Fanatisk nidkærhed eller sand gudsdyrkelse?

Nidkærhed er en god ting – når den brukes på den rigtige måde. Hvordan udøver du din religion?

Fanatisk nidkærhed eller sand gudsdyrkelse?

I forbindelse med religionsudøvelse er det en kendt sag, at fanatisme kan gøre sig gældende. Dette sker ved, at man fokuserer på sine medmenneskers synd og «lovbrud» og bruker et strengt etisk og moralsk mål på andre, som man ikke bruger på sig selv. Dette hykleri er fanatismens kerne.

Nidkærhed

Fanatisme er blevet defineret som overdreven, ukritisk nidkærhed. Nidkærhed er et begreb, vi finder i bibelen. «Du må ikke tilbede nogen anden gud, for »Lidenskabelig« er Herrens navn, for han er en lidenskabelig Gud.» Anden Mosebog 34,14. «Med nidkærhed længes Gud efter den ånd, han har givet bolig i os.» Jakobsbrevet 4,5. I denne betydning betegner nidkærheden Guds brændende kærlighed til menneskene, en kærlighed som ikke accepterer eller tåler utroskab og svig. Hverken kærligheden i ægteskabet eller forpligtelser i mange andre sammenhænge vil normalt tåle og acceptere det.

Farisæernes hykleri

I Johannesevangeliet 8 står der en beretning om Jesus som belyser dette:

«Men så kommer de skriftkloge og farisæerne med en kvinde, der var grebet i ægteskabsbrud; de stiller hende foran ham og siger til ham: »Mester, denne kvinde er grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, og i loven har Moses påbudt os at stene den slags kvinder; hvad siger du?« Det sagde de for at sætte ham på prøve, så de kunne anklage ham. Men Jesus bøjede sig ned og gav sig til at skrive på jorden med fingeren.» Johannesevangeliet 8,3-6.

Johannes fortæller ikke noget om, hvad han skrev, men som den kristne forfatter Sigurd Bratlie har udlagt det, kan det godt ske, at Jesus skrev følgende: Der står også skrevet: Du skal ikke begære! (Femte Mosebog 5,21).

«Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende.« Og han bøjede sig igen ned og skrev på jorden. Da de hørte det, gik de væk, én efter én, de ældste først, og Jesus blev alene tilbage med kvinden, som stod foran ham.» Johannesevangeliet 8,7-9.

Hvad han skrev anden gang, fortæller Johannes heller ikke, men ifølge Bratlie kan han have skrevet: Videre står der skrevet i loven: Forbandet være den som ikke holder ordene i denne lov og ikke gør efter dem! (Femte Mosebog 27,26).

Vi ser, at farisæerne havde fokus rettet på synderen og det ydre, synlige lovbrud. Jesus flyttede søgelyset væk fra synderen til det skjulte begær som kunne skjule sig bag den lovlydige og prægtige facade, som farisæerne havde.

Forløsning fra syndens magt

Det er gribende at se, med hvilken visdom Jesus afvæbnede farisæerne og konfronterede dem med deres egen synd. Overfor en så mægtig og overbevisende retfærdighed blev farisæerne skyldige i egne øjne og ruslede skamfulde væk. Siden de ikke havde holdt sig ren fra det skjulte begær, kom de også under forbandelsen.

Jesus fordømte ikke kvinden, men det betyder ikke, at han accepterede hendes synd. «Gå, og synd fra nu af ikke mere Johannesevangeliet 8,11. Evangeliet, det glade budskab, skiller synderen fra synden og forløser synderen, ikke bare fra syndens skyld, men også fra syndens magt og derved også fra lovens forbannelse.

Paulus, en ivrig forfølger og voldsmand

Apostlen Paulus, som selv var jøde, giver jøderne det vidnesbyrd, at de havde nidkærhed for Gud, men uden den rette forstand – uden skønsomhed (Romerbrevet 10,2). Om sig selv fortæller han, at han var «en ivrig forfølger af menigheden» (Filipperbrevet 3,6). Videre fortæller Paulus: «I har jo hørt om, hvordan jeg tidligere levede i jødedommen, at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. Jeg gik videre i jødedommen end mange jævnaldrende i mit folk og brændte mere af iver for mine fædrene overleveringer.» Galaterbrevet 1,13-14. Hans nidkærhed for loven var ikke rettet indad mod ham selv, men udover mod de, han mente ikke opfyldte lovens krav. Hans nidkærhed var rettet mod «synderne» i stedet for iver for at fremme den gode sag, Herrens frygt (Ordsprogenes Bog 23,17).

