Egenkærlighed eller Guds kærlighed – hvilken har du?

Egenkærlighed – selvisk kærlighed

Det centrale i egenkærligheden er «jeg», «mig» og «mit». Man står der som edderkoppen midt i sit spind med alle tråde i hånden. Alt drejer sig om mig selv. «Jeg» er konge; «Jeg» er Gud. «Jeg» skal elskes, æres og tilbedes – ellers optændes «min» vrede. «Jeg» har ingenting at give væk uden fuldt vederlag på en anden kant; men «jeg» har brug for alt og har ret til alt.

Egenkærlighedens kraftretninger peger overalt i cirklen mod «jeg». Ingenting strømmer i modsatte retning – udover til andre.

Guds kærlighed

Guds kærlighed lader sin sol skinne over retfærdige og uretfærdige; han lader det regne over onde og gode. Al godhed strømmer udover – ingenting er for godt til at give væk. Ligesom solen skinner uegennyttigt og frembringer alt, som vi har brug for af føde og tøj, fremstråler også Guds kærlighed og meddeler os alt som hører til liv og gudsfrygt.

Egenkærlighed er ødelæggende

Egenkærligheden fostrer én person – «jeg» –; men da denne person altid vil være objekt for egenkærligheden, bliver personen selv underordnet egenkærlighed; og da egenkærligheden altid udelukker og afsondrer sanseligt, vil denne person – dette «jeg» – snart være bytte for egenkærlighedens kvælende magt – som er Satan selv. Egenkærligheden omslutter sit offer og dræber det med en frygtelig død.

Guds kærlighed skaber liv

Guds kærlighed er ved Helligånden udøst i vore hjerter. Denne kærlighed gør os til parthavere af sig selv, så vi selv bliver herrer og vil overalt finde personer at lade godheden virke på. Guds kærlighed gør os virksomme over et stort felt – den ganske verden; mens egenkærligheden kun finder en eneste person «jeg», og selv denne mishandler og dræber den.

Derfor, da Guds kærlighed er meddelsom og skaber liv og glæde hvor den får virke, så er den også eftertragtet og elsket, mens egenkærligheden hades overalt.

Kristus fór op til det høje og gav menneskene gaver. Skal vi have gaver at give væk, skal vi fare så vidt højt op over jordens grus, at vi kan få overblik over den nød der hersker blandt menneskenes barn. Da nu disse gaver uddeles uden erstatning, vil de forbavse ved sin uegennytte, så selv de mest egenkærlige må kunne skimte en kærlighed – langt borte – oppe i det høje, som er af en helt anden natur, end den kærlighed hvori de tilbringer sin tilværelse. Derfor hedder det, at det er Guds godhed der leder os til omvendelse. Vi bliver genstand for en kærlighed udenfor os selv – en kærlighed højt ophøjet over vor egenkærlighed.

Denne kærlighed virker velgørende; man beundrer den og vender sig mod den for at eje den, ligesom bladene på en vindues-plante vender sig mod solen. Dette er sand omvendelse. Når man da som planten bliver stående under retfærdighedens sols påvirkninger, vil man hurtigt begynde at blomstre og udstråle en yndig duft. Man har allerede fået noget at give bort. Guds kærlighed har i os nedlagt noget af sin egen natur. Man glemmer egenkærligheden og finder glæde i at blive stående i lyset og meddele det, som måtte fremspire i os ved dens virkninger.

At dele himmelske skatte

En rig mand i verden – hvis han er god – kan gøre meget godt; han kan glæde mange. Den som har samlet sig rigdomme i Gud kan på samme måde tage af, hvad han har, og gøre mange lykkelige. Hvis der er rigdom i overflod, kan han beværte sine venner uden frygt for at rage op. Kan da jordiske skatte gøre lykkelig i det timelige, hvor meget mere værdifulde må så de himmelske skatte ikke være, der gør os evigt lykkelige.

Du finder Guds kærlighed ved at gribes af den. Du får den gratis, og du vil kunne meddele af dens frugter uden vederlag.

Artiklen blev først publiceret under titlen «Hvad er kærlighed?» i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i september 1917.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag