Det umulige bliver muligt

«Det, som loven ikke kunne, fordi den kom til kort på grund af kødet, det gjorde Gud …» Romerbrevet 8,3-4.

Gud havde givet sit folk loven, der skulle hjælpe og retlede dem til det gode. Men det var umuligt for loven at gøre, de som tjente Gud fuldkomne efter samvittigheden; den magtede ikke at borttage synder (Hebræerbrevet 7,19; Hebræerbrevet 9,9-10; Hebræerbrevet 10,1-4). Loven var til stor hjælp. Det kan vi se, når vi læser om de gamle hellige der levede efter loven: de opnåede store velsignelser, men ingen blev ført frem til fuldkommenhed. Derfor siges det om loven, at den var svag og unyttig, og et bedre håb føres ind, så vi kan nærme og Gud.

Det gjorde Gud!

Det bedre håb som nu er indført, som vi har, og som de ikke havde i den gamle pagt er, at alt kan føres frem til fuldkommenhed. I det håb kan vi nærme os Gud. Men det er meget få der har det håb levende for sig, når de søger Gud. At blive fuldkommen? Umuligt, lyder det fra næsten alles mund. Ja, så længe man er under loven, er det umuligt, men det som var umuligt, det gjorde Gud. Mange siger: Jesus opfyldte loven, så nu dækker nåden vort liv, hvor skrøbelige og syndfulde vi end er, og Gud ser os igennem Jesus som fuldkomne. Men i Romerbrevet 8,4 læser vi: «… for at lovens krav (det som var dens inderste hensigt, men som den ikke magtede) skulle opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.» Det var ikke noget der bare blev opfyldt i Jesus og skal tilregnes os, men det skal også opfyldes i vor vandring. Nu stryger vi ordet «umulig» og i stedet kan vi indsætte «muligt». Det bedre håb har Jesus ført ind.

«Når nu blodet af bukke og tyre og asken af en ung ko ved at stænkes på mennesker, som er blevet urene, helliger dem og gør dem rene i det ydre, så må Kristus, der i kraft af en evig ånd frembar sig selv som et lydefrit offer til Gud, med sit blod langt bedre kunne rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.» Hebræerbrevet 9,13-14.

Lovens ofringer helligede kun til tilgivelse for begåede synder. De kom ikke længere end til at rense fadet udvendigt, en udvendig retfærdighed, som de mærkede, de ikke havde indvendigt (Matthæusevangeliet 23,28). De kunne gøre meget godt efter loven, men der skete ingen forvandling i deres indre. Det var ikke fuldkomment. Der blev kun døde gerninger ud af det.

Sønnen fik del i kød og blod

Loven var svag og unyttig for menneskenes kød, som synden havde trængt igennem og holdt dem fanget. Så sendte Gud sin søn, der ligesom børnene fik del i kød og blod (Hebræerbrevet 2,14). Og ved ham blev det umulige muligt. Så kommer vi til del fuldkomne. Der sker en forvandling i vort indre. Ved bukkeblod fik de syndernes tilgivelse, men bukken havde jo ikke besejret nogen synd, og derfor kunne den heller ikke give sejr. Folket syndede igen og igen, derfor skulle der stadig frembæres de samme ofre, som stadig gav dem mindelse om synder (Hebræerbrevet 10,1-4). Jesus har selv mødt synden, men han har også besejret den; derfor kan hans blod gøre så meget mere end bukkeblodet. Han kan også give sejr over al synd, sådan at alt bliver sat i rette skik, efter det lys vi har.

De fleste beder om tilgivelse, men ser det umuligt at forandre på det. Andre har tro til at rette på det for en del, men at få alt i rette skik, nej: umuligt lyder det igen. Men lovet være Gud, vi har fået det glade budskab at forkynde de oprigtige, at det som var umuligt er blevet muligt. Derfor lyder formaningen: «Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre …» Hebræerbrevet 6,1. Paulus glemte det som lå bag og strakte sig ud efter det fuldkomne. Det var ikke i sin uvidenhed, han gjorde det; det var kundskaben om Kristus der havde givet ham dette håb og denne iver. Han vidste det umulige var blevet muligt, og han ofrede alt for det fuldkomne.

Hvorfor er det så vanskeligt for menneskene at få dette «bedre håb»? Jo, de gav ikke afkald på sin vinding efter kødet. Vi kan ikke skride frem mod det fuldkomne og så søge vinding for kødet. Det er umuligt; men i Kristi Ånd at korsfæste kødet med dets lyster og begæringer og blive fuldkommen efter samvittigheden, det er muligt.

Gøre Guds vilje

Jesus sagde: «Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig … a siger jeg: ›Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud.» Hebræerbrevet 10,5-10.

Det var ikke offer og gaver Gud havde lyst til, men at de gjorde hans vilje. Det var derimod umuligt efter loven. Derfor kom Jesus med et legeme. Han afskaffede det første, nemlig alle ofringerne, og så indsatte han det andet, nemlig at gøre Guds vilje. Det kender vi også – at det er det fuldkomne. Jesu legeme blev ofret idét han gjorde faderens vilje.

«For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme …» Første Korintherbrev 12,13. Har nogen ikke Kristi ånd, hører han ikke ham til. De som har fået Kristi ånd, den ånd der har korsfæstet kødet med dets lyster og begæringer, og søger det deroppe, ikke det som er på jorden, de er her i verden bare for at gøre Guds vilje. De har opgivet alt og hader til og med sit eget liv; de er menigheden og Kristi legeme. De er kommet til de kommende goder, da det umulige er blevet muligt. Deres legemer er fremstillet som et levende, helligt, Gudvelbehageligt offer.

For os som er døbte med én ånd til at være ét legeme, vi som er lemmer på Kristi legeme, er det ikke trældom at holde Guds bud. For os er de lette. Vi siger, at vi ingenting skal gøre. Vi vidner om gerninger sent og tidligt, om at gøre Guds vilje i alle retninger som vi får lys, for vi er ved Kristi ånd blevet Kristi lemmer på det legeme, som kom bare for at gøre Guds vilje. Det tunge og triste «umulige» er forsvundet, og det bedre håb er indført. Vi fryder og glæder os i al Guds vilje, som nu er blevet «mulig».

Dette er en redigeret version af en artikel med titlen «Umuligt – Muligt», som først blev publiceret i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatter» i december 1940.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag