Døbt med Helligånden og ilden

Johannes siger: «Jeg døber jer med vand til omvendelse; men han, som kommer efter mig, er stærkere end jeg, og jeg er ikke værdig til at bære på hans sko. Han skal døbe jer med Helligånden og ild.» Matthæusevangeliet 3, 11.

Ånden og ilden kan ikke adskilles

Helligånden og ilden kan ikke adskilles. Den ene kan ikke være til stede, når den anden udelukkes. Helligånden bringer fred og glæde; ilden tærer på selvlivet og virker smerte. Ligesom ilden har sin bolig i ånden, så har ånden sin bolig i ilden; for Gud er en ånd, men han er også en fortærende ild (Hebræerne 12,29).

Hvor et menneske er døbt med Helligånden, vil ilden straks gøre sig gældende. Hvis man har kendt ham og hans opstandelses kraft, vil Kristi lidelsessamfund komme lige efter. Guds vilje er vor helliggørelse, men den som vil gøre Guds vilje kommer hurtigt til at mærke smerten og delagtigheden i Kristi lidelser. Gud har ikke behag i det menneske der unddrager sig , som sparer sig selv. Kristi billede kommer frem i os ved åndens lydighed. Kristus har selv ofret sig i kraft af en evig ånd og i kraft af den evige pagts ånd førte Gud, fårenes store hyrde, vor Herre Jesus, op fra de døde (Hebræerne 13,20).

Kristi kors' fjender forsøger at beholde opstandelseskraften, mens de forkaster Kristi lidelsessamfund. Men netop heri farer man vild. Helligånden, ild, kraft og smerte hører nøje sammen. Gud tillader aldrig noget skille her. Kun uvidenhed og lyst efter velvære i kødet gør forsøg i den retning. Og det har alle dage vist sig at sådanne mennesker farer vild.

Helligånden og ilden: Nåde og sandhed

Skal man skille Helligånden og ilden, så lad os sige at ånden er nåden og ilden sandhed. Nåden dækker og holder fast, indtil ilden får gjort sin gerning. Retfærdigheden kommer først til syne på de felter, hvor ilden har hærget. Der fremkommer den nye jordbund, hvor retfærdighed bor. Nådens hensigt er ikke at dække eller skjule, men at opbevare til ilden. Guds vrede lægger sig ikke i nåden; hans brændende vrede kræver, at ilden kan gøre sit. Forbryderen kan benådes, men den der udsoner sin straf har betalt for sine overtrædelser, og han er retfærdig i den sag efter de menneskelige love. Netop sådan i den åndelige verden.

Gud kræver åndelige ofre af os i Kristus Jesus. Man kan slippe, hvis man siger, at Kristus er ofret, og så slipper jeg. Ja, det er sandt, men ikke sandhed til helliggørelse. Helliggørelsen kræver vort bifald og lydighed mod Guds vilje. Hvis vi lider med ham, skal vi også herliggøres med ham. Hvis vi ikke lider med ham, skal vi ikke herliggøres med ham. Korset er et våben i vor hånd. Det vil holde selvliv og behageligheder i kødet nede, og uden «spar deg selv» kan Satan ikke trives. Verden opbygger kødet på alle måder og derfor trives alle mulige slags onde ånder så inderligt godt hos sådanne mennesker.

Hvordan Gud tilfredsstilles

Korset driver Satan ud. På korset sejrede Jesus, og vi sejrer der med ham. Der er kraft i korsets ord; det forener og samler. Menigheden bliver ét, hvor ordet om korset kan virke, men der hvor man hengiver sig til søde følelser trives de onde onder.

For tiden er kommet, hvor dommen skal begynde med Guds hus – med os (Peters Første Brev 4,17). Gud bryder ud af sin helligdom til dom og begynder så med de hellige, med os. Dommen er fuldbyrdet i Kristus og fuldbyrdes efterhånden hos den enkelte som er døbt med Kristi ånd. På den måde åbenbares vejen, sandheden og livet. Gud har i Kristi ånd fået alle sine brændende krav til mennesket tilfredsstillet, derfor kræver denne ånd hos hvert menneske, at Gud skal tilfredsstilles.