Amy og «svigermor-problemet»

«Har du husket at salte kartoflerne?» Svigermor kommer højlydt ind i køkkenet og kigger frimodigt op i gryden. Det er heller ikke første gang. Amy smiler stramt, idet hun nikker, men irritationen koger inde i hende. Hvorfor kan hun ikke bare lade hende være i fred?

Amy har egentlig et godt forhold til svigermor. Hun kommer til middag hos dem hver uge, en rigtig hyggelig tradition. Men på det sidste har hun udviklet en helt speciel evne til at irritere, synes Amy. Det virker som om, hun ikke kan holde sig væk fra køkkenet, når Amy laver mad.

Dette er faktisk fjerde søndag i træk, at svigermor kigger ned i Amys gryder, «bare for at tjekke at kartoflerne er blevet saltet». Amy bliver mere og mere irriteret. Er det muligt? Hvorfor kan hun ikke bare vente uden for køkkenet, og være tilfreds med det hun får serveret?

Den overraskende løsning

Det er søndag igen. Tankerne flyver rundt i Amys hoved. Hvad hvis hun nævner kartoflerne igen? Der er noget inde i hende der bobler bare ved tanken. Det havde været så meget lettere, hvis svigermor bare var lidt anderledes og ikke blandede sig i alt muligt. Men pludselig slår der en helt ny tanke ned i Amy: Måske er der noget hun kan gøre anderledes?

Amy ønsker virkelig at blive mere god, mere tålmodig. Måske er dette egentlig en mulighed netop til det? Jo mere hun tænker over det, desto mere mærker hun, at det er rigtigt. Og pludselig er hele situationen vendt på hovedet.

Endelig er der noget, hun kan gøre med sagen! Det er jo hendes egen natur, der frister hende til at blive irriteret. Hun beder til Gud om ikke at give efter for negative tanker næste gang, svigermor kommer ud i køkkenet. Hun beder ham om at fylde hende med tålmodighed og gode ord i stedet, og at det kan komme fra et hjerte som mener det.

Middagen er klar, og det er på tide at spise. Svigermor har ikke vist sig i køkkenet overhovedet i dag og nævner på forunderlig vis hverken saltet eller kartoflerne under hele måltidet. Bagefter takker hun for maden og tager hjem. Amy undrer sig først, men hun mærker inde i sig, at hun vandt slaget alligevel. Det var nok fordi, at hun var klar.

Det er mig der bliver irriteret

Dette er en historie, jeg hørte for mange år siden, men som jeg husker, som om det var i går. Den lærte mig noget meget vigtigt. Det er mig der skal forandre mig. Det er mig der bliver irriteret. Det er mig som har synd. Men så kommer det allerbedste – jeg kan forandre mig!

Amy forstod til sidst, at irritationen kom fra hende selv og ikke på grund af svigermor. Da hun så det, dømte hun sig selv og var enig med sandheden. Da fik hun for første gang en mulighed for at blive helt fra dette. Det samme gælder for mig.

«og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.» Johannesevangeliet 8,32.

Jeg gør noget ved det

Når jeg først indser, at synden ligger i mig selv, (lige meget hvor ubehageligt det er), så kan jeg også gøre noget ved det. Det er egentlig en stor lettelse. Jeg behøver ikke længere at gå og vente og håbe på, at de andre skal forandre sig – noget der måske aldrig kommer til at ske. Jeg kan «go to action» i mig selv i stedet.

Når jeg ser min egen synd, så er det vigtigt, at jeg ikke bliver modløs. Håbløshed er ikke fra Gud (Andet Timotheusbrev 1,7). Jeg kan hellere bede til Gud om hjælp og handlekraft og gå i gang med at arbejde på mig selv og min egen frelse. Det er derfor, han viser mig synden – for at den skal tilintetgøres. Forsvinde. Der bliver plads til noget andet.

Hvad bliver resultatet? Jo, efter et stykke tid mærker jeg, at fristelsen til at gøre det, som tidligere var helt naturligt for mig, bliver mindre. Ved Guds hjælp begynder jeg at få overtaget på irritationen! Noget helt andet bliver naturligt; at reagere med godhed og tålmodighed, hvor jeg før blev direkte sur. Og det kommer fra et sandt og ægte hjerte.

«og iføre jer det nye menneske, skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed.» Efeserbrevet 4,24.