Det profetiske ord og profetordets ånd

«Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. Men først skal I gøre jer klart, at ingen selvbestaltet kan tyde nogen profeti i Skriften; for ingen profeti har nogen sinde lydt i kraft af et menneskes vilje, men drevet af Helligånden har mennesker sagt det, der kom fra Gud.» Peters Andet Brev 1,19-21.

Det profetiske ord trænger igennem mørket

Det profetiske ord er altid som et lys der skinner på et mørkt sted, indtil lyset bryder frem.

De hellige Guds profeter lod det profetiske lys skinne frem til Betlehem, hvor Jesus blev født. Han brød frem som det strålende lys midt i verdensmørket.

Men det profetiske ord trængte videre som et strålende lys ind i det selviske mørke hos disciplene, indtil dagen brød frem og morgenstjernen gik op i deres hjerter. Nu kunne de ved dette indre guddommelige lys se og bedømme klart, og al tvivl og vantro var jaget bort for altid. Klippefast i sin tro forkyndte de evangeliet med stor kraft og frimodig glæde lige ind i døden. De lod sig ikke forkvakle af menneske-meninger, og den modstand de mødte alle vegne rokkede ikke deres tro. Det de havde fået ind i sit hjerte var guddommelig sikkert, og ingen kunne tage det fra dem.

Jesu vidnesbyrd – profetordets ånd

De tre apostle havde set Jesus forklaret på bjerget sammen med Moses og Elias (Matthæusevangeliet 17,1-9), og de havde været øjenvidner til hans storhed på mange måder, men endnu fastere havde de det profetiske ord. Disse ord var Jesu ord, som de nøje havde givet agt på og levet efter, sådan at de var blevet ejere af ordets kraftige ånd. Denne ånd er profetordets ånd, som er Jesu vidnesbyrd (Johannes' Åbenbaring 19,10).

Det er dette vidnesbyrd, vi skal have i vort hjerte nu i denne onde tid, som al djævelens vælde begynder at rejse sig for alvor. De fleste er usikre og vaklende og skifter meninger fra år til år. Det kommer af, at de ud fra sit selviske mørke danner sine meninger om Guds ord, i stedet for at lade Guds ord kan sige sin sande mening om dem selv. Det er kun, når vi har Jesu vidnesbyrd rodfæstet i hjertet, at vi har magt over Satan og ikke ved kundskab og teorier.

Profetenes forbillede i fasthed og urokkelighed

Der er i dag lidt at finde af denne fasthed og urokkelighed i ånden som de hellige Guds profeter og apostle havde. Esajas stod alene midt i en ond og vrang slægt og forkyndte Herrens vredes dom over al ugudelighed, indtil der var en lille, hellig rest tilbage, som der bliver en stub tilbage af terebinten eller egen, når de fældes (Esajas' Bog 6,9-13; Esajas' Bog 10,20-23).

Jeremias stod som en fast borg og som en jernstøtte og en kobbermur mod hele landet (Jeremias' Bog 1,18).

Ezekiels åsyn var som diamant mod al ugudelighed (Ezekiels Bog 3,9).

Profeterne blev stenet og slået ihjel, men de var urokkelige til det sidste. De havde Kristi ånd i sig som vidnede forud om Kristi lidelser og om herligheden derefter (Hebræerne 11,32-40; Peters Første Brev 1,11).

Åndskraft

Nu lever vi i en ond og vanskelig tid. Nu spørges der, om vi er svage eller faste i troen, og om hvordan vi udfylder vor livsopgave. Det er kun en kort tid, vi lever, og det gælder om at sandheden kan have rig fremgang med os. Sæden er Guds ord og hvert menneske er en mark. Nu er der tid og anledning til at så alle vegne. Natten kommer, så ingen længere kan arbejde. Den tid er allerede kommet i enkelt lande (Markusevangeliet 4,1-20; Johannesevangeliet 9,4).

Vi skal leve, sådan at vi kan have den åndskraft i os som er mægtig til at knuse egoismen og verdensånden under vore fødder. Vi tilhører ikke os selv, men ham som købte os fra verden med sit dyre blod (Første Brev til Korintherne 6,19-20).

Enhver skal give nøje agt på Guds ord og leve efter det, sådan at dagen kan lyse frem og morgenstjernen gå op i hjertet.