Åndens lov frigør fra syndens og dødens lov

Syndens og dødens lov arbejder i vore lemmer. Åndens lov, som giver liv i Kristus Jesus har sat mig fri fra syndens og dødens lov (Romerne 7:21-23; Romerne (8:2).

Lovens lys kunne ikke gennemskinne legemet og kaste sit lys ind der, hvor syndens og dødens lov har sit legeme; for lovens lys var kun for de ydre synder, der var frugt af den indre syndens og dødens lov.

Det der var umuligt for loven, det gjorde Gud, da han sendte sin søn som en synd-offer og fordømte synden i kødet (Romerne 8,3).

Guds dom over synden i lemmerne er nu fuldbyrdet i Kristus Jesus. Himlens rige er kommet ind i os, og Kristi ånd vil ved vor lydighed bane sig vej til de hidtil ukendte felter i vort legeme, nemlig til de steder hvor syndens og dødens lov har sit virkefelt. Guds ånd træder i forbindelse med vandet og blodet (Kristi død i vort kød) og får derved lidt efter lidt tilintetgjort syndens og dødens lov; idét den lov ånden har i sig selv levendegør vor menneskelige ånd, som før var lovbundet af syndens og dødens lov.

Syndens og dødens lov er to forskellige love der virker på hver sin måde.

Syndens lov gør stadig sine krav gældende for bevidstheden. Hvis vi lydigt følger efter fører den sit bytte hen i dødens lov. Så længe syndens lov behersker mennesket og det endnu ikke er overgivet i dødens lov, er samvittigheden vågen, og mennesket bliver af ånden overbevist om synd. Men ved at synde igen og igen vil dødens lov gøre samvittigheden død, og man synder uden bebrejdelse af samvittigheden. Syndens lov fører den ugudelige videre ind på hidtil ukendte felter. Man synder også der, og dødens lov virker atter dræbende på samvittigheden, så mennesket til sidst dør på grund af sine overtrædelser.

Åndens lov arbejder den modsatte retning. Den kaster sit lys over synd, man tidligere gjorde uden samvittighed. Den henter synden frem fra dødens lovs jernhånd og bringer den frem for samvittighedens lys. Vi giver Guds ånd medhold, dømmer synden og afstår fra den (Galaterne 5,16-18; Peters Første Brev 4, 1). Næste gang bliver en ny synd trukket frem for bevidstheden og så får den også sin som osv., og sådan bliver vi levendegjort.

Denne proces foregår efterhånden og kan ikke, som syndernes forladelse, finde sted på et øjeblik.

Det er alvorligt at leve, man er selv årsag til sin egen frelse eller fordømmelse. Gud har fastsat love for alle ting, og han viger ikke fra disse; for han gør ikke forskel på folk.

Det er vi som lever der altid hengives i Kristi død, for at Kristi liv også skal åbenbares i vort dødelige kød (Andet Brev til Korintherne 4, 10-11).