Døm dig selv

Gud står de stolte imod, men de ydmyge giver han nåde. At dømme og ydmyge sig selv er det største, du kan gøre i dette liv!

Skrevet af Elias Aslaksen
Døm dig selv

Alt, også når det gælder frelse, går efter love. Ligesom der er naturlove, er der åndelige love.

Grundloven for frelse, fra begyndelsen til enden – fra vi er nybegyndere til vi er fuldendt – er ydmyghedens lov. Dette står der om i et af Peters breve, og i Jakobsbrevet, ordret det samme.

Ydmyghedens lov

Loven lyder sådan: «Gud giver den ydmyge nåde». Og så har vi det modsatte: «Den stolte» – eller hovmodige, eller selvkloge, eller opblæste – «står han imod». Når man altså ikke er ydmyg og beder om nåde, beder man «forgæves».

Vi kan ikke så kartofler og høste jordbær, ligemeget hvor meget vi ville, ligemeget hvor meget gødning vi bruger, ligemeget hvor meget det regner og ligemeget hvor godt vi bearbejder jorden, så der kan være gode vækstbetingelser, så er det bare ikke muligt. Det er bare ikke muligt at få nåde, når man ikke er ydmyg.

Det stærkeste ord vi har om ydmyghed er Jesu ord, som lyder sådan: «den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes» (Lukasevangeliet 14,11), og jeg plejer at sige: Enten han vil eller ej. Gud er forelsket i sådanne personer. Og selvom de ikke bad om at blive ophøjer, blev de ophøjet alligevel. Så sikkert er det.

Første- og andenklasses ydmyghed

Det er sådan, at når man fornedrer sig selv, bliver man set ned på af alle dumme mennesker, og set op til af alle kloge mennesker. Og i hverfald, ligemeget hvad både dumme og kloge mennesker mener, bliver man ophøjet. Altså, at være bange for at fornedre sig – at afsky det, at have det sådan, at det er det værste man kan tænke sig – er åndeligt talt sindssvagt, det vil sige fuldstændig meningsløst.

At forsvare og undskylde sig selv er altså den største dårskab der findes – det er at skubbe frelsen fra sig. Og vi bør jo altid søge det bedste – vi bør søge det, som er umiddelbart, og det er at dømme sig selv, at ydmyge sig selv, at fornedre sig selv, altså af egen drift. Dette er altså det største, herligste, mest lønsomme og mest virkningsfulde som eksisterer, i hvert tilfælde, hvert øjeblik vi lever.

Det er det, man burde forelske sig i og benytte enhver mulighed til. Og det er det samme som at ydmyge sig selv, af egen drift, altså ikke fordi andre mener, at man skal gøre det. Dette alene er førsteklasses. – Men Gud er overmåde nådig og miskundelig, og derfor kan det også gå godt med sekunda.

Det er at ydmyge sig selv, af egen drift, altså ikke fordi andre mener, at man skal gøre det.

Og det som er andenklasses i denne forbindelse er at blive fornedret – at blive ydmyget. Dette er noget, som Gud foretager. Det er heller ikke altid man kan blive reddet, men det er altså en mulighed. Der er en betingelse for at blive reddet, når det bare er andenklasses, og det er, at jeg fuldt ud erkender og godtager ydmygelsen, ikke kun med munden, men med hjertet. Så bliver jeg også ophøjet.

Der er nok adskillige, der forsynder sig i dagliglivet og ingenting erkender – aldrig beder om tilgivelse – beder ikke engang om en undskyldning. Det, som er en selvfølge for sådanne personer er at forsvare sig selv «med næb og klør», ja, man klynger sig til ethvert «halmstrå» for at forsvare sig selv – man forsvarer sig med alt, hvad man kan finde på. Da bortforklarer man sin frelse – man modarbejder sin egen frelse.

Frelst ved selverkendelse

Der er ingen anden måde at blive frelst på end ved selverkendelse – ved at ydmyge sig og fornedre sig selv og erkende, ved at dømme sig selv, ingen andre.

Vi har et dødsens alvorligt ord om dette: Første Korintherbrev 11, 31–32. «Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes af Herren, opdrages vi, for at vi ikke skal blive fordømt sammen med verden

Hvis vi agtede på os selv, ville vi ikke blive dømt – selvfølgelig, for der er ikke nogen grund til det. Men når vi har forsømt det, er Gud så elskværdig, at han dømmer os for at give os en chance til, og hvis vi ikke godtager denne dom – denne fornedrelse, denne ydmygelse, så skal vi fordømmes sammen med verden.

Men så er der altså det store spørgsmål tilbage, ligesom nævnt før, om jeg godtager denne dom, og hvis ikke bliver jeg fordømt sammen med verden! Du kan læse så meget du vil – der står ikke noget andet.

Og det siger jo sig selv – det er nærmest en overflødig bemærkning – at, det at ydmyge sig for meget, er noget der ikke eksisterer, men for lidt eksisterer i lange baner. Der er ingen, som nogensinde har ydmyget sig for meget.

Dette kan vi have som stående svar på alt muligt, når noget er, som det ikke burde være: Det kommer af himmelskrigende mangel på gudsfrygt. Man tager ikke Guds ord dødsens alvorligt, – men det er dødsens alvorligt.

Hjertelig tillykke allesammen! Tillykke med en ubeskriveligt herlig fremtid – en drabelig, grundig frelse! Og det er Gud alene, som kan give nåde til det. Og han giver gerne nåde til det, meget gerne. Det er det han allerhelst vil med alle og enhver.

 

Uddrag af en tale af Elias Aslaksen.
Publiceret i bogen «Elias Aslaksens siste taler» (norsk)
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skattes Forlag

Skriftsted taget fra: www.bibelsselskabet.dk: "Læs i bibelen".

Download gratis e-bog

Jeg er korsfæstet med Kristus

Skrevet af Elias Aslaksen

Dette hæfte er baseret på det, som Paulus skriver i Galaterbrevet 2,19-20: «Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Her forklarer Elias Aslaksen hvad dette betyder, og hvordan læseren kan have samme vidnesbyrd som Paulus i sit eget liv.