Rahab: En bibelhistorie om tro og handling

Et opmuntrende budskab for de som føler, at de ikke er gode nok.

Skrevet af Nellie Owens
Rahab: En bibelhistorie om tro og handling

Det er ikke altid let at tro, at Gud har en plan og håb for os. Mange tanker kan opbygges i vore sind og gøre os modløse overfor det opløftede liv, Gud har kaldt os til.

Måske har du sagt eller gjort ting, du ved er forkert. Med en grim fortid bankende på din dør kan det føles som om, at du aldrig vil blive accepteret af Gud.

Måske ser du den store forskel på dit liv og skrifterne. Ligesom det er let at skamme sig over tidligere gerninger, ved du, at det er let at skamme sig over din mangel på guddommelig natur. Du ønsker at komme til et liv i renhed og godhed, men er så langt fra.

Ikke giv op! Ligemeget hvor mørke tingene kan virke, har du en fremtid og et håb – helt ligesom Rahab fra Jeriko.

Kan virke håbløst

Rahab var en kana’anæisk kvinde, en borger i et land kendt for at tilbede idoler. Ifølge loven havde Rahab ingen del i Israels løfter: hun var en skøge, noget som var en vederstyggelighed for herren (Femte Mosebog 23:17).

På grund af Abrahams retfærdighed havde Gud lovet det land, Rahab levede i, til nationen Israel (Første Mosebog 17:8). Da Rahab og hendes folk modtog beskeden om, at Israels folk kom for at overtage Jeriko: en fremtrædende by i Kanaan, frygtede de for deres liv og vidste, at Gud som befriede sit folk fra Egypten ville give Israel sejren i Jeriko.

“Da vi hørte det, mistede vi modet, og vi følte os alle sammen magtesløse over for jer, for Herren jeres Gud er Gud både oppe i himlen og nede på jorden.” Josvabogen 2:9-11.

Selv før Rahab mødte israelitterne og deres kæmpe hær, troede hun på Israels Gud. Hun hørte om hans kraft, og hvordan han havde frelst og beskyttet Israel, og dette lagde en tro i hendes hjerte på, at han i sandhed var Herren.

Men udvortes så tingene ikke håbefulde ud for Rahab. Hvilken grund havde hun til at håbe eller tro, at hun kunne blive sparet? Hvorfor ville denne Gud, som hun ikke havde kendt før, have nogen grund til at favorisere hende, eller have barmhjertighed for hendes familie over andre i Jeriko?

Ved tro

Til trods for den åbenbare håbløshed i situationen, blev Rahab ikke fortvivlet. Da to israelske spioner kom til hendes hjem, gemte Rahab dem fra kongen. Hun spurgte frimodigt spionerne om at forsikre, at hun og hendes familie blev sparet, når Israel invaderede. Mændene fortalte Rahab, at hvis hun hængte det samme røde reb i hendes vindue, ved hvilken de ville flygte, så ville hun og alle i hendes hus blive sparet. I fuld tro bandt Rahab rebet til hendes vindue og sagde: “Lad det være, som I siger.” (Læs hele historien i Josvabogen 2).

Hvilken indstilling! Selvom tingene så ganske mærke og umulige ud, hang Rahab fast ved håb og tro, at hun og familien kunne blive frelst.

I Hebræerbrevet 11 skriver apostelen om troens kraft. Han starter kapitlet med at skrive: “Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle.” Hebræerbrevet 11:1-2. Kapitlet fortsætter med mange eksempler på mennesker som har taget beslutninger i tro, og Rahab er inkluderet på den liste: “I tro undgik skøgen Rahab at omkomme sammen med de genstridige, for hun havde modtaget spionerne med fred.” Hebræerbrevet 11:31.

Det havde ikke betydet noget for Gud, hvad Rahab havde – eller ikke havde gjort – i fortiden. Det var ikke relevant, hvilken familie hun var født ind i, eller hvor hun boede. Det betød noget, at hun troede på Gud og troede på, at han kunne frelse hende.

Fordi hun var hedning – en der ikke er jøde – var Rahab aldrig garanteret Israels løfter. Dog troede hun uforbeholdent, at Gud kunne gøre for hende, hvad han havde gjort for Israel og denne tro fik hende til at handle for at gøre Guds løfter til hendes egne, og det var denne troens gerning som retfærdiggjorde hende (Jakobs Brev 2:25).

Vort håb

I dagens samfund er det måske ikke en almindelig bekymring, at vores by bliver belejret – eller at vi møder døden på samme måde, som Rahab gjorde. Men Guds ord fortæller os, at “… syndens løn er død.” Romerne 6:23. Vi har alle syndet, men hvis vi tror, har Gud også en plan for at frelse os fra den ødelæggelse og gør os til arvinger af hans løfter!

“For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker  og opdrager os til at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Han gav sig selv hen for os for at løskøbe os fra al slags lovløshed og skaffe sig et rent folk som sin ejendom, ivrigt efter at gøre gode gerninger..” Titus 2:11-14.

“Enhver, som har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom han er ren.” Johannes Første Brev 3:3.

Dette betyder, helt ligesom Rahab, at vor tro vil lede os til handling – at fornægte den ugudelighed og de verdslige lyster, som vi bliver fristet til! Derfor skriver Paulus om troens lydighed (Romerne 1:5).

Rahab blev en del af arven

Som et resultat af Rahabs tro blev hun og hendes familie sparet og sat ind i nationen Israel (Josvabogen 6:22-25). Rahab selv blev en del af Jesu slægt (Matthæusevangeliet 1:5).

Rahabs eksempel står som et vidnesbyrd til os i dag og lærer os, at ligemeget hvordan ting er gået i fortiden – eller hvor mørke tingene kan se ud i nutiden – kan troen på Gud og lydighed mod hans ord frelse os fra syndens ødelæggelse og give os en fremtid og et håb i Guds rige.

Lad os gøre os brug af de muligheder som er åbne for os i Kristus Jesus og kæmpe den samme troens kamp, så at vi også kan komme ind i den arv som Gud har lovet alle de, som har sat deres lid til ham!

Måske er du interesseret i at læse om flere troshelte her, eller i de udvalgte artikler herunder:

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Skrevet af Elias Aslaksen

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.