Gå til indhold

Tørre hver tåre

En hændelse på bussen minder Julia om at bruge de muligheder, som Gud giver, sådan at han kan bruge hende som et retfærdigheds våben.

Det har været en lang skoledag, og idét jeg stiger på bussen for at tage hjem føles skoletasken tungere en nogensinde. Jeg mistede min mor tidligere denne måned, og jeg føler mig lidt alene. Jeg prøver at tackle skolearbejde, sørge for et hus og støtte min far i denne svære tid. Jeg sov ikke så godt i nat, og i aften skal jeg nok lave lektier i flere timer.

Mit hoved er så fuldt af alt dette, at jeg ikke lægger mærke til den kvinde, som stiger på bussen lige bag mig, før en mand råber til chaufføren, «Du skal ringe efter en ambulance til denne kvinde!» Jeg ser op og får øje på en ung kvinde på omtrent min egen alder, stående i midtergangen. Hendes ansigt er forslået og banket, og hun er tildækket af sit eget blod, både i ansigtet og på hænderne. Hun er tydeligt et voldsoffer.

Hun hænger med hovedet i forlegenhed, idét hun bevæger sig væk fra manden og kommer for at sætte sig ved siden af mig. Hun siger ingenting, men jeg kan mærke, at hele hendes krop ryster af gråd. Jeg ville ønske, jeg havde ord som kunne hjælpe i stedet for bare at sidde hjælpeløst her. Jeg synes det er så synd for hende, at det gør ondt i hjertet. Jeg vil så gerne nå ind til hende, men jeg aner ikke, hvad jeg egentlig kan gøre.

Man behøver bare at åbne avisen for at se, at verden er fuld af smerte og lidelsee.

Bussen stopper og to politimænd stiger på. De kommer hen og står foran os. «Kan vi ringe efter en ambulance til dig?» spøger en af dem. Hun ryster på hovedet, og nægter at se op. Politimanden sætter sig ned på hug foran hende. «Kan du i hvertfald fortælle os, hvad der er sket, sådan at vi kan hjælpe dig?” siger han venligt. Kvinden hulker og presser sig pludseligt forbi politiet, løber ud af bussen og nedad gaden. De skynder sig efter hende, og bussen kører videre. Jeg ved, at der ikke er stor sandsynlighed for, at jeg ser hende igen.

Hvad kan jeg gøre med det?

Det er pludseligt lidt svært at se klart. Jeg kan ikke forestille mig, alt det hun har måttet gå igennem og sikkert vil fortsætte at lide igennem livet. Selvom jeg havde kunnet hjælpe hende, er der så mange mennesker derude, som også har brug for hjælp. Man behøver bare at åbne avisen for at se, at verden er fuld af smerte og lidelse. Jeg føler mig overvældet og frustreret, når jeg tænker på, hvad så mange mennesker skal tåle og lide. Hvad kan jeg gøre med det?

Mens hovedet er fuld af disse tanker, bliver jeg mindet om verset i Johannes Åbenbaring 21,4, som beskriver den nye jord der kommer. «Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet

Jeg vil være med i dette arbejde; i denne enorme tjeneste! Men hvordan får jeg den visdom, som jeg behøver, for at Gud kan bruge mig? I Andet Korintherbrev 1,3-4 står det: «… barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud

Bliv lært op som et retfærdighedens våben

Jeg ved, at dette liv er en uddannelse for at lære mig at være til hjælp for menneskene i denne kommende tid. Når jeg trofast følger Jesus, går samme vej som han gjorde, da han var her på jorden, og søger Gud i mine trængsler og prøvelser, så vil han kunne bruge mig.

Ved at fornægte synden, som rejser sig i mit eget kød, vokser jeg i Guds dyder. Når jeg tillader Gud at gøre et værk i mig, får jeg del i mere kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, ydmyghed og afholdenhed (Galaterbrevet 5,22-23). Dette er de redskaber jeg har brug for, for at kunne hjælpe de som er i nød. Mennesker, som i lighed med kvinden på bussen har brug for medfølelse og kærlighed.

Andre kan opleve Guds godhed igennem mig. Så kan jeg allerede nu begynde at behandle mennesker på samme måde, som det Gud skal gøre på den nye jord.

Det er kun, når jeg aflægger det gamle sindelag, der var egoistisk og tjene synden, at jeg kan begynde at tjene Gud og udføre hans vilje i mit liv (Efeserbrevet 4,20-24). Så kan andre opleve Guds godhed igennem mig. Så kan jeg allerede nu begynde at behandle mennesker på samme måde, som det Gud skal gøre på den nye jord.

Mit hjerte brænder, når jeg tænker på dette, og jeg fornyer min beslutning, om at jeg vil få mest muligt ud af hver eneste mulighed for frelse, som Gud giver mig. Jeg kan ikke tilintetgøre al smerte og lidelse på jorden, men jeg kan allerede nu være til hjælp, der hvor Gud viser mig et behov. Jeg skal blive færdig med at leve for mig selv, sådan at Gud i stedet kan vise mig situationer, hvor jeg kan være til hjælp og velsignelse.

En herlig tjeneste

Måske kan jeg for eksempel kende en ung, som har det svært for tiden. De har brug for at opleve varme og ægte kærlighed. Kan jeg give dem det? Kan jeg overøse dem med godhed og give dem trøst og hjælp? Hvis jeg har været trofast og lydig, kan Gud bruge mig som et retfærdighedens våben (Romerbrevet 6,13).

Når jeg tænker på de situationer der virkede så vanskelige for mig, kan jeg se på dem med nye øjne. Alle disse prøvelser og erfaringer lærer mig det, jeg har brug for at kunne i den kommende tid. En tid hvor jeg ikke længere skal sidde hjælpeløst og se på, mens en anden lider, fordi jeg har været trofast til at udnytte de muligheder, Gud sender mig for at lære. Når jeg føler mig alene og overvældet, eller hvad som helst andet, kan jeg bede til Gud, om at han vil give mig kraft til at overvinde og til at tiltage i dyderne og i visdom.

Bussen stopper på min holdeplads, og jeg tager min skoletaske og stiger af. Jeg mærker en øget beslutsomhed til at leve dette liv på en sådan måde, at Gud kan bruge mig i denne herlige tjeneste.

 

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.

Følg os