Det mest triste vers i bibelen

Hvordan ville det føles at finde ud af, at vi har spildt vore liv?

Det kan føles som om, vi spilder vore liv, hvis vi ikke opfylder, det vi tror på er vort fulde potentiale, lige meget hvad det er. For nogle af os er det, hvis vi ikke kommer til toppen af vor karriere-stige eller får en høj løn. Eller måske føler vi sådan, hvis vi ikke bliver gift eller har børn, eller hvis vi ikke går op arbejde, men er hjemme ved børnene. Eller hvis vi sidder fast og fylder hylder i supermarkedet.

Hvis vi bare lever et hverdagsagtigt liv, går på arbejde, skole eller uddannelse, kommer hjem, spiser, ser TV, går i seng (gentag dag ind og dag ud) kan være frustrerende og føles tom og meningsløst.

Og dog det vi gør eller ikke gør handler ikke altid om livet er spildt.
Store menneskelige præstationer er ikke altid et spørgsmål om succes.

Det eneste virkeligt spildte liv er …

Jeg har opdaget, hvad det virkelig betyder at have spildt sit liv og det bliver beskrevet af det mest triste vers i bibelen:

“Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!” Matthæusevangeliet 7:22-23.

Hvilken tragedie det ville være, hvis jeg levede, hvad jeg troede var et godt liv, et liv i Guds tjeneste, kun for at finde ud af at jeg aldrig rigtig lærte ham at kende. Hvis når jeg mødte Kristus i slutningen af livet, han ser på mig og siger “Jeg kender dig ikke.”

Hvordan kan det ske?

Det er muligt for mig at acceptere en form for “kristendom” som er lidt i stil med dette: være enig i at Jesus døde for mine synder og har åbnet en vej til himlen, så længe jeg tror på det, og har accepteret Jesus som min frelser. Fuld stop. Personligt ansporede denne grund-tro mig til at være frivillig, blive involveret i klubber og gode gerninger og tænke det var nok. Dette var det kristenliv, jeg levede, da jeg var ung. Min mand og jeg levede meget “aktive” kristenliv i vores lokale evangelist-menighed; vi sad i komiteer, stod for en ungdomsklub, hjalp med at holde diskussionsmøder og mere.

Og dog …

Da vi så, hvordan kristenlivet blev beskrevet i bibelen, inkluderer det sætninger som:

“For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden.” Johannes Første Brev 5:4.

“… Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme …” Romerne 6:12.

“… Ham, som formår med sin kraft, der virker i os …” Efeserne 3:20.

“… den, som har lidt i kødet, har gjort sig færdig med synden.” Peters Første Brev 4:1.

“Jeg er korsfæstet med Kristus …” Galaterne 2:19.

Og når vi så observerede, hvordan vi levede vores kristenliv, stemte det ikke overens med disse vers. Vi konkluderede, at selvom vi havde accepteret Jesus som vor frelser, levede vi faktisk ikke det liv, som Jesus kom ned for at give os. Det var skræmmende og spændende på samme tid.

Sikre mig at Jesus kender mig

Da vi forstod forskellen, så blev vores mål at blive mennesker, som Gud kender.

Vi bestemte os for, at det at blive mennesker som Jesus kender, ville være den største succes vi nogensinde kunne opnå i livet – uanset hvor meget vi tjente, om vi havde børn og et større hus, hvordan vore karrierer udviklede sig eller om vigtige mennesker respekterede os. Den største succes jeg personligt kan have i livet er først og fremmest at lære, hvordan Jesus sejrede over fristelsen til synd i sit eget liv, og så efterfølge ham i det ...

Dette er “at få del i hans lidelser” (Peters Første Brev 4:12-13; Første Peters Brev 2:21). At modstå tendenserne i min menneskelige natur dag ind og dag ud, så vi gradvist får del i mere guddommelig natur.

Det behøver ikke være dramatisk. Engang talte min søster og jeg med en ven som sagde, at hun gerne ville af med et møbel og spurgte om en af os ville havde det. “Jeg vil gerne have den!” sagde jeg, før hun havde sagt sætningen færdig. Jeg kendte møblet og ville rigtig gerne have den, og ville ikke at den skulle gå til min søster. Jeg fik møblet, men som jeg senere reflekterede over min opførsel og motiver, fandt jeg noget at dømme: egoisme og en ubehagelig krejling. Denne dom over motiver sker stille mellem Gud og mig. Min søster og ven vidste ikke, at det skete, men som jeg erkendte for Jesus, at jeg havde været egoistisk og krejlet og bad om tilgivelse og styrke til at fornægte den slags opførsel i fremtiden, lærte jeg Jesus bedre at kende, og han var i stand til kommunikere med mig.

Når jeg lever på denne måde, spilder jeg ikke mit liv, lige meget hvordan mine omstændigheder er. Jeg ved, jeg ikke er en succesfuld person efter mange standarter: jeg har ikke en høj løn, jeg er ikke velkendt eller højt oppe i min profession, jeg bor ikke i en fin landejendom. Men et “succesfyldt liv” for mig er at høre disse ord:

“Godt, du gode og tro tjener … Gå ind til din herres glæde!” Matthæusevangeliet 25:21.