“Det er ikke sådan, livet burde være!”

Det havde været en lang, hård dag. Jeg satte mig på sofaen og tænkte for mig selv, “Det er ikke sådan, livet burde være!”

Hele dagen havde føltes som et stort rod. Jeg var blevet vred og ulykkelig over næsten alt der skete den dag. En bølge af uro skyllede ind over mig, når jeg ikke var i stand til at holde huset, havet, bilen og børnene rene. Når der var noget, der gik anderledes, end jeg havde planlagt, blev tingene bare utroligt mørke og deprimerende for mig. Jeg prøvede at kæmpe imod de ting som rejste sig i mit kød, men det var bare for svært og for overvældende. Det gik op for mig, at den måde jeg havde det på ikke var sådan, som en helhjertet Jesu Kristi discipel burde have det.

Desperation

Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at stå foran Jesus, og hvordan det ville føles, hvis jeg skulle møde ham lige nu. Lige pludseligt stod det klart, at mine øjne kun havde været fokuseret på jordiske ting. Som et resultat havde det været umuligt at kæmpe imod al den uro som rejste sig i mig, når tingene ikke gik min vej.

Til trods for denne erkendelse vidste jeg ikke, hvor jeg skulle begynde at finde vejen ud af det rod, jeg var i. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle give op, eller hvordan jeg skulle forandre mig. Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg holdt så stærkt fast på alle de jordiske ting, at jeg næsten ikke havde et bønneliv med Gud. Ikke desto mindre, af desperation, bøjede jeg mit hovede, som jeg sad der og spurgte Gud, hvad jeg skulle gøre for at komme ud af denne mørke sky, jeg følte mig suget ind i.

En livsforandrende oplevelse

Noget tid senere havde vores unge søn en meget alvorlig ulykke. Lægerne måtte holde ham i koma i ganske mange dage. Det eneste jeg kunne gøre var at vente. Når man får sådan et chok, havde alle jordiske ting pludselig ingen værdi.

Jeg husker, at jeg sad alene i et rum på hospitalet og i min fortvivlelse, vendte jeg mig til Gud. Det var da, han var i stand til at tale til mig. Jeg følte pludselig, at jeg havde en meget åben forbindelse med Gud i hvilken, jeg meget mere klart kunne høre, hvad han havde at sige til mig. Hele tiden jeg sad der på hospitalet, havde jeg en samtale med Gud. Han kunne udpege ting, jeg skulle rense mig selv fra, og ting jeg skulle opgive. Han var i stand til at give mig lys over ting, som jeg aldrig ville have fået lys over under normale omstændigheder, fordi mit sind havde været så fokuseret på mange jordiske ting og situationer.

Igennem denne tid fik jeg en meget nært forhold til Gud, og jeg var i stand til at gøre langt større fremskridt på den nye og levende vej igennem kødet. Som tiden gik og tingene blev “normale,” tog jeg en meget bevidst beslutning om at kæmpe af al min magt for at holde den forbindelse, jeg havde fået til Gud, helt åben. Uden denne åbne forbindelse, vidste jeg, jeg ville blive sløv til at høre, hvad han har at sige, og de jordiske ting og situationer ville begynde at overtage mit sind igen.

Vores søn skulle have nogle operationer efter ulykken, og han skal stadig have nogle flere, men han er en meget lykkelig, livlig dreng, som ikke er bange for læger og hospitaler. Igennem denne periode mærkede jeg personligt aldrig, at ting var for svært, eller at Gud havde forladt mig. Han har været med mig igennem alt, hjulpet og styrket min tro ved at tage sig af alt, selv den mindste detalje. Jeg vil holde mig nær til ham i alle ting. Det er sådan livet burde være!