Åndens frugt: Langmodighed

Guds ord nedbryder og opbygger. Det nedbryder det onde i os, så der kan blive plads til det gode. Det nedbryder vreden og giver i stedet plads til langmodighed og mildhed.

Vi skal først blive afklædt, før vi kan blive iklædt. Vi mennesker vil helst kun blive iklædt. Vi vil gerne være i besiddelse af alle gode dyder, men vil ikke give afkald på vore udyder. Men det er godt at vide, at opbyggelsen sker i samme grad som nedbrydelsen virker i os.

Derfor, i samme grad som vrede og hidsighed nedbrydes, vokser langmodigheden. Vi har anledning til at lære af Guds langmodighed med os. Han arbejder tidligt og sent for at fremstille os hellige og ulastelige. Hvis vi skal arbejde med sjæle, skal vi bruge den samme langmodighed. Det går ikke så hurtigt at føre mennesker til retfærdighed. De er egoistiske og genstridige, og der skal stor overbærenhed og langmodighed til for at føre dem frem.

Langmodighed er en af Åndens frugter. (Galaterbrevet 5,22) Det beviser, at man ikke bliver langmodig på én dag. Men ved altid at leve i Ånden og holde alle sine onde tilbøjeligheder på korset, bliver man lidt efter lidt langmodig.
Der står: «Hellere være sen til vrede end være krigshelt.» Ordsprogerne 16,32. En helt er en, der har udrettet noget, som mennesker i almindelighed ikke kan udrette. Når et menneske er kommet så langt, at det er blevet langmodigt, så er det kommet længere end de fleste mennesker kommer. Man har i lang tid regnet sig som korsfæstet med Kristus og har på den måde fået sejr over sig selv. Ved at ens eget liv er gået til grunde, er Guds liv, og dermed også langmodigheden, vokset frem. Sådan et menneske er bedre end en krigshelt.

Artiklen blev først publiceret i BCCs menighedsblad «Skjulte Skatte» i februar 1930.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag