Det tager kun fem sekunder …

På et tidligt stadie i vort ægteskab, men vi ventede vort første barn, boede vi sammen med et gudfrygtigt ægtepar i nogle måneder, men vort eget hus blev renoveret. Dette par havde ikke mange penge, men de havde flere børn. Disse børn lavede en masse larm, havde flere kæledyr og der var altid folk på besøg.

En dag satte jeg mig i forstuen med det afblegede tapet og de slidte møbler og drak te og spiste kage med moderen, da hun sagde: «Vi lever som konger …»

Jeg var meget imponeret over hendes syn på sit sted i verden, og den dag viste hun mig en stor hemmelighed: Taknemlighed er en holdning i hjerte og sind, ikke produktet af omstændighederne. Og her er sagen: Når vi øver os i at være taknemlige, kan det forvandle vore liv i løbet af nogle sekunder.

Virkelig? Hvordan?

At have taknemlighed som mål kan virke lidt for «skindhelligt» for nogen, men jeg vil foreslå, at det bør være grundlaget i hverdagslivet, og der er gode grunde til dette.

En grund er, at det påvirker andre mennesker. Vi havde for nyligt en ven på besøg, og vi planlagde at give ham en fin dag. Men for at være ærlig fungerede praktiske ting ikke sådan, som vi havde håbet, og hele oplevelsen kunne have været bedre. Før jeg nåede at føle på, at den stakkels gæst ikke havde oplevet den fine dag, vi havde planlagt, tog hans holdning ledelsen. Alt var «perfekt» – han udtrykte taknemlighed for næsten alt; han grinede da ting gik galt og holdt det gående med munter samtale, når trafikken stod helt stille. Hans taknemlighed løftede stemningen og var et eksempel for mig på, hvor meget vi påvirker hinanden, og hvilke positive kræfter taknemlighed har.

At være taknemlig forandrer også os. Der var en tid, hvor jeg brugte Guds ord for at vurdere, hvad min mand gjorde og sagde i stedet for at bruge Guds ord til at dømme mig selv. Nogle gange svarede han igen, og jeg kan huske en dag, da han havde sagt noget hårdt, og jeg var blevet fornærmet. Jeg gik hen til vinduet og så, at han cyklede på arbejde, og jeg tænkte pludselig: han er faktisk en god mand. Og jeg satte bevidst min fornærmethed til siden og bad for ham – at han skulle komme trygt frem, at han kunne høre åndens stemme i alt, han gjorde, og at jeg kunne gøre min del for at få et fredeligt hjem.

Da jeg bad for ham, blev jeg mere og mere taknemlig for ham og min fornærmelse virkede så smålig. Forandringen fra fornærmelse til taknemlighed tog fem sekunder, men det forvandlede mit syn og forvandlede min dag. Men det allervigtigste var, at jeg ikke dømte ham mere.

Men hvad sker der egentlig i disse vigtige fem sekunder?

Det er et øjeblik, hvor Gud trækker sløret væk fra mine øjne, og jeg får et indblik i, hvordan jeg egentlig er, og jeg får også et ønske om at forandre det. Hvor stor denne trang er, og måden jeg reagerer på i disse sekunder, bestemmer om jeg griber fat i muligheden til at blive forvandlet ved åndens kraft, eller om jeg går væk fra vinduet, stadigvæk overbevist om at min mand tager fejl …

«Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.» Andet Korintherbrev 3,18.