Religionsudøvelsen skal jo være til nytte og glæde for en selv og for ens medmennesker. Denne malplacerede nidkærhed, derimod, fik Paulus til at fnyse af trusler og mord mod disciplene. Han brød sig ind i hus efter hus og slæbte både mænd og kvinder ud og fik dem kastet i fængsel (Apostlenes Gerninger 8,3; Apostlenes Gerninger 9,1). Her ser vi et eksempel på hvilke ekstreme udslag fanatisk nidkærhed kan føre til.

Paulus møder sandheden

Men dette var før Paulus fik sit dramatiske møde med Jesus udenfor Damaskus (Apostlenes Gerninger 26,12-18). I sin uvidenhed vidste Paulus ikke, at den Jesus han forfulgte i sin person repræsenterede lovens opfyldelse, og at alle visdommens og kundskabens skatte var til stede legemligt i ham. Efter sit møde med Jesus, kunne Paulus se, at den lov som han var så nidkær for, at andre skulle opfylde, den havde han ikke selv i nærheden af opfyldt. I sit brev til Romerbrevet, spørger han:

 «Men du, som kalder dig jøde og sætter din lid til loven og er stolt af Gud, du, som kender hans vilje og kan afgøre, hvad der er væsentligt, fordi du er oplært ud fra loven, du, som tiltror dig selv at være vejleder for blinde, lys for dem i mørke, opdrager for uforstandige og lærer for umyndige, fordi du i loven ejer det fuldkomne udtryk for kundskab og sandhed :
Du, som belærer andre, du belærer ikke dig selv!
Du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler selv!
Du, som siger, at man ikke må bryde et ægteskab, du gør det selv!»
Osv. Romerbrevet 2,17-22,

Efter omvendelsen blev fokus hos Paulus vendt væk fra søgelys på de andre til søgelys mod ham selv. I dette selvransagelsens lys kom Paulus frem til at «Gud må være sanddru og hvert menneske en løgner». Romerbrevet 3,4. Paulus opgav sin egen «retfærdighed», den som var af loven og blev grebet af den retfærdighed han kunne få ved troen på Kristus (Filipperbrevet 3,9). Han fandt vejen i Jesu fodspor, hvor synden i kødet, det skjulte begær, blev fordømt. En sådan vandring efter Helligåndens ledelse førte til, at lovens retfærdighed og krav kunne opfyldes i ham (Romerbrevet 8,3-4).

En total livsforvandling

Denne totale livsforvandling førte til, at Paulus kunne vidne for kong Agrippa efter, at han havde fortalt sin historie og Agrippa havde sagt at der manglede lidt på, at Paulus overtalte ham til at blive en kristen: «Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker.» Apostlenes Gerninger 26,29. Et menneske som i sandhed kan sige noget sådant har åbenbaret et glædens, frihedens og fredens budskab til menneskeheden.

Her ser vi, at kernen i fanatismen er hykleri, en ydre «fromhed» som dækker over et indre skjult syndigt og dårligt liv. Mens fanatismen efter sin natur vil føre menneskene ind i trældom under andre menneskers bud og regler med frygt for straf, vil ægte og sand gudsdyrkelse føre menneskene til sand frihed, glæde, fred og et harmonisk fælleskab.

Hvis du kunne lide denne artikel vil du måske også læse mere på vor temaside om vort forhold til Gud eller i disse udvalgte artikler:

Kan du sige, at du er nidkær for Herren?

Skal du – eller får du lov?

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

At være kristen

At være kristen er et meget dybere liv, end bare at bede Jesus om at komme ind i ens hjerte og tro på syndernes forladelse. Det er et liv i udvikling og vækst i det som er af Kristus. Dette hæfte præsenterer meget tydeligt og enkelt, det som er grundlæggende i et kristent liv.