Daniel: Altid trofast mod Gud
Dette er en historie om sand trofasthed.
Dette er en historie om både mod og tapperhed, men mest af alt om sand trofasthed.
Daniel vågner, og en ny dag strømmer ind igennem de åbne vinduer, som er vendt mod hans kære hjemby Jerusalem. Daniel knæler ydmygt ved vinduet og lader sin inderlige bøn gå til hans eneste herre. Dette plejer han at gøre tre gange om dagen, og i dag er ingen undtagelse. Men nu bøjer han knæ under en helt anden risiko end før.
Det er direkte livsfarligt at bøje sine knæ for andre end kongen i dag. Som alle andre i Babylons land har Daniel læst det seneste påbud udstedt af kongen. De som tilbeder andre end kongen i løbet af de næste tredive dage skal kastes i løvehulen. Det er en forfærdelig skæbne.
Daniel tøver ikke. Der er ikke snak om, at han skal forlade sin Gud, som har været med ham fra første dag. Daniels Gud har aldrig svigtet ham, og Daniel skal heller aldrig svigte Gud.
Daniel tjente Gud, og Gud alene
Bibelen fortæller om, hvad der skete videre:
«Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem… tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort. Nu kom disse mænd farende ind og fandt Daniel, mens han bad til sin Gud og påkaldte ham.» Daniels Bog 6,11-12.
Daniel blev arresteret og kastet i løvehulen. Men den almægtige Gud passede på sin trofaste Daniel, og han fik ikke en skramme. (Daniels Bog 6,9-24)
Daniel fortsatte med at bede til Gud i fattigdom over sig selv. Og Gud hørte ham. Med det samme Daniel begyndte at bede, befalede Gud englene at tage afsted for at hjælpe ham.
«Da du begyndte at bede, udgik der et ord, og jeg er kommet for at give det videre til dig.» Daniels Bog 9,23
Tænk at få sådan en besked fra himmelen: «Du er højt elsket! Dine ord er blevet hørt! Vi engle blev sendt hertil straks for at hjælpe dig.»
Dette er en historie om både mod og tapperhed, men mest af alt om trofasthed. Daniel var kompromisløs. Han nægtede at bøje sig og tilpasse sig andre mennesker og lade dem forme ham med sine meninger og regler, selvom det betød, at han måtte dø. Daniel tjente Gud og Gud alene, selvom det ville koste ham livet.
Kaldt til at leve i evig herlighed
Den dag Daniel lagde sig på knæ og bad til Gud, skrev han egentlig under på sin egen dødsdom. Men Gud tænker ikke som mennesker, og han har ikke de samme begrænsninger, som vi har. Den Gud som reddede Daniel fra løverne er den samme Gud i dag og til evig tid.
Så selv da han mødte knurrende løver, eller vi kan tænke i vore egne liv, i møde med hvad som helst vi kan opleve, så belønner Gud med trofasthed. Når vi bøjer os for ham og bestemmer os for at lige meget hvad der sker, så vil vi ikke forlade vor Gud, for han belønner os rigeligt. Vi bliver nyttige for ham og kan være en sand velsignelse og hjælp for menneskene omkring os, præcis som Daniel blev en uvurderlig rådgiver for Babylons konger.
Gud hører de troendes bønner! Lad os have den samme tankegang som Daniel, sådan at vi hver dag beder til Gud om nåde til at blive bevaret i hans vilje.
«Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld.» Daniels Bog 10,12
Skrifsteder er taget fra bibelen.dk, den autoriserede oversættelse af bibelen 1992, med mindre andet er specificeret. Copyright © Det Danske Bibelselskab 1992.