Dette var løsningen, jeg virkelig havde brug for

Mange gange har jeg undret mig over, hvorfor det er så svært for mig at tilgive mennesker, når jeg synes, de behandler mig dårligt.

Hvorfor bærer jeg nag så længe? Hvorfor kan jeg ikke glemme uretfærdighed, selvom jeg tror, jeg har tilgivet? Hvorfor sætter disse ting sig fast? Jeg vidste, der måtte være et svar, noget der havde dyb rod i mig selv, men svaret tog lang tid om at kommer. Det måtte være mangel på kærlighed, ikke sandt? Men hvorfor mangler jeg så kærlighed?

Efter naturen er jeg ikke en særlig social person. Jeg bliver let fornærmet, fordi jeg er en følsom person. Jeg vidste der ikke var noget galt med at være følsom i sig selv, som det også gør mig empatisk og omsorgfuld person. Så hvad var der galt?

Jeg finder også, at jeg har meget høje forventninger til andre. Jeg har prøvet hele mit liv at følge den gyldne regel, at gøre mod andre som jeg ønsker, de skal gøre mod mig (Lukasevangeliet 6:31). Men når jeg synes, at de ikke gør det samme, går mine parader op og jeg betragter dem med foragt. Så finder jeg, at jeg har en tendens til at undgå visse mennesker, hellere end at tage fat på problemet der ligger til grund for min opførsel.

Og der har vi svaret på mine spørgsmål, som Jesus for nyligt åbenbarede for mig. Hvis jeg tænker på andre med foragt, hvad er så den anden side af den mynt? Hvis jeg agter mig selv højere end dem, ignorerer jeg verset “… men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv.” (Filipperne 2:3)

Svaret på mine “hvorfor”

Alle disse “hvorfor” jeg havde, handlede om én ting

Jeg fandt mig selv skyldig i alt dette: stolthed, mangel på ydmyghed, agtede mig selv højere end min næste. Mennesker som Gud skabte med så meget kærlighed, omsorg og fuldkommenhed, som da han skabte mig.

Så nu er jeg begyndt at bede hver dag, at jeg må miste min stolthed og vokse længere og længere nedad. Jeg kan aldrig i sandhed elske min næste, mine venner, min familie, hvis jeg ikke er ydmyg. Jeg kan ikke trøste, velsigne eller opmuntre de andre, hvis jeg er fyldt med min egen vigtighed. Jeg bliver nødt til at hade min stolthed igen og igen.

Jeg er en kunstnerisk person, og jeg er meget ofte i gang med kreative projekter. For nyligt gik mine projekter forkerte eller i stykker en efter en. Jeg undrede mig over hvorfor og blev meget frustreret.

Igen fik jeg åbenbaringer. Som jeg havde bedt til Gud om at nedbryde min stolthed, var han begyndt at bønhøre mig på en meget praktisk måde! Og han vil også blive ved med at hjælpe mig på andre måder og give mig nåde, så jeg kan komme fri fra min stolthed i al dens form, så jeg kan vokse som discipel og elske og velsigne de andre.

“Hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud.” Mikas Bog 6:8.