At miste Joe

Om morgenen den 10. juni oprandt som en hvilken som helst anden normal dag. Vi vidste lidt om, at det ville blive en dag som ville forandre vore liv for altid. Et opkald sent om eftermiddagen, fra et hospital i nærheden, bragte nyheden som ingen forælder ønsker at høre. Vor dyrebare, 21-årige søn Joe havde været involveret i en alvorlig bilulykke. Jeg kunne ikke forstå min mands ord, da han mildt fortalte mig, at Joe var “væk.” Kun da jeg stod stille på hospitalet ved hans stille, livløse krop, overraskende perfekt efter sådan en ulykke, begyndte påvirkningen “væk” at sive ind.

Takle sorg og tab

Dog begyndte vor families rejse med at takle sorg og tab. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, hvordan Gud forberedte mit hjerte på Joe’s død, selvom jeg ikke var bevidst om det. Men selvfølgelig var det et stort chok, da han døde.

Jeg kan huske hvordan det, midt i sorgen og chokket, føltes som om et sværd var blevet stukket igennem mit hjerte, så intens var min smerte. Jeg kunne ikke fælde en tåre; jeg kunne kun jamre. Men i det stadie mærkede jeg, at Jesus var meget nær, som hvis hans arme holdt omkring mig. Jeg tror, Jesus blev ved min side igennem de første nætter, fordi jeg sov som et barn til trods for min dybe nød. Jeg følte, at himlen var åben over mig, og at jeg var omringet af engle. Jeg er så taknemlig for, at Gud var lige der for os alle! Disse ord blev til virkelighed, at “… Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet.” Jobs Bog 1:21.

Jeg kan ærligt sige, at selv med sorgen og tabet, og det utrolige chok der kommer med sådan en pludselig død, var Joe’s død den smukkeste oplevelse, jeg nogensinde har haft. Himlen var meget nær! Vore nærmeste venner var også en umådelig trøst for os, ved at dele vor sorg og hjælpe med at støtte os. Vor familie blev indkapslet af kærlighed og omsorg, både af Gud og mennesker.

Gud tager ikke fejl

Det blev hurtigt klart for os ved at høre om Joes død, at Gud ikke tager fejl, og at han havde anset Joe som klar til at komme hjem. Som hans mor har jeg aldrig ønsket ham tilbage på denne jord, eller stillet spørgsmål ved Guds fuldkomne ledelse ved at tage ham. Gud tog ham hjem til sig på det perfekte tidspunkt. Ligesom man ville plukke en moden frugt fra et træ, havde Gud ganske enkelt plukket Joe fra denne jord. Dette bragte en dyb fred i vore hjerter og sjæle.

Joe blev givet til os som en gave fra Gud. Hans død fik mig til at indse, hvor sandt vore børn ikke tilhører os; de tilhører Gud. Da Gud tog Joe, havde han blot taget det tilbage, som retmæssigt tilhørte ham hele tiden. Gud havde nådigt givet ham til os i et stykke tid, og nu kunne jeg, på en måde, give ham tilbage til Gud, hans skaber. Jeg blev mindet om Hanna fra den gamle pagt. Hun havde bedt til Gud om et barn, og ifølge hendes løfte til Gud, gav hun Samuel tilbage til Herren for at tjene med Eli, præsten i templet. Jeg tænkte på, om hun oplevede den blanding af sorg og glæde, som jeg følte. Sorg over tanken på at min søn altid vil være væk, men samtidigt, glæden over tanken på ham for altid i sikkerhed i himlen!

Joes liv

Joe havde levet hans korte liv godt. Han havde givet sit liv helhjertet til Gud som ung teenager, og han blev et eksempel for alle som kendte ham. Han elskede Gud af hele sit hjerte! En ven som kendte ham godt skrev disse ord til os, efter hans død: “Salig er mindet om den retfærdige – Joe. Salig er den rene af hjertet – Joe. Salige er de som hungrer og tørster om retfærdigheden – Joe. Salige er de som ikke vandrer i ugudelige råd – Joe.” En anden kær ven beskrev Joe som en helhjertet, brændvarm, inderlig, flittig ung mand.

Selvom vor familie kendte Joe som en stille, mild dreng, blev han en frimodig, dedikeret kristen, et redskab for Gud som ikke var bange for at forsvare sin tro og kæmpe for renhed i gymnasiet, eller hvor han var. Hans helhjertede inderlighed bragte et vidnesbyrd over hans liv, men også en stille beundring og respekt i gudsfrygtige menneskers hjerter.

Joe fandt kraft i sit liv ved at nære sig selv med Guds ord. Han kunne ofte findes ihærdigt læsende litteratur som inspirerede ham til at være en bedre person. Han brugte tid på at læse sin bibel og bad for sig selv og andre. Efter hans død fandt vi hans bibel åben ved hans seng, sammen med en lille notesblok hvori der stod mange navne, skrevet med hans håndskrift. Det var hans “bønneliste.”

Efter hans død var vi ofte forbløffet over at høre fra ung og gammel, hvordan Joe havde rakt ud efter dem og rørt deres liv på en eller anden måde. Han havde et specielt vågent øje og et medlidenheds-hjerte for børn, unge mennesker og ældre mennesker som havde et handicap, eller var svage af sind, eller for de som var blevet glemt. Han varmede dem ved at prøve at imødekomme en nød i deres hjerter med milde ord og milde gerninger.

Gud udførte et dybt og hurtigt arbejde i Joes liv, fordi han var ydmyg af hjertet. Han var også fyldt med en troens ånd hele hans liv! I slutningen af hans liv skrev han til en ven: “Jeg skal blive rodfæstet og grundfæstet i ringhed. Vi er så svage som mennesker; vi har brug for gudsfrygt. Gud er så god, at han ønsker at gøre et enormt værk i os, vi som har været syndens slaver. Han vil forandre os fuldt og helt, og han vil give os alt det, vi har brug for, for at nå målet. Til sidst vil vi stå på Zions bjerg sammen med Jesus, og alle de hellige som har kæmpet her på jorden, og synge den nye sang. Det skal lykkes!”

Efter hans død skrev en af Joes nære venner disse gode ord til os: “Joe forstod, at han var Guds hus: et hus der både kom fra Gud og som skal gives tilbage til Gud. Joe ofrede oprigtigt og villigt sig selv til Gud til en sådan grad, at Gud nu har modtaget ham til sig selv. Jeg vil efterfølge hans eksempel altid.”

Se fremad …

Joes død forandrede mig på mange måder og lærte mig mange værdifulde ting. Det blødgjorde mit hjerte overfor andre mennesker, og gav mig en trang til at lære at glæde mig med de glade og at græde med de grædende. Det gav mig nye øjne til at se, hvor dyrebar og værdifuld hvert af mine børn og børnebørn er. Det gav mig en langsigtet vision på evigheden, til at gøre hvad det kræver for at kæmpe for hver eneste af dem, så de kan komme dertil, hvor Joe er nu. Det gjorde, at jeg ønskede at bruge hver mulighed til at gøre det gode og til at overvinde synden, fordi livet er så kort. Det fik mig til at indse, at der ikke er noget at frygte, selv ikke at miste et barn, for Gud er med os igennem absolut alt! At Gud kan tage noget som menneskeligt set er en enorm tragedie og vende det til noget utroligt smukt, hvis jeg sætter min lid til ham. Det fik mig til at indse, at jeg aldrig nogensinde behøver at sætte spørgsmålstegn ved, det Guds sender min vej. Hans veje og tanker er meget højere end mine. Han ved, hvad der er bedst for mig! Hans vej er fuldkommen. Joes død har givet mig en forbindelse til evigheden og himlen, som jeg ikke havde før. Jeg tænker på himlen. Jeg tænker på, hvordan det vil være at være sammen med Joe en dag, hvis jeg er trofast i mit liv her på jorden.

Den milde flamme fra Joes lys er slukket her på jorden, men han vil skinne for evigt i de evige boliger. Det er en trøst for mig at tænke, at Joe nu er en del af den store sky af vidner, og at han opmuntrer mig i min troens kamp.

Seks år efter Joes død mistede vi en 32-år gammel datter. Vi kan vidne om, at Gud er trofast. Han bar hele vores familie endnu engang gennem tab og sorg.