Bruger jeg mine talenter til at velsigne eller til at imponere?

Nogle har fået talenter til at spille utrolig fin musik. Andre har en talegave. Andre igen har øje for særlige behov for menneskene omkring sig. Og nogle føler måske, at de ikke har fået så mange talenter overhovedet.

Vi er ikke alle blevet skabt med de samme evner, men vi har fået den samme mulighed til at gøre det gode. Der er forskellige måder jeg kan bruge det talent, som jeg har fået på. Jeg kan velsigne de andre – eller jeg kan være egoistisk og søge ros og beundring. Jeg skal ransage mig selv: Hvad er mine mål og mine hensigter? Hvad er i mit hjerte?

«Se på mig! Se hvad jeg kan!» Måske siger jeg det ikke højt, men jeg må nok indse, at jeg sandsynligvis tænker det ret ofte. Mine øjne flakker til menneskene omkring mig og ser efter deres reaktioner, og om de siger, «Du er jo virkelig god til det!» Men erkender jeg for mig selv hvor meget uro og egoisme, der kommer ud af dette? Hvis jeg synes at mine egne evner er nok til at føre mig til et glad og lykkeligt liv, så har jeg mistet fokus på målet.

At bruge mine talenter for Gud

Hvorfor har Gud betroet mig de talenter, jeg har? Hvad vil han, at jeg skal gøre med dem? Dette kommer frem i Filipperbrevet 2,3: «Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv.» Vore talenter kan bruges til at tjene Gud og er en del af det at tjene de andre – i ydmyghed at agte de andre højere end mig selv.

Ydmyghed er ikke særlig populært i disse dage. Tidsånden lærer os fra en ung alder at ophøje os selv. Vi lærer dette af kendte personer og sportsstjerner, der godt kan lide at vise, hvor gode de er. Lader jeg dette påvirke mig, sådan at jeg forventer eller til og med kræver ros af andre, når jeg har gjort noget godt? At sole sig i beundring fra andre mennesker kan virke tiltrækkende, men bag kulisserne er det et liv der kun leves for at modtage overfladisk hæder og ære, og belønningerne er væk på et øjeblik.

«Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at I af Herren skal få jeres arv til gengæld. Tjen Kristus, vor Herre. Den, der gør uret, skal få den uret igen, han har gjort, og der bliver ikke gjort forskel på folk.»  (Kolossenserbrevet 3,23-25)

Der er ingen fred, når jeg søger ære fra andre. I stedet bliver jeg fuld af egoisme. Alle mine tanker drejer sig til sidst om mig selv: Hvordan bliver jeg opfattet; hvad siger de andre om mig? osv. Denne egoisme hindrer mig fra at vokse i kærlighed mod Gud og mod de andre. Men hvordan kan jeg komme fri fra en endeløs besættelse af mig selv, som så ofte hindrer mig i at vise ægte kærlighed og omsorg for andre?

Det er blevet givet til mig

«I kraft af den nåde, jeg har fået, siger jeg til hver eneste af jer: Hav ikke højere tanker om jer selv, end I bør have …»  (Romerbrevet 12,3)

Når mit hoved begynder at løftes med stolthed, skal jeg huske på, at alt det, jeg har, er blevet givet til mig. Jeg skal også huske på, at mine jordiske talenter ikke er noget værd i evigheden. Den værdi der komme ud af mine talenter, er ikke talentet i sig selv. Tror jeg trods alt, at jeg ville have større chance for at komme ind i himmelen, hvis jeg for eksempel var særdeles god til at tale? Det der virkelig tæller er, at jeg lever et liv for Gud, og at jeg tjener ham i enkel tro og lydighed. Det der virkelig tæller er kærligheden, som jeg skal vise til andre. De talenter Gud har givet mig, om de er store eller små, kan bruges til dette formål.

Hvordan ville jeg reagere, hvis alle mine talenter blev taget væk i dag? Hvis jeg skadede benet, sådan at jeg ikke længere kunne dyrke sport, eller brækkede hånden og ikke kunne spille mit instrument – hvilken holdning ville så komme frem fra mig? Ville andre stadig mærke en ægte varme og kærlighed, der stråler ud fra mine handlinger, eller ville de mærke bitterhed?

Hvad motiverer mig?

«Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske.» (Kolossenserbrevet 3,2)

Jeg skal være ærlig, når det handler om, hvorfor jeg bruger mine talenter. Oftest kan jeg se det på den måde jeg reagerer på. Hvis jeg går rundt med en forventning om, at andre skal rose mig, så er jeg fokuseret på jordiske ting – jeg søger min egen ære og tilfredsstillelse. Der kommer en bitter smag ud af handlinger, der er motiveret af egoisme. Men hvis jeg virkelig bruger mine talenter som en mulighed til at tjene Gud og velsigne de andre, så kan de få ægte, varig værdi frem. Det er vigtigt for mig at være helt ærlig med mig selv her. Mine talenter bør ikke være en snublesten for mig selv.

Hvad hvis jeg føler, at jeg ikke har fået så mange talenter? Jeg kan hurtigt blive fristet til misundelse, når jeg ser, at nogle af mine venner kan gøre dit og dat uden anstrengelse. Jeg skal vogte mit hjerte imod dette. I Jakobsbrevet 3,16 står der: «For hvor der er misundelse og selvhævdelse, dér hersker der uorden og alt muligt ondt.» Misundelse fører til strid. Hvis jeg ikke kan glæde mig, når jeg ser, at andre bruger sine gaver til at velsigne, så står min stolthed og misundelse i vejen.

«Som gode forvaltere af Guds mangfoldige nåde skal enhver af jer tjene de andre med den nådegave, han har fået.» (Første Petersbrev 4,10-11). Gud kendte mig længe før han skabte jorden, og han skabte mig præcis som jeg er med vilje, med en plan for mit liv. Det er meningen, at jeg bruger mine talenter på en måde der behager Gud i stedet for mig selv. Hvis jeg bruger mine talenter rigtigt, kan de være et fantastisk værktøj til at bygge venskab og til at velsigne og berige livet for de mennesker jeg omgås.

Når tiden er inde til, at jeg skal møde min skaber, falder mine talenter bort, men resultaterne af at leve i lydighed mod hans love vil stå som et evigt vidnesbyrd. Det der tæller, er hvordan jeg tjener Gud, og om jeg er velbehagelig for ham, og hvad jeg gør med det, jeg har fået, når jeg tjener ham. Må mit liv være et liv levet til Guds ære, et liv fuld af himmelsk indhold og velsignelse!