Brød eller sten?

For flere år siden bad jeg kraftigt for en, jeg var glad for, og det blev ikke sådan, som jeg havde håbet på, bedt om eller forventet. For at gøre en lang historie kort var jeg meget sur på Gud og raste imod ham med knytnæver og tårer, der randt ned over kinderne. Jeg havde bedt så længe, og troede det ville gå godt. Jeg var så sur på resultatet, at jeg følte, at Gud havde svigtet mig. Jeg tror, jeg beskyldte ham for at være grusom. Jeg citerede til og med kapitel og vers for ham for at vise, at han ikke havde holdt sine løfter. En del af mig forstod, at dette ikke var den rette måde at gøre det på, men jeg synes ikke at kunne styre mine følelser.

Så, nogle måneder senere, blev jeg bedt om at bede for en anden. Så det gjorde jeg. Jeg bad on/off hele natten; det var en lang nat. Og alligevel påvirkede mine bønner tilsyneladende ikke situationen overhovedet.

Denne gang mærkede jeg, at det ikke var Guds skyld – det var min skyld. Var der noget galt med mine bønner, min tro, mit liv? Af en eller anden grund blev jeg ikke bønhørt af Gud. Måske kunne Gud egentlig ikke lide mig så meget. Og alligevel troede jeg, at jeg levede som en discipel. Jeg troede, at jeg havde en levende tro. Hvorfor var det så sådan, at bønnerne leverede stene og ikke det brød, jeg var blevet lovet?

Gud giver bare brød

«Jeg siger jer: Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, der søger, finder; og den, der banker på, lukkes der op for. Hvilken far iblandt jer vil give sin søn en slange, når han beder ham om en fisk? … Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!» Lukasevangeliet 11,9-13.

Jeg måtte altså tænke på, hvordan jeg kunne forene mine personlige erfaringer – jeg følte, at jeg havde fået sten – men et faktum som jeg inderst inde vidste var sandt, fordi det var skrevet i Guds ord, nemlig:

Gud giver bare brød; han giver aldrig sten.

Så hvorfor blev jeg ikke bønhørt, sådan som jeg havde forventet?

Når det gjaldt de personer, jeg havde bedt for, havde jeg ikke tænkt meget på den proces, som Gud ville, de skulle gå igennem. Det er sandt, at vi lærer at komme tættere på Gud, når vi lider. Når jeg ser tilbage på de mest alvorlige prøvelser i mit liv, kan jeg med hånden på hjertet sige, at jeg er taknemlig for, at jeg fik dem, og jeg ville ikke have været dem foruden. Jeg lærte mere om mig selv og Guds godhed, når jeg led, end da ting udadtil gik meget godt.

Når jeg råber til Gud midt i prøvelserne, møder han mig med sit ord. Dette ord gør stien lige for mine fødder og giver lys på stien. Dette tager ikke lidelserne bort, men hvis jeg følger det i fuld tillid og dræber min egen vilje under disse forhold, så vil jeg få kraft fra ånden til at bære, trøste, glæde mig, håbe, være langmodig og mild..

I prøvelser får vi denne næring; vi får tilgang til dette nye liv. Denne åndelige mad kan absolut beskrives som brød.

Hvordan skal jeg bede?

Det jeg kan bede om er, at menneskene jeg er glad for, skal få styrke og tro igennem deres prøvelser. Jeg kan bede om, at de skal reagere på guddommelig måde, og at de bliver frigjort fra sine naturer under presset og sorgerne i deres prøver.

Aspekter af vor menneskelige natur kan jo være skjult. Æresyge kan for eksempel afsløres og afvises kraftigt; det kan misundelse, uro, bitterhed, nag, mangel på tro og mere også. Hvor meget bedre at få kraft og indsigt i vor ånd, og ikke bare en forandring i vore jordiske omstændigheder.

Og i stedet for at bede Gud om at gribe ind og fjerne deres prøver, skal jeg selv lære at hjælpe med at bære andres byrder og lidelser. Jeg skal lære at trøste og give råd, at dele smerten og opbygge mennesker i deres tro. Dette er arbejde, og det kan være smertefuldt

Da Jesus bad om at prøven «hvis muligt» skulle blive fjernet fra ham, ville han ikke blive korsfæstet, men fremfor alle sine egne følelser var det ene overordnede faktum – han ville gøre Guds vilje, og accepterede den lidelse han måtte gå igennem.

Så når Gud ikke bønhører vore bønner for os selv og andre, sådan som vi håber, at han skal gøre det, når han ikke frigør folk fra deres lidelser, prøvelser, smerte, hjertesorg eller gør det sådan, at alt går «godt», har jeg opdaget noget …

Vi bliver tilbudt brød, ikke sten.

Og hvad med de to personer, som jeg så desperat prøvede at befri fra deres prøvelser? Efter noget hjertesorg og kamp og strid, kom de begge to ud af sine forhold med en dybere tro på Gud og med en tillid til ham, som var stærkere end nogensinde før.