Jeg har fundet hemmeligheden til at være lykkelig

Linneas historie: Det hele startede med et enkelt spørgsmål.

Jeg har fundet hemmeligheden til at være lykkelig

Linnea: «Hvis jeg kunne beskrive evangeliet i én sætning, ville jeg sige, at det er hemmeligheden til at være lykkelig.»

På det forkerte sted

Da jeg var lille, var mine forældre ikke kristne, og vi gik aldrig i kirke eller noget. Så jeg ved ikke, hvor jeg havde lært dette, men jeg husker, at jeg kendte en hel aftenbøn udenad på svensk:

«Gud som haver barnen kär
Se till mig som liten är
Vart jag mig i världen vänder
Står min lycka i Guds händer
Lyckan kommer lyckan går
Den Gud älskar lyckan får
Amen.»

Jeg plejede at sige bønnen om natten, selvom jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle bede. Jeg plejede at sige den, når jeg var meget bange, som når jeg var i et fly eller når det var tordenvejr.

Men så jeg voksede jeg op og ting forandrede sig. Jeg var optaget af at gøre andre ting i mit liv og tænkte egentlig ikke så meget på Gud. Men på en eller anden måde følte jeg altid, at Gud beskyttede mig. Jeg har aldrig følt mig særligt tilpas med at gå ud og drikke sammen med klassekammeraterne, og jeg har altid haft det som om, at jeg på en måde var det forkerte sted. Jeg havde bare en følelse af, at der mangelede noget. Gud havde lagt noget i mit hjerte, men dengang vidste jeg det ikke.

«Er det muligt altid at være lykkelig?»

I min familie var min bror altid den søde og gode, og jeg var altid den der råbte og blev ophidset og irriteret. Jeg vidste, at det ikke var sådan det skulle være. Jeg ønskede at være god mod alle omkring mig, men jeg vidste ikke hvordan. Du ved, når det bare ryger ud der og da, og du ligger i sengen om aftenen og tænker, hvorfor sagde jeg det?

Det var mit sidste år på videregående skole i Asien og en dag, mens vi var på en udflugt begyndte en kristen dreng i min klasse at snakke med mig om kristendom. Han sagde ikke meget, men han gav mig et kort, hvor der var trykket et spørgsmål på: «Er det muligt altid at være lykkelig?»

En uge senere kom der en rådgiver til vores klasse for at hjælpe os med at forberede os på universitetet og «det virkelige liv». Rådgiveren spurgte om det samme spørgsmål: Er det muligt altid at være lykkelig? Min klassekammerat rakte hånden op og sagde: «Ja, det er muligt». Og rådgiveren sagde: «Nej, fordi dine følelser vil gå op og ned, og du kan ikke vide, at du er glad, hvis du ikke er trist først.» Min klassekamerat sagde: «Ja, men det behøver ikke at handle om dine følelser», og han sagde ikke meget mere. Men den sætning blev hos mig.

På det tidspunktet følte jeg mig meget nede, meget deprimeret. Jeg vidste ikke helt, hvad meningen med livet var. Hvad var pointen med at gå i skole, få gode karakterer, komme ind på det bedste universitet og få det bedste arbejde? Jeg tænkte, OK, man gør alt det her, men hvad så? Man sidder der, når man er gammel og har opnået alt dette, men gør det en lykkelig? Med siden dette var noget alle ønskede at få til, følte jeg, at der også måtte være noget jeg burde ønske. Livet føltes så håbløst og meningsløst. Jeg begyndte at tænke, at jeg bare var en byrde, så det ville være bedre hvis jeg ikke fandtes. Jeg var klar til at opgive denne verden, og alt den havde at tilbyde.

En dag gik jeg lidt for langt, og min mor måtte køre mig på sygehuset. Da jeg lå der på sygehuset, huskede jeg det kort, jeg fik: «Er det muligt altid at være lykkelig?» Så sendte jeg en besked til min klassekamerat, og spurte om jeg kunne komme til en gudstjeneste.

Jeg skal blive ny

Jeg forstod ikke så meget på det første møde. Den eneste sætning jeg kan huske fra hele mødet, var bibel-verset som taleren læste fra Matthæusevangelieteus 9,17: «Man fylder heller ikke ung vin på gamle lædersække; for så sprænges sækkene, og vinen går til spilde, og sækkene ødelægges. Nej, man fylder ung vin på nye sække, så bevares begge dele.» Jeg forstod at dette betød, at jeg ikke bare kan placere disse nye ting ind i den, jeg er – jeg skal også blive ny. Noget skulle forvandles i mig. Det var løsningen. På den tid var det alt, jeg forstod.

Omtrent et halvt år efter at jeg begyndte at gå på møderne, læste vi om de tre kors på Golgata, og hvad de symboliserer, og at alle i denne verden følger en av dem. Et kors repræsenterer den som ikke nogensinde vender sig til Gud, det andet kors er den som vender sig til Gud i slutningen af sit liv, og det sidste – Jesu kors – er vejen man går på hver dag .

Det var der, jeg begyndte at forstå, at evangeliet er noget mere praktisk. Jeg kunne på en måde se, hvordan jeg kunne blive denne nye lædersæk, denne nye person. Det er noget, jeg gør, i de små beslutninger hver dag. Det kan ikke bare ske natten over, at jeg pludselig er denne hellige person, forstår du?

En af de første ting jeg forstod at ændre på en praktisk måde var ikke at bekymre mig for, hvor godt eller dårligt, jeg skulle gøre det i skolen. Der er meget press for at gøre det godt i Asien, og jeg måtte vide, at jeg ikke var en fiasko, hvis jeg ikke kom ind på det bedste universitet. Det der er vigtigst er, at jeg gør mit bedste, i det jeg gør, ikke at jeg måler hele min værdi i gode resultater, eller i de praktiske ting. Jeg begyndte virkelig at få hjælp fra evangeliet, og så nogle praktiske ændringer.

Det år kom min bror for at besøge mig, og han sagde: «Wow, du er som en helt anden person. Det er, som om du gløder. Der er liv i dine øjne. Nogen har forandret sig!» Han spurte, om det var fordi jeg var begyndt at gå i kirke, og han havde virkelig respekt for det. Han så, at jeg havde mere håb, liv og energi.

At opgive alt for Gud

Omtrent halvandet år senere blev jeg døbt. Jeg følte, at jeg skulle indgå en pagt med Gud, et vidnesbyrd om at jeg er korsfæstet for denne verden – at dette var noget jeg ville blive ved med at gøre, ligemeget hvordan mine følelser er, eller hvordan min situation er.

Fordi det er, hvad dåben er. Man lover at give alt til Gud, og til gengæld lover han at hjælpe en med alt som hans kraft indeholder. Og når jeg holder min del af løftet, garanterer han, at han holder sin del. Det har hjulpet mig meget siden, da det var vanskeligt, da jeg pludseligt ikke længere så pointen eller da det var mørkt for min sjæl.

For mig betyder det at give alt til Gud, at det ikke er op til mig, når jeg skal gøre det som står skrevet i Guds ord. Det er ikke sådan, at «i dag føler jeg, at jeg vil gøre dette» eller «dette bibelvers er godt for mig, så jeg skal gøre dette, men dette virker lidt vanskeligt, så jeg dropper det bare». Det betyder for mig personligt, at når mine følelser siger, at jeg skal være irriteret, skal jeg gøre, hvad Guds ord siger først. Så opgiver jeg min egen vilje, og jeg prioriterer. Og jeg ved, at han vil hjælpe mig med at klare det. Han giver mig den styrke, jeg har brug for. Og til gengæld får jeg også lykke! Så egentlig er jeg vinderen i denne situation.

Hvordan det er muligt altid at være lykkelig

Jeg stopper og tager hver eneste tanke og måler den mod det som giver evig værdi. Gør det mig egentlig lykkelig? For eksempel, når jeg bliver fristet til at være irriteret, spørger jeg mig selv: Hvad er det bedste lige nu? Er det at være irriteret, eller er det at nægte den tanke og tænke positivt om personen? Når man tager alt skridt for skridt, stopper op og vejer det mod Guds ord eller i det mindste ens egen samvittighed, så forstår man mere og mere vejen at gå, vejen Jesus gik. Det er ikke det, jeg føler i øjeblikket, men hvad dette giver mig, hvis jeg gør det. Giver dette mig fremgang som discipel eller holder det mig tilbage?

Før, når mine følelser gik ned, var jeg også helt nede. Specielt når man har depression, er det let bare at acceptere, at depressionen er en selv. Guds ord er et tveægget sværd (Hebræerbrevet 4,12). Måske er mine følelser helt nede, men nu kan jeg i mig selv føle at mine følelser, og den jeg egentlig er, er adskilt. Jeg er ikke længere afhængig af mine følelser. Min dag bliver ikke ødelagt, fordi jeg vågner med følelsen af, at det er en dårlig dag, men jeg kan smile indeni. I min ånd er jeg lykkelig.

Jeg hørte engang nogen sige, at dit svageste punkt kan blive dit stærkeste. Jeg har et håb om, at jeg kan blive mere og mere som Jesus, at jeg en dag kan komme til fuldstændig hvile fra ting som nu er en stor kamp for mig. Der står skrevet, at ordet blev kød i Jesus (Johannesevangeliet 1,14). I Første Brev til Korintherne 13 står der skrevet, at kærligheden er tålmodig og kærligheden er velvillig – jeg vil kunne sætte mit navn foran disse kendetegn, en efter en. Linnea er tålmodig, Linnea er velvillig. En synd efter den anden kommer ikke engang til at føles som en kamp – en efter en, fordi guddommelig natur bliver lidt efter lidt en del af min natur (Peters Andet Brev 1,3-4) Det er min længsel.

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

Så stor en frelse

Apostlen der skriver Hebræerbrevet kalder det et «formaningens ord». Hensigten med denne bog er at forstærke og udvide den formaning, og bringe tro og frelse til alle som har et himmelsk kald. Alle der følger opfordringen fra Hebræerbrevet kan opnå denne store frelse.