De tre kors på Golgata: Hvad betyder de?

«Og da de kom til det sted, som kaldes Hovedskallen, korsfæstede de ham og forbryderne dér, den ene på hans højre og den anden på hans venstre side.» Lukasevangeliet 23,33.

Det var ikke nogen tilfældighed, at Jesus skulle korsfæstes sammen med to røvere; for Esajas siger: «Derfor giver jeg ham del med de store, med de mægtige deler han bytte, fordi han hengav sit liv til døden og blev regnet blandt lovbrydere. Men han bar de manges synd og trådte i stedet for syndere.» Esajas' Bog 53,12.

Den 1. korsfæstede

«Den ene af de forbrydere, som hang dér, spottede ham og sagde: »Er du ikke Kristus? Frels dig selv og os!» Lukasevangeliet 23,39.

Denne røver repræsenterer verden, der ønsker at frelses uden at give dommen medhold. Er du Messias, så tag dommen bort, slip dig selv og os løs, og vis hvad du duer til. Er du kristen, så skal du også tækkes mig og tilfredsstille mine krav. Er du Messias, så tag op til Jerusalem til højtiden og fremstil dig for folket; kast dig ned fra templets øverste hjørne, og byd at sten skal blive til brød. Lad din ære og dit pund komme til syne, så man virkelig kan se og forstå, at Messias er kommet i vor midte.

En sådan Messias vil verden have, og de vil en gang få sit begær tilfredsstillet i Antikrist. Kristi mission var ikke at slippe verden løs og gøre tegn og undere for Dyrets åsyn og høste dets bifald. Han kom for at korsfæste verden og bringe den i døden, for at hver den som dør med ham, skal få livet.

Røveren hang der korsfæstet. Han kunne spotte; men dødsdømt var han, og korsets søm holdt trofast sit bytte. Sådan er verden også korsfæstet; for er man korsfæstet for alle, så regner vi at alle er korsfæstet, og er man død for alle, så er de alle døde. Åndens overbevisning om dom, fordi denne verdens fyrste er dømt, er de søm, som den ugudelige aldrig kan få revet ud af sit hjerte. Ganske vist kan verden – som røveren – søge at frelse sit liv, men det skal ikke lykkes; den vil miste det.

Den 2. korsfæstede

«Men den anden satte ham i rette og sagde: »Frygter du ikke engang Gud, du som har fået den samme dom? Og vi har fået den med rette; vi får kun løn som forskyldt, men han har intet ondt gjort.» Lukasevangeliet 23,40-41.

Den første røver ville frelses uden dom, den anden derimod ville lide sine onde gerninger efter kødet ud, for at han kunne være befriet fra dem i evigheden. Han lagde sin syndebyrde over på ham som bar al verdens synd, og fik tilbudt at være sammen med Jesus i Paradis.

Den første røver havde synden i sig og hvilende på sig, den anden ligeså; men den sidste blev ved erkendelse og dom fri for sin syndebyrde. Der var ingen fordømmelse for ham længere. Han fik renselse for det, han dømte. Synden i ham kom han ikke af med. Han repræsenterer de mennesker, som bliver renset fra deres synder, og som ikke har noget større begær.

Den 3. korsfæstede

Dette var ingen anden end Jesus selv. Den første røver rettede sin hån mod ham, men han svarede ikke. Derimod svarede den anden røver. På samme måde har Gud den dag i dag frelste røvere, der kan svare verden på alle deres spørgsmål om Jesus og drive deres påstande tilbage og afvende deres spot. Men han selv svarer dem ikke med ord. Derimod svarer han den anden røver med ed: «Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis.» Lukasevangeliet 23,43.

Jesus bar ikke kun synden med sig op på korset, men han bar den også i sig. Han blev gjort til synd for os. Gud fordømte synden i hans kød (Romerbrevet 8,3). Og da dette værk var fuldbragt, opgav han ånden. Det var umuligt for loven at dømme synden i kødet, fordi al synd mennesket begår er udenfor legemet. Men nu gjorde Gud det, som var umuligt for loven: Han dømte synden i Kristi kød. Enhver der nu vil frelses fra synden i sig, han tage dagligt sit kors op. Røveren blev frelst fra sine ugerninger, men blev ikke delagtig i guddommelig natur. Jesus påtog sig ikke englenatur, men han var af Abrahams æt (Hebræerbrevet 2,14-18). Dette gjorde han for at komme synden i legemet til livs, og i stedet for synd plante hele guddommens fylde derinde, som nu bor legemligt i ham.

Dommen over synden i naturen, den gamle adamitiske, er ingen fordømmelse, eftersom den finder sted inden for legemet, men det er om denne frelse, Peter siger: «Hvis den retfærdige med nød og næppe frelses …» Første Petersbrev 4,18. Det er en legemlig vækst, en legemlig frelse og legemlig dom, for at enhver skal få igen, eftersom hvad der er sket i legemet.

Gud gør alt dobbelt. Han giver ydre frelse ved Jesus Kristus, og han giver ydre og indre frelse ved den samme person.

Men fjender af Kristi kors modstår den indre frelse, og som røveren slår de sig tilfreds med syndernes forladelse.

Ikke Kristi brud. Hun vil delagtiggøres i hans hellighed og har beregnet omkostningerne. Hun er kød af hans kød og ben af hans ben; hun er ikke bare villig til at dele glæden med sin brudgom; men er villig til at lide og dø med ham – ikke kun fra lovens forbandelse, men fra den adamitiske natur i hans legeme.

Artiklen blev først publiceret i BCCs menighedsblad «Skjulte Skatter» i april 1914.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag | brunstad.org