De gudløse stolte

Giv mig de gudløse stolte, som ikke har trang til mystik,
men dristigt vil skabe en himmel her efter sin egen skik.

Sådan skrev den norske digter Rudolf Nilsen tidligt i det forrige århundrede. Digtet var dengang et flammende indlæg for kommunismen, men er i dag på mange måder beskrivende for den udvikling og tidsånd, vi nu ser generelt i samfundet. De kristne grundværdier må vige for humanismens fremmarch. Gudsfrygt og ydmyghed overfor skaberen må vige for gudsløshed og stolthed over menneskets egne præstationer og evner.

Fornuftig tankegang

Humanismen er i sig selv et besnærende koncept. Den hævder at have en rationalistisk virkelighedsopfatning, der udelukkende er baseret på fornuft og videnskab. Den har få etiske regler og overlader livsvalgene til menneskets medfølelse, erfaring og fornuft. Mange humanister vil påstå, at den eneste etiske regel man har brug for er denne: Du skal gøre imod andre, det du vil at andre skal gøre imod dig. Dette bliver ofte kaldt den gyldne regel. Humanismen afviser da også enhver guddom eller autoritet udenfor mennesker selv, og sætter sin lid til at evne til rationelt og fornuftigt ræsonnement skal give den nødvendige vejledning igennem livet.

På en måde er det ikke mærkeligt, at denne livsfilosofi vinder tærren. Den appellerer til menneskets fornuft, og den tager et tydeligt standpunkt. Og hvad er alternativet egentlig? Den kristendom de fleste kommer i kontakt med tager ikke længere et standpunkt. De etiske principper og grænser der har ligget i det kristne livssyn igennem mange hundrede år er stort set nedbrudt og forladt. Som hovedsag er det nu forladelsen for sine synder, man sidder tilbage med, som en livsforsikring for det ukendte man går imøde ved døden. For et menneske der vil noget mere end at lade sig drive med strømmen, er det svært at lade sig engagere af noget sådant.

Naivt og næsten ikke rationelt?

Så hvad med det humanistiske alternativ? Kan et menneske skabe en himmel her efter sin egen skik, sådan som digteren skrev? Hvis et menneske kun består af en krop og en hjerne, der kan tage rationelle beslutninger, vil en sådan livsfilosofi nok have noget for sig. Evhver kan så finde frem til sin egen etiske livsførsel, samtidigt som man sørger for at tage hensyn og vise omtanke for andre. Så behøver man ikke Gud. Humanisterne beskriver ofte troen på Gud, en autoritet udenfor mennesket, som naivt og næsten ikke rationelt. Men hvor rationelt er det egentligt at tro på menneskets iboende godhed og medfølelse, dets evne til at gøre det imod andre, som man vil de skal gøre imod en selv? Er evnen til at sætte andres behov lige så højt som ens egne en fremtræden egenskab hos mennesket?

Enhver der besidder noget grad af selvindsigt, og som er ærlig med sig selv kender vel svaret på disse spørgsmål. Rigtigt nok kan man hos mennesket nogle gange glimte lidt omsorg, empati og sammenhold. Men når stemningen har lagt sig og mennesket møder hverdagen, hvor meget er der så tilbage af det uegennyttige engament for andre?

Helvede – og himmel

Sandheden, som enhver før eller siden må erkende, er at mennesket som et resultat af syndefaldet grundlæggende er egoistisk og selvcentreret. Hvis mennesket bliver overladt til sig selv, skabes der ikke et samfund, hvor den gylde regel råder. Så skabes der tvært imod et samfund, hvor enhver har nok i sig selv. Det er et koldt og hårdt samfund. Det at leve i en sådan himmel, som de gudløse stolte har skabt efter sin egen skik, er egentlig en definision på helvede.

Finders der så noget alternativ? Heldigvis er svaret på dette et rungende ja! Der findes virkelig kristendom, der ikke er kraftesløs. Der findes virkelig mennesker, som tror på at Gud ikke bare har skabt verden, men at han også kan omskabe os mennesker igennem vore daglige liv, sådan at vi evner at vise medfølelse og godhed, og bliver i stand til at sætte egne behov til side til fordel for andre mennesker. Det sker ikke igennem stolthed og fokus på menneskets evner – det sker igennem ydmyghed, ved at underkaste sig sin skabers vilje og lade ham tage styringen i livet. Iblandt sådanne mennesker finder man virkelig himmelen på jord.

De som på denne måde kommer ud af egoisme og ind i uegennytte og omsorg bliver værdifulde mennesker. Ikke kun for kristendommen, men for hele samfundet. De bliver gode samfundsborgere og omsorgspersoner i sine omgivelser. Det er sådanne mennesker, vi har brug for flere af i verden – gudløse og stolte har vi nok af!