Gå til indhold

At lære at ydmyge mig

Når udfordringerne står i kø, kommer der ofte uventede reaktioner hos mig selv.

Martin er en ung mand på BCCs internationale udvekslingsprogram. Der arbejder og bor han tæt sammen med andre kristne unge, på samme alder. Så kan udfordringerne stå i kø, samt uventede reaktioner hos sig selv.

Det er en grå og fugtig eftermiddag. Regnen har givet sig, men jorden er stadigvæk våd. Der er meget vindstille, og det tyder på en rolig aften. Jeg er på vej til middag. Dagens arbejde er udført og udført godt nok til den standart, der forventes af os som arbejder.

Jeg reflekterer endnu engang over dagens gode indsats, til trods for vejret. Det havde jo gået godt. Dagen var fin nok, men mine kollegaer kunne godt have været lidt mere ivrige. Jeg har gjort det godt i dag! Jeg er blandt de få med uddannelse, og har gode lederegenskaber. Hvis bare de havde gjort, som jeg bad dem om med det samme; der går så unødvendigt meget tid. Hvis de bare havde udmyget sig lidt mere. Jeg manner mig op, idét jeg tager de første skridt ned af trappen mod spisesalen.

Har ikke brug for et bønnemøde

Middagen er færdig, og jeg går tilbage til vort hus for at gå i bad og forberede mig til aftenen. Der er bibelundervisning. Bare der ikke bliver bønnemøde for drengene bagefter. Noget siger mig, at det bliver der nok. Jeg har nok godt af at bede, men jeg klarer det bedst selv. Jeg kan bede på egen hånd efter undervisningen.

Klokken er syv, og undervisningen er i gang. Jeg har kun én tanke i hovedet: bare der ikke bliver bønnemøde. Bare jeg kan gå lige i seng og bede på egen hånd bagefter. Jeg behøver jo ikke at bede med de andre? Eller? Det er ikke engang sikkert, at der bliver bønnemøde. Jeg håber det ikke.

Forelæseren takker for sig. Nu skal jeg bare holde ud til lidt over ti. Det er der beskeden om bønnemøde plejer at komme.

Pling! Nej. Besked. Og klokken er kvart over ti. Det kan kun betyde – ja, bønnemøde for drengene halv elleve. Seriøst. Ja, ja, jeg må jo næsten tage med, eller hører jeg for det senere. Og jeg ved inderst inde, at jeg måske har lidt godt af at ydmyge mig for kolleger og venner. Og for Gud.

Bønnemødet

Jeg går derhen. Jeg tænker ikke nogen verdens ting, alt snurrer bare rundt i mit hovede. Jeg tænker ingenting, men alligevel enormt meget. Alt det de andre gør er ligesom forkert. Jeg lister ind i stuen og sætter mig i den slidte lædersofa. Facaden ser nok ikke så værst ud. Jeg smiler og er tilfreds, men tom og fattig indvendig.

Vi rejser os og starter med en sang. Jeg kan synge, det mener jeg ihvertfald selv, så jeg er med af hele hjertet. Det er ham ved siden af mig også. Men han synger på sit eget sprog. Jeg mærker, at det koger igen. Det bobler. Mit blik flakker mellem sangbogen og ham. Jeg bliver varm og irriteret – hvorfor i alverden kan du ikke synge på samme sprog, som de andre? Så er det bedre, at du tier stille! Jeg siger selvfølgelig ingenting, men kan ikke holde koncentrationen. Jeg stopper med at synge.

Jeg er langt fra så god og fuldkommen, som jeg vil havde det til at se ud som om.

Så kommer det som et lyn. Hvad er det, jeg laver? Hvem tror jeg, at jeg er? Jeg er langt fra så god og fuldkommen, som jeg vil havde det til at se ud som om, alt det som kommer op er kun modbydeligt! Fuld af ondskab, mug og rådden duft, som væller frem i hvert forhold hvor jeg ikke er koncentreret og fokuseret. Ved hver mindste anledning finder jeg en grund til at dømme de andre, løfte mig selv højt op eller presse kollegaerne ned.

Føler mig dømt

Sangen er slut. Vi bliver stående oprejst allesammen. Jeg føler mig dømt. Er det virkelig så dårligt med mig? Ligger det mig så nært at dømme mine allerbedste venner? Er det så vigtigt for mig at betyde noget og være noget? Hvem er det, jeg lever for? Mig selv? Det går ikke længere. Tårene triller. Jeg må bede!

Jeg tager et skridt frem og står midt i ringen. Der er helt stille. Nu plejer man at sige, hvad man ønsker forbøn for, men jeg kan ikke få et ord frem. Jeg græder. Tårene render ned af kinderne. Det ellers så stolte ansigt er begravet langt nede i hænderne og al storhed bliver slettet af den ydmygelse det er, at stå foran 40 drenge og græde. Jeg åbner munder og prøver at sige noget, men det eneste der kommer, er: «Jeg har brug for hjælp!» Resten bliver bare væk. Væk i mine 40 trofaste venners bøn, som står omkring mig i denne stund – de beder for mig af al sin kraft, at det skal lykkes for mig. Jeg beder også!

At jeg skal blive færdig med at dømme, de som jeg er sammen med, fri fra storhedstanker om mig selv, fri fra at stå for mennesker og tænke over, hvad de tror og mener, og virkelig komme ind i tjeneste for Helligånden i hverdagen. Kun sådan kan jeg udføre alle mine opgaver af hele hjertet, sådan som det sømmer sig for disciple og som der står i Kolossenserbrevet 3,23 «Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker!» Det gælder alt det, vi gør! Alt vi siger, tænker, udfører, præsterer. Alt det vi gør, skal gøres for Herren og ikke for mennesker.

Troen er født!

Stemmerne omkring mig dæmpes. Hænderne sænkes. Jeg tørrer tårene og stiller mig tilbage på min plads. Jeg mærker en usigelig fred i hjertet. En lyst til at tjene og benytte hver lille mulighed! Hver lille tanke skal fra nu af få modstand! Fra nu af er krigen for alvor igang! Troen er virkelig født ind i mit hjerte!

Men hvordan kæmper jeg mod mig selv? For mig kræver det fuldt fokus hver dag. I hvert forhold skal jeg bede til Gud om hjælp og kraft – ikke kun i de store virkelig tydelige forhold, men i de små tilsyneladende ubetydelige. De forhold som kommer, når skruen nægter at gå ind, når hammerhovedet rammer perfekt på den kolde tommelfinger, og når kommunikationen ikke fungerer optimalt. Ubetydelige forhold? Langt, langt fra. Lukasevangeliet 16,10: «Den, der er tro i det små, er også tro i det store. Den, der er uærlig i det små, er også uærlig i det store.»

Tak, Gud, for at du gav mig nåde til at få livet i orden og sejre! Jeg åbner bibelen og læser. Det er som en ny bog. Jeg har godt nok haft den i tre-fire år og læst i den, men den har aldrig været så levende som nu. Der blev absolut født noget i aften. Fra nu af gør jeg modstand – jeg har fået nye øjne! Jeg kan se! Jeg tror på sejr!

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os