Bøn og motiverne for bøn

Da disciplene bad Jesus om at lære dem at bede, lærte han dem først og fremmest hvilke motiver, som bør ligge bag vores bøn, og hvad vi aller først bør bede om.

Skrevet af Arild Tombre
Bøn og motiverne for bøn

Da disciplene bad Jesus om at lære dem at bede, lærte han dem først og fremmest hvilke motiver, som bør ligge bag vores bøn, og hvad vi aller først bør bede om.

Det første de skulle bede om, var at Guds navn må æres, hans rige komme og hans vilje ske. Lukasevangeliet 11, 1 flg. Sådan en bøn behager Gud. Sådan en bøn hører han. Vi læser jo i Jakobsbrev 4, 3, at man også kan «bede dårligt», for at ødsle det bort i vores lyster, fx i lysten til tom ære og i nydelsessyge.

Bede i Faderens navn

Faderens navn! Ikke vores navn er det, det drejer sig om. Hans rige! Hans retfærdighed, fred og glæde. Ikke vores «kongedømme». Hans vilje! Den er god, velbehagelig og fuldkommen (Romerbrevet 12,2). Ikke vores egenvilje, den er hverken god, velbehagelig eller fuldkommen. Ja, her ser vi ind i en sand Jesu Kristi discippels inderlige ønske om at leve et liv til Guds velbehag, og motiverne for hans/hendes bønner.

Når vi læser Jesu ypperstepræstelige bøn i Johannesevangeliet 17. kapitel, ser vi hvad som lå ham på hjerte. Her beder han for sig selv, for sine apostle, og for alle de troende til alle tider. Jeg har herliggjort dig på jorden, siger han i sin bøn til Faderen (v. 4), og fortsætter: «Idet jeg har fuldført den gerning, som du har givet mig at gøre.» Her ser vi en bøn, som er helt ren fra selviske motiver.

Og når Paulus giver udtryk for sin inderlige længel og sit håb, så var det for at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme. Fillipperbrevet 1, 20.

Gud står de hovmodige imod, de ydmyge viser han nåde. Jakobsbrevet 4, 6. Dette er en hovedlov i Guds rige. Det nytter ikke at bede stik imod Guds Guds evige love. I så fald bliver det en forgæves bøn, og man mindes om Ordsprogenes Bog 28, 9, hvor det står: Når nogen lukker ørerne for belæring, vækker endog hans bøn afsky.

I Hebræerbrevet 4, 15-16 læser vi, at vores himmelske ypperstepræst, Jesus Kristus, er blevet fristet i alle ting ligesom vi, og vi bliver derfor indbudt til at træde frem med frimodighed for nådens trone, for at vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid. Nåde! Hjælp! Og i rette tid! Og den rette tid for den, som har et inderligt ønske om at leve et liv til Guds velbehag, det er jo i fristelsens og prøvelsens stund, så der ikke bliver fald og nederlag, men sejr og helliggørelse.

Ja, lad os gøre brug af denne velsignede plads foran nådens trone. Der er hjælp at få for alle, som påkalder Herren af et rent hjerte (Andet Timotheusbrev 2, 22), det vil sige; med rene bevæggrunde.

Samfund i bøn

I Første Timotheusbrev 2. kapitel bliver vi formanet til bønner, påkaldelser, forbønner og tak for alle mennesker. Dette er godt og til behag for Gud, vores frelser, han som vil, at alle mennesker skal blive frelst og komme til sandheds erkendelse. Og lad os ikke glemme, at vores opstandne frelser altid går i forbøn for os. Samfund med ham betyder også samfund med ham i forbønnens tjeneste.

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Skrevet af Elias Aslaksen

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.