus, hvert skridt på livets vej består i at fornægte (sige «nej» til) sig selv, sin egen vilje. For hvert nye skridt vi skal tage i Jesu fodspor, skal vi korsfæste en egenvilje der står imod.

Skal Guds vilje kunne ske, skal egenviljen nødvendigvis fornægtes; dø korsdøden. Der er ingen mellemting! Et af to – enten Guds vilje, eller egenviljen! Derfor står der ikke «burde helst» eller «var det bedste», men «skal han fornægte sig selv.» Vi skal gå korsets vej, hvis vi vil frem; for dette er livets vej.

Oprindelsen og grundvolden er, at Kristus tog sit kors, bar det og blev naglet til det. Vil vi følge efter ham ad samme vej og blive ham lig, så skal vi også bære vort kors og blive naglet til det – ved tro. «Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden.» Romerbrevet 6,6. Troens ord siger, at vort gamle menneske blev korsfæstet med ham.

Når vi tilegner os dette i tro, så virker det også i sandhed korsfæstelse. Hvis ikke, er det selvfølgelig umuligt at komme frem på livets vej. Det gamle menneske kan ikke gøre Guds vilje. Hvis Guds vilje skal ske, så skal det gamle menneske korsfæstes – eller druknes (Romerbrevet 6,4; Kolossenserbrevet 2,12). I vantro eller uvidenhed bliver der sagt, at «den gamle Adam» kan svømme. Det er en grov misforståelse. Han kan ikke svømme, men synker som en sten. Det er kun så længe han går på det tørre (ikke, ved tro, bliver korsfæstet), at han synes at kunne svømme!

Udvikling – nyt lys

Ved at tro på Romerbrevet 6,6 stopper vi med at tjene synden, det vil sige at gøre bevidst synd, kødets gerninger. Ubevidst synd, legemets gerninger (Romerbrevet 8,13), bliver ved med at komme frem der hvor jeg ikke har lys. «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv …» Galaterbrevet 2,19-20. Dette betegner et sejrende liv og omfatter al bevidst synd. «De, som hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne.» Galaterbrevet 5,24. Dette omfatter al bevidst lyst og begær, så man ikke gør imod det, man ved er ret. «Men gid det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet korsfæstet for mig, og jeg for verden.» Galaterbrevet 6,14. På samme måde betegnes herved korsfæstelse af verden og «jeg»-et så langt vi ser det, så langt vi har lys.

Vi kan ikke korsfæste en mand, før vi finder ham. Vi kan heller ikke agte os korsfæstede for noget, som vi ikke ser er synd. Derfor gælder det om at holde sig nær til Gud, så vi stadig kan få nyt lys over vort selvliv, så noget mere kan blive korsfæstet. Alt dette er ved tro. Ved tro bliver det virkelighed i vort liv, ellers bliver det bare teori. Hvis vi virkelig – ved tro – bliver korsfæstet med Kristus, så gør vi også virkelig fremgang på livets vej. Og det er lige præcis dette, vi er kaldt til.

Lad derfor vort valgsprog (angående alt vort eget) være: På korset med det!

Artiklen er et uddrag fra hæftet «Guds veje til himmelen», først udstedt af Skjulte Skattes Forlag i november 1935.

© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag