At være fattig i ånden

Fattigdommens vej er livets vej; for «Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres». Matthæusevangeliet 5,3. «… evangeliet forkyndes for fattige.» Matthæusevangeliet 11,5. At være fattig i ånden vil sige i egne øjne at have lidt eller ingen himmelske goder og dyder. Alle er nok fattige på dette, men ikke alle indser det selv. De der gør det er fattige i ånden.

Gud har i den grad behag i selverkendelse, at han har bestemt sig for at føre alle sådanne ind i himmelens rige. Kunsten er at forblive i denne fattigdom, efter at man har fået del i Guds riges rigdomme; for så længe man er i denne fattigdom, får man stadig del i mere og mere rigdom.

Her var Korintherne standset op: de var allerede – ved det, de havde fået af Gud – blevet rige. Første Korintherbrev 4,8. Der kan være mere eller mindre erkendelse af ens fattigdom. Jo dybere fattigdom i ånden, des større fremgang.

Nogle er tilfredse med at synde og bede om tilgivelse; derfor får de ikke mere. Andre er tilfredse med sejr over de «groveste» synder og får ikke mere. Atter andre kender sig rige når de har fået sejr, efter det lys de havde, og derfor trænger de sig ikke videre frem. Men det gælder om at bevare fattigdommen i ånden helt til det sidste!

Teoretisk kan nok alle være fattige i ånden; men det er det at være fattig i praksis som har betydning. Man kan godt med sin mund sige, at man har lært, at man ingenting forstår, og alligevel i praksis være selvklog og strid som en buk.

Fattigdommens vej falder sammen med skrøbelighedens vej. «For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk!» Andet Korintherbrev 12,9-10. Guds kraft fuldendes i vor skrøbelighed. Erkendelsen af vor skrøbelighed trækker Guds kraft og rigdom ned til os, ved tro.

Artiklen blev først publiceret i januar 1935, som et kapitel i hæftet «Guds veje til himlen» med titlen «Fattigdommens vej».
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag