Der ER håb for mig

«Jeg havde ikke noget håb for mig selv; jeg kunne knapt komme igennem dagen og udføre mine opgaver, som mot til fire små børn. Jeg blev overvældet af alvorligt håbløse og fortvivlede tanker – det var, som om et tungt tæppe kom over mig.»

Carol Pembleton, nu 70 år gammel, fortæller om sin kamp med, og vej ud af, tilbagevendende depression. Hun har oplevet mange vanskelige forhold igennem hele sit liv, og det har virket som om, det var umuligt at ændre på eller løse nogle af dem. Når hun ser tilbage, ser hun hvordan disse situationer lagde pres på hendes sind og krop.

«Jeg følte mig værdiløs og håbløs, og tænke for mig selv: ‘Hvorfor prøve?' Det så så mørkt ud; jeg vidste, at jeg havde brug for hjælp.»

Hun vidste, at kroppen var et tempel for Gud, og hun ønskede at tage vare på den krop, Gud havde givet hende.

På et tidspunkt, da livet var meget stressende, og hun vidste, at hun havde brug for hjælp, opsøgte Carol en læge. Hun vidste, at kroppen var et tempel for Gud (Første Korintherbrev 6,19-20), og hun ønskede at tage vare på den krop, Gud havde givet hende. Hun var åben for at modtage hjælp, ligemeget hvilken måde den kom på. Lægen udskrev mediciner, som de håbede ville hjælpe, men på grund af nogle bivirkninger kunne de ikke fortsætte med recepten.

Hendes følelsesmæssige tilstand svingede op og ned, afhængigt af forholdene omkring hende. Og dette fortsatte i årevis.

Da hun var i slutningen af 50erne, førte Gud Carol til to kristne, der viste hende interesse og omsorg.

«Da fortvivlelsen og håbløsheden kom tilbage værre end nogensinde, fortalte jeg dem om mit behov, og depressionen lettede med det samme. Det føltes som om en vægt var blevet løftet væk fra min krop, og jeg følte mig fri! De gav mig forskellige skriftsteder at holde fast i. De havde håb for mig, selvom jeg ikke havde noget håb for mig selv.»

Joel 3,15 var en konstant hjælp for hende: «… Han som er svag, skal sige: Jeg er en helt!» (Norsk oversættelse)

At disse venner havde håb for hende, gav hende tryghed. «Når depressionen vendte tilbage, plejede jeg at besøge dem, og de delte bibelvers med mig. Vi bad også sammen, og de tunge følelser lettede igen uden meget arbejde fra min side.» Carol var overrasket over, at dette gjorde hende i stand til at udføre sine daglige opgaver, og sit arbejde som sygeplejerske.

Ved den hjælp hun fik fra disse besøg, indså hun behovet for også at kæmpe for sig selv. Carol indrømmer, at den kærlighed og det håb dette par havde for hende, gjorde hende i stand til at tro, at det var muligt at komme helt ud af depressionen, sådan at hun ikke skulle plages af dette resten af livet.

«Jeg fik håb for meg selv ved at læse i bibelen, og og tro på det.»

«… vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.» (Andet Korintherbrev 10,5) Carol begyndte at forstå, at hun måtte stå imod de håbløse tanker, som fulgte med hendes depression. Hun kunne tage en kamp op! Hun troede på Guds ord, og troede at Gud ville give hende styrke, selvom hun ikke følte sig stærk! Hun begyndte at tage tankerne «til fange» – bevidst modstå – fortvivlelsestanker.

Carol smiler varmt, da hun udtrykker hvor anderledes hendes liv er i dag. «Der er ingen lighed mellem mit liv i dag, og hvordan det var før. Mine følelser kan gå op eller ned afhængig af situationen, men de styrer mig ikke længere.» Hun bygger nu på en fast grundvold – hun har valgt at holde på Guds ord som sin livline.

Hun sammenligner sig selv med historien om Peters svigermor (Matthæusevangeliet 8,14-15), som blev helbredet, efter at Jesus rørte ved hende, og hun derefter rejste sig og begyndte at betjene de andre. Carol siger, «Dette er grunden til, at vi bliver helbredt – for at stå op og tjene på samme måde, som vi selv er blevet betjent.»

Carol er et strålende eksempel på en, der nægtede at lade sig drukne i depressionens håbløshed, men i stedet trængte sig ind på Gud og fandt en vej ud af dette mørke. Hun fik hjælp for sit liv, og elsker at dele den hjælp som er tilgængelig med andre. Hun forklarer det på denne måde: «På samme måde som det ville være dumt ikke at tage fat i en redningsvest, som nogen kastede til dig, da du var ved at drukne, er det også dumt ikke at udnytte den hjælp, vi kan få i bibelen. Der skal anerkendelse til for at sige, at jeg har brug for hjælp.» Hun tog ikke bare fat i redningsvesten, men lærte også at svømme!

«Jeg er meget taknemlig for Guds hjælp i mit liv, og den stabilitet den har givet mig. Der ER håb for mig.»