Bliver dit legeme styret af Guds ånds eller syndens drift?

Skrifterne taler om:

1. Syndelegemet (Romerbrevet 6,6).
2. Kødets legeme (Kolossenserbrevet 2,11).
3. Dødens legeme (Romerbrevet 7,24).

1. Syndelegemet

Syndelegemet er den iboende synd i forbindelse med legemet. Denne synd er at betrakte som død, når den ikke får sindet med på sine krav. Det gamle menneske er korsfæstet med ham, for at syndelegemet skulle blive til intet, så vi ikke mere skal tjene synden. «Men når Kristus er i jer, er legemet ganske vist dødt på grund af synd, men ånden har liv på grund af retfærdighed.» Romerbrevet 8,10. Drivkraften er Helligånden, der fører os stik-modsat af lysterne i legemet. Legemet bliver derved dødt, da det ikke får sine syndige krav tilfredsstillet. Det bliver et offer for åndens krav og går til grunde. Kristus bar sig selv frem som et Gud velbehageligt offer i kraft af en evig ånd (Hebræerbrevet 9,14).

Syndens legeme er derimod ikke u-virksomt. Hvor vi mangler kundskab, lys og ikke er levendegjort, står vor menneskeånd i forbindelse med synden og forårsager noget som skriften kalder legemets gerninger. Disse gerninger fremkommer mod vor bedre vilje og mod vort bedre sind, som tjener Guds lov, hvorfor de også må dødes ved Helligånden, efter at de er kommet frem (Romerbrevet 8,13). Det er om disse gerninger Paulus siger: «Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig.» Romerbrevet 7,17. Når nu jeg har gjort det, hvorfor kan man så sige, at ikke jeg har gjort det, men synden som bor i mig? Jo, det kommer deraf, at mit sind ikke var med på det; men synden i lemmerne tog mig, det vil sige min kødelighed til fange og tvang mig til at gøre ting, som jeg i realiteten hader. For det som er født af kød kan ikke engang være Guds lov lydig.

Efter at vi nu er født på ny og har fået Guds ånd til pant, strider Ånden imod kødet og kødet imod ånden. Kødet får overtag, hvor min menneskelige ånd endnu ikke er levendegjort, og heraf fremkommer legemets gerninger; men til gengæld får ånden revanche ved, at vi døder disse gerninger ved ånden, så snart de er fremkommet. Kundskabs lys kommer derved vort sind til gode, samtidig med at vi altid holdes nede efter kødet ved dom, lidelser og død. Når vi så har fået lys over en sådan legemets gerning, vil den for fremtiden tilhøre det gamle menneske, og sammen med det være korsfæstet på forbandelsens træ, for omsider at dø i Kristi legeme sammen med ham.

Der er ingen fordømmelse for legemets gerninger, og Paulus takker Gud ved Jesus Kristus vor Herre, for at han tjener Guds lov med sindet, men syndens lov med kødet (Romerbrevet 7,25). Det kan ikke være anderledes; for kød er kød, så længe det eksisterer.

Der er alligevel håb om, at syndelegemet skal gå til grunde, når det gamle menneske er korsfæstet. Hvad er så det gamle menneske, vil nogen spørge. Det er det menneske der levede efter sine lyster i kødet, selvom det vidste bedre. Nu er vi korsfæstet for alt, vi forstår er synd; men hvor vi mangler lys, fremkommer endnu synd; dog bliver vi ikke dømt for denne, fordi vi ikke endnu ser den. Men også disse skjulte synder bliver ved åndens lys over legemets gerning draget frem for vort sinds blik og skal så dødes ved ånden, for at vi skal leve.

2. Kødets legeme

Kødets legeme er det legeme der fremstiller sig som redskab for synden i legemet. Synden hersker. De gerninger der fremkommer ved dette kaldes kødets gerninger i modsætning til legemets gerninger. Sindet tjener syndens lov, mens det ved legemets gerninger tjente Guds lov. «Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags. Jeg siger jer på forhånd, som jeg før har sagt, at de, der giver sig af med den slags, ikke skal arve Guds rige.» Galaterbrevet 5,19-21.

Disse gerninger kan ikke dødes ved ånden; for den som gør sådant har ikke arvet Guds rige. Han tjener syndens lov med sit sind og lysten undfanger, føder synd og død. For kødets gerninger skal renselse finde sted, syndernes forladelse. Kødets forhud skal bortskæres. Kødets legeme skal afklædes ved Kristi omskærelse og begraves med ham i dåben (Kolossenserbrevet 2,11-12).

Kødets legeme gør kødets gerninger, som er overtrædelse af loven. Derfor virker lovens forbandelse også, og vedkommende bliver overbevist om synd, fordi han ikke tror på ham. Et menneske består af legeme, sjæl og ånd. Det gamle menneske er det menneske, hvis sindelag er forbundet med synden i kødet og som betjener sig af kødets legeme. Det nye menneske tjener Guds lov med sindet og fremstiller sit legeme som et Gud velbehageligt offer, og som retfærdighedens redskab. Nu skal og kan det gamle menneske aflægges og det nye menneske iklædes, hvilket vil sige det samme som at synden i kødet får sin dom og død i Kristi køds legeme, og man får opstandelseskraft nok til at bruge sit legemes lemmer til retfærdighed, så langt man ejer lys og liv.

Netop i dette åbenbares den sande frihed for ånden; og kødet, som Kristi træl, holdes på plads og kan ikke rose sig af sin frihed.

3. Dødens legeme

Dødens legeme er det legeme som er underkastet forkrænkelighedens love på grund af synden som bor i det, enten det nu er fremstillet som retfærdighedens redskab eller det benyttes i syndens tjeneste. Dø skal dette legeme i alle tilfælde. Hvis man oplever Kristi genkomst, skal det opsluges af livet; det skal afklædes efter Guds vilje. Det er af jord, jordisk og er som alt andet i naturen underkastet forkrænkelighedens love. «Vi ved, at hele skabningen endnu sukker og vånder sig sammen. Og ikke alene det: også vi, der har Ånden som førstegrøde, sukker selv i forventning om barnekår, vort legemes forløsning.» Romerbrevet 8,22-23 (Andet Korintherbrev 5,2).

Så længe vi er til huse i legemet, er vi borte fra Herren; men når vi vandrer bort fra legemet, er vi hjemme hos Herren. «… vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun. … dette forgængelige skal iklædes uforgængelighed, og dette dødelige skal iklædes udødelighed. Og når dette forgængelige har iklædt sig uforgængelighed og dette dødelige iklædt sig udødelighed, da vil det ord, der er skrevet, være opfyldt: Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?» Første Korintherbrev 15,51-56.  

Når man så på opstandelsens morgen er iklædt det uforgængelige legeme, skal man slippe for mere at sukke som Paulus: «Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?» Det dødelige er opslugt af livet og alle lærdomme om syndelegemet, kødets legeme og dødens legeme forsvinder i stråleglans af herligheds-legemet. Så længe vi er til huse i denne bolig, er det alligevel nødvendigt at have disse Kristi lærdomme, for at man kan lære at sætte alt på sin rette plads, og for at man kan besejre synden så herligheds-legemet kan blive desto herligere. For i de dødes opstandelse vil en have solens glans, en anden månens glans, en tredje stjernernes glans. Lad os beflitte os på at få en sådan indgang i Guds evige rige.