Beundrer eller efterfølger?

For to tusind år siden fulgte store flokke efter Jesus. De beundrede hans gerning og ord. Mennesker ville se ham og jo mere de hørte om ham, desto mere kunne de snakke om ham. På den måde så det ud som om de tilhørte ham, ligesom fodboldsupportere indbilder sig at tilhøre den klub, hvor deres idoler spiller.

Men Jesus søgte ikke beundrere. Igen og igen indbyder han til at være hans discipel, lærling og efterfølger. Og hans budskab er klart og tydeligt hver gang; Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og daglig tage sit kors op og følge mig (Lukasevangeliet 9,23). Og hvis der var nogen der kom til ham for at følge ham, så reagerede han som om han spurgte: Er du sikker på du ved hvad du snakker om? Han disciple blev hos ham selvom de store flokke gik hjem. De beundrede ham ikke bare ligesom de andre, men de ville lære af ham og blive som ham, og efter de havde fået Helligånden var de også i stand til det. For dem var det ikke nok at kunne snakke meget om ham. De var under uddannelse til at blive som mesteren.

Selvom der har været store vækkelser, har der aldrig været mange disciple. Mange har for eksempel beundret gudsfrygtige menneskers bønneliv, men hvor mange har efterfulgt det? Hvor mange har sat sit liv til uden at forvente et stor bifald eller mange komplimenter?

Jeg snakkede en gang med en, der i ti år havde været meget engageret med søndagsskolen i sin kristne forsamling. Hun fortalte mig skuffet, at hun ikke engang havde fået en lille blomst efter hun sluttede. Uden at tænke så meget svarede jeg: «Men det fik Jesus heller ikke i slutningen af sit liv.» Hun så forbavset på mig: «Ja, hvis man ser sådan på det…»

Hvad er det vi vil? Vil vi være en «navnkristen» og derved høste ære fra mennesker rundt os? Eller vil vi efterfølge Jesus og som løn være sammen med ham i evigheden?