Elsk ilden

Jesus kom for at sende ild

I hans prædiken på et nyligt Brunstad Christian Church stævne på nord-øst stævnecenter, talte Gary Fenn kraftigt om, hvad det vil sige at tåle ilden. Jesus sagde: “Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget” Lukasevangeliet 12:49. Og i Peters Første Brev 4:12 står der skrevet, “I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer;  men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.”

I denne prædiken taler Gary om, hvad det betyder at tåle ilden og at lade ilden gøre et værk i dit liv, som Gud ønsker det skal gøres. Og han taler om det utrolige resultat af at omfavne ilden, og tillade ilden at udrense al synd og egoisme i vore liv. Det er ikke noget underligt der sker, når vi oplever ilden i vore liv! Det er hans værk i os for at helliggøre og rense os. Så lad os elske ilden!

Se og lyt til uddrag fra prædikenen her eller læs transkriftet herunder.

Transkrift:

Prædiken af Gary Fenn, 25. Maj 2019, NECCC:

Jeg vil gerne læse et ord i Tredje Mosebog som har lagt mig meget på hjerte. Vi kan læse fra kapitel 6, vers 5-6. “Ilden på alteret skal holdes brændende, den må ikke slukkes. Præsten skal hver morgen komme brænde på, og han skal lægge brændofferet til rette på det og brænde måltidsofferets fedtstykker. Ilden skal til stadighed holdes brændende på alteret, den må ikke slukkes.”

Det var Guds bud i den gamle pagt. Det var hans længsel og trang, at alteret altid skulle være klar til offer. Og ilden skulle være klar til alle tider, så offeret kunne bringes. Nu i tiden, i den nye pagt, har altret forandret sig fra sten og brænde til at være de kødelige tavler i vore hjerter. Og her er intentionen for alle os som har sådanne “alter-hjerter,” at ilden aldrig går ud i disse hjerter. Og det selvfølgelig, først og fremmest, er ilden første-kærligheden til vor frelser. Fra vi er unge til vi går ud af denne verden, skal denne ild være antændt i vore hjerter. Der burde ikke gå en dag i vore liv, hvor denne ild tillades at … hvert fald ikke at gå ud, eller tilladt atallowed to … those flames are not burning brightly there on the altar of our hearts.

Det er faktisk en tragedie, når en er begyndt på denne vej, og nidkærhedens ild har været tændt i ens trofaste hjerte og så lidt efter lidt, begynder man at miste denne ild. Og hvorfor? Ja, det må være fordi brændet til bålet ikke bliver ofret. Den ild bliver ved så længe, der er noget at ofre. Og for os betyder det, først og fremmest, at vi lever i en ånd af selverkendelse. At vi altid er bevidst om Guds ild, som ønsker at fortære det som er en del af vor menneskenatur endnu, som vi ikke endnu er blevet frelst fra.

Og Jesus selvfølgelig, han var det første og mest fuldkomne offer. Da han kom til jorden, ofrede han sit legeme som et velbehageligt offer for Gud, for at gøre Guds vilje. Og det legeme blev aldrig brugt til noget andet, udover at gøre hans fader i himmelens vilje. Og det er også meningen for os, at vi også er sådanne velbehagelige ofre. Men så skal ilden fortære! Hans renhed kan ikke forenes med noget urenhed i vores natur. Hans kærlighed kan ikke forenes med selv-kærlighed eller søge sig selv. Ilden skal tage det. Så lad og blive virkelig, virkelig styrket og opmuntret til dette, at ilden, den skal aldrig gå ud. Den skal altid brænde der på vore hjerters altre. Så bliver vi ældre som årene går, vi bliver ældre fuldt med nidkærhed for Gud. Den nidkærhed vi havde, da vi først begyndte, og kære unge, jeres nidkærhed skal antændes. Hvis den ikke er antændt endnu, så kan den blive det. Ofre dig selv. Vær et offer. Bliv et helt brændoffer, og så vil Guds ild falde på dit hjertes alter, og du vil blive antændt med nidkærhed ovenfra. Til at elske og tjene ham. Og lad ingenting forhindre dig i det. Og så er livet virkelig værd at leve.

Der står også skrevet i Fjerde Mosebog 31:23: “… alt, hvad der tåler ild, skal I lade gå gennem ilden; så er det rent. Dog skal det renses for synd i renselsesvand. Alt, hvad der ikke tåler ild, skal I lade gå gennem vand.” Så dette er klart, åbenbart intentionen, Guds intention for os er, at vi bliver mennesker som kan bære ilden, så vi ikke behøver at leve sådan, at vi kun er i stand til at blive renset i vand. Og vi ved, det har med ydre synder at gøre. Vandet renser os udvendigt. Og det oplever vi alle. Vi har haft brug for vandets rensning, og vi kan være ekstremt taknemlige for det. For eksempel oplever vi alle, at der er tider, hvor vi burde være i stand til at bære vort kors stille, men i det press som kommer, slipper der måske noget ud, mod min ægtefælde eller mine børn, eller mine forældre og i broderskabet. Og jeg var ikke i stand til at udholde ilden. Presset var lidt for stort for mig på det givne tidspunkt. Så skal jeg gå tilbage og sige, du ved kære, jeg skulle aldrig have sagt det på den måde. Tilgiv mig. Det var ikke intentionen. Jeg mente det virkelig ikke på den måde, men alligevel blev det sådan! Og vandet kan rense mig. Og vil rense mig, så jeg kan fortsætte med god samvittighed, fortsætte på vejen. Men intentionen er, at vi bliver disciple som kan udholde ilden.

Der står også skrevet om Jesus, vor mester, i Lukasevangeliet. Og vi ved, at ingen var så fuld af Guds ild som ham. Her vidner han i Lukasevangeliet 12:49: “Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, at den allerede havde fænget.”

Den havde selvfølgelig fænget i hans hjerte. Du kan ikke skue Jesu Kristi liv og hans ord, du kan ikke skue det, uden at se det meget klart. Da han spurgte sine disciple, “Hvem siger folk, jeg er?” så tænkte de på Jeremias og Elias med det samme … profeter af ild! På den måde oplevede de Jesus Kristus. Han var ydmyg af hjertet, han var fuld af godhed, han var fuld af kærlighed, som alt var sandt, men han var fuld af Guds nidkærhed i sit hjerte. Og det havde fænget sikkert i ham og havde gjort dets rensende arbejde utroligt i hans liv, og “Åh,” siger han, “Jeg ville ønske det allerede fængede i mine disciple!” Men de kunne ikke bære det endnu. Helligånden var ikke kommet, de kunne endnu ikke bære den ild som var i ham, men han begyndte at forberede dem. Han irettesatte dem, arbejdede med dem, tugtede dem, disciplinerede dem og lærte dem sandhedens vej. Fordi han havde tillid til dem, ville de også være i stand til at modtage det. Og det kunne gøre et frelsesværk i dem. Og da Helligånden kom, var de drevet af Helligånden og ilden. Og de vendte verden op og ned på deres tid.

“En dåb skal jeg døbes med og hvor det knuger mig indtil den er fuldendt.” Han blev døbt med vand, men ildens dåb arbejdede stadig, brændte stadig i ham. Og han vidste det skulle fuldendes for at hans disciple kunne få vejen åbnet for dem, så det også kunne fuldendes i deres liv. Og det var virkelig på hans hjerte. Han var bedrøvet. Han vidste, at ingen sand åndelig fremgang kunne ske i deres liv, indtil dette begyndte at ske i deres liv. Og han havde en dyb længsel. Han elskede disse helhjertede disciple. Han elsker dem indtil i dag! Han elsker os, hvis vi er iblandt dem! Vi er de eneste han længes efter og vælger at have et inderligt fællesskab med. Vi som har det samme sind, som vi væbner os selv med hver dag, hans sind, at lide i kødet så vi bliver færdig med synden. Lad ilden fortære det. Spar ikke dig selv! Prøv ikke at sno dig udenom det. Nej, vi skal gå ind i det, så det kan gøre dets rensende arbejde! De er hans disciple og har dette discipel-sind.

Han siger, “Tro ikke at jeg kom for at bringe fred til jorden …” Kom han ikke for at bringe fred? På en måde gjorde han. Men han sagde også, “Jeg er ikke kommet for at bringe fred.” Fordi der ikke er nogen rigtig, sand fred før krig! Der er ingen fred, når vi går på kompromis med fjenden. Der skal være krig! Der skