Der er kun én ting, der gælder – Trofasthed!

Hvad er det, der betyder noget i livet, hvad er det, som virkelig er værdifuldt? Det er, hvor trofast jeg er, i den tilmålte tid jeg har fået her på jorden. Det er faktisk alt, hvad der betyder noget.

Overgivet til Gud

Begravelsen var for en ung mand. I midten af 30erne blev han taget fra sine venner og familie til et bedre sted. Men han havde ikke levet forgæves. Han havde overgivet sit liv til Gud for længe siden, noget mange kunne fortælle om.

Salen er fyldt op til randen, af alle som vil mindes denne mand. I alle sine ungdomsår havde han tjent menneskene omkring sig, uden at klage. Ligemeget om følelserne var gode eller dårlige, så var han positiv og velvillig, ivrig efter at gøre Guds vilje.

I slutningen af mindestunden går festlederen frem. Rørt ser han på den store ungdomsflok som er tilstede, og siger: «Der er kun én ting, der gælder: Trofasthed!» Han ønsker så inderligt, at vi skal forstå det. Det gør dybt indtryk.

Hvad er trofasthed?

En trofast person er en, Gud kan stole på, give sine love og bud i hjertet til og som følger dem nøje i alle ting.
En trofast person er urokkelig – han vakler ikke.

«Jeg vælger sandhedens vej, jeg har dine bud for øje.» (Salmernes Bog 119,30) Det hænger klart sammen – den som er trofast følger hans love. Disse love og bud er det, vi læser i bibelen, og det vi mærker Gud virker i vort hjerte. Det er disse jeg skal være trofast til at være lydig imod.

Den som går på trofasthedens vej, går også på lydighedens vej, i et og alt. Lydig mod hvert eneste bud Gud skriver i hjertet. Altid, uden undtagelse.

Selv når det er svært og følelserne ikke er helt med, gælder det om at være trofast. Selvom jeg skal opgive min egen vilje, så gør jeg det. Selvom det føles uretfærdigt, så gør jeg det. Det koster at være trofast, men tænk på hvor værdifuld en sådan person er for Gud!

Gud selv er mester i at være trofast. Han holder sine løfter og står fast ved sit ord til alle tider. Når jeg så gør det, han beder mig om, så er han trofast til at velsigne i overflod tilbage. Det kan jeg være helt sikker på; først her og siden i himmelen. (Lukasevangeliet 18,30)

Er jeg trofast nok?

Så – er jeg trofast nok? Langt fra tænker jeg umiddelbart, her hvor jeg sidder. Jeg beder en stille bøn om, at Gud må bevare mig resten af mit liv. At jeg altid er beredt til at opgive min egen vilje, og er trofast til at ofre det Gud peger på. At jeg er helt nøjagtig, både i stort og småt.

Hvem ved hvor langt et livsløb, der er beregnet for mig? Jeg bør gribe hver eneste anledning til at forberede mig til himmelen – det er sådan, jeg vil leve mit liv. Jeg kan tage første skridt på trofasthedens vej i dag, og aldrig se mig tilbage.

Når vi kommer til himmelen, så får vi alle et nyt navn, efter det som kendetegner os, sådan som vi levede på jorden. Der står i Esajas' Bog 56,5 «…jeg giver dem et evigt navn, der aldrig slettes ud.» Tænk, hvis Gud kan kalde mig ved navnet «Trofasthed», når jeg møder ham en dag!