Gå til indhold

Ordets kraft: En sand historie

Bagtalelse kan have langvarige konsekvenser.

En ubetænksom bemærkning

Det var langt over sengetid for den lille pige. Mor havde gæster, og hun fik lov til at være længere oppe. Hun sad musestille i en krog i det hyggelige selskab, og håbede i sit stille sind, at moren ville glemme, at hun var der. Det var altid så spændende at høre på, når de voksne snakkede sammen, specielt når de glemte, at der var et barn til stede. Så snakkede de mere åbent, og så kunne pigen få mere af vide om den fængslende voksen-verden. Hun var syv år gammel.

Pludselig hørte hun sin tantes navn, og pigen spidsede ørene. Hun elskede denne dame, hendes tanke, som de nu begyndte at snakke om. Hun var det hyggeligste, sødeste og mest gæstfrie menneske, hun kendte. Pigen havde altid følt, at hun havde en helt speciel plads i tantens hjerte.

«Hun er en frygtelig dårlig mor der forkæler sine børn», hørte hun en sige, og så med foragt i stemmen: «Tænk at hun putter sukker i fløden, når hun laver lagkage!»

Konsekvenser

Den lille pige sad stiv af chok. Tænk at den gode tanke var en dårlig mor! Det havde hun aldrig forestillet sig. Men damen der sagde det var en god kristen, så det måtte jo være sandt.

Hvad var der så farligt med, at tanten brugte sukker i fløden? Hun sad længe og funderede over dette mærkelige udsagn. Det måtte jo være noget slemt og dårligt, når det blev sagt på den måde. Det var som om øjeblikket stod stille. Noget gik i stykker inde i hende.

Den ubetænksomme bemærkning fik med tiden følge af mange andre negative udsagn fra samme person om andre mennesker, som pigen var glad for og så op til. Gradvist blev hendes hjerte hårdt, og hun begyndte at tænke, at hun måtte da være noget helt specielt, fordi alle andre var så meget dårligere end hende.

Hver gang hun så tanten bagefter, så pigen et indre billede for dig, hvor hun pustede sukker i fløden til lagkagen og var en dårlig mor. Pigen holdt sig på afstand fra tanten, men savnede hende. Hun blev aldrig igen det samme tillidsfulde barn der løb sorgløs omkring, for hvis hun ikke kunne stole på at hendes elskede tanke var en god person, hvem kunne hun så stole på?

En tung byrde

Der gik elleve år. Over lang tid havde hun haft det dårligt med alt det, hun vidste om de omkring sig, og som hun havde fortalt til andre. Hun erkendte, at der var noget galt med hende. Til sidst blev det for meget at bære på. Hun havde brug for en at snakke med, men hvem kunne hun gå til og bede om hjælp? Hun stolede ikke på nogen.

Pigen rejste et år til udlandet. Hun håbede på, at nye omgivelser ville lette den indre uro i hjertet, men det blev bare værre og værre.

En dag mødte hun en gammel, kristen mand. Han havde en helt speciel udstråling, som berørte hende. Da var hun så elendig, at hun ikke orkede at stå imod længere. En aften betroede hun sig til den gamle mænd og fortalte om den tunge byrde, hun bar på. Hun sparede ikke sig selv, men satte ord på sin selvforagt. Det var som om en dæmning brast, og ordenen fossede ud af hende. «Hjælp mig til at blive uskyldig igen», græd hun.

Forløsende ord

Den gamle mand sad roligt og uden at sige et ord og lyttede, helt til hun var færdig. Da hun tiede, sad manden stille en stund, før han tog sin bibel frem og læste fra Johannesevangeliet 14,1: «Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!»

Han læste hele kapitlet højt, og mens han læste, mærkede hun, at der skete noget med hende, som om en hård knude begyndte at løsne op.

Specielt da han læste fra Johannesevangeliet 14,14-18: «Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det … og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod … Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer.»

Den gamle mand sagde, at Gud havde ført hende til dette mørke med hensigt. Gud ville, at hun skulle erkende sin magtesløshed og give plads til ham på hjertets trone. Hun skulle stoppe med at stræbe med at være en god kristen, overgive sig til Gud og lade ham regere på hjertets trone. Han ville sende hende sandhedens ånd, som sin personlige talsmand.

Han læste videre i Johannesevangeliet 14,27: «Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!» De ord var som balsam for den unge pige.

Bønnesvar

Den nat kunne hun ikke sove. Til sidst gik hun ud i mørket på grunden bag huset. Der faldt hun på knæ og råbte sin nød ud til Gud. Hun tryglede Gud om at give hende sin talsmand, hjælperen, som hun havde brug for, for at blive ren af hjertet igen.

Det hjalp ikke. Hun følte ingenting. Det var som om det bare var køerne der stod der, som hørte hendes nødråb. Hun blev helt stille en stund, der hvor hun knælede i den kolde nat. Så trængte et skrig sig ud af hende: «Giv mig et tegn på, at du eksisterer, ellers vil jeg ikke leve mere!»

I det samme øjeblik blev hun fyldt med jubel og glæde så stor, så ægte og så dyb, at hun rejste sig op og hoppede og dansede rundt på jorden.

Endelig, endelig var hun befriet fra sin tunge byrde! Overvældet over den fred som fyldte hende, brød hun ud i en takkesang. Gud havde forbarmet sig over hende. Han havde set til hendes magtesløshed og sendt hende hjælperen. Nu havde hun sandhedens ånd og ville aldrig nogensinde slippe den igen.

En fast beslutning

Da hun kom hjem, så var det med en fast beslutning om aldrig at bagtale, og at få rettet op på forholdet til min tante.

Pigen besøgte hende og bad tanten inderligt om tilgivelse for hende afstand og kulde og fortalte lidt om, hvad grunden var. Hendes tanke gav hende et stort kram og sagde, hun tilgav hende af hele hjertet. Hun kunne tydeligt mærke, at tanten havde holdt sit hjerte rent overfor hende i alle disse år, og at hun aldrig havde tilladt sig at tænke dårligt om hende, trods hendes opførsel.

En lønsom proces

Det var ikke sådan, at hun tog en beslutning om ikke at bagtale, og så var det dét. Den tendens havde slået så dyb rod, at det tog mange år at få det luget ud af hendes tankegang om andre mennesker. Og stadigvæk, i en alder af 65 år, hører hun sig selv ind imellem sige noget negativt og dømmende om en person, og det er altid en smerte, når hun indser, hvad hun lige har sagt. Men det sker sjældnere og sjældnere, og hun har tro på, at der kommer en dag, hvor det ikke længere vil ske!

Hendes tante og hende fik nogle gode år som bedste venner, før hun døede. Men hun glemte aldrig den lektie, hun lærte, at børn kan miste sin uskyld på et øjeblik, hvis man ikke er forsigtig med sin tunge.

Måske er du interesseret i at læse mere på emnesiden «Vore ord», eller i disse udvalgte artikler:

«Det som går ut av munnen» – 20 bibelvers å tenke på

Finnes det egentlig «tankeløse ord»?

Kernelærdomme

AktivKristendom af Brunstad Christian Church udforsker, hvordan Guds ord udfordrer os og gør os i stand til at leve 100 % efter hans vilje, så vi ikke længere behøver at falde i synd, men kan komme til et liv i sejr.

Download gratis e-bog

Så stor en frelse

Apostlen der skriver Hebræerbrevet kalder det et «formaningens ord». Hensigten med denne bog er at forstærke og udvide den formaning, og bringe tro og frelse til alle som har et himmelsk kald. Alle der følger opfordringen fra Hebræerbrevet kan opnå denne store frelse.

Følg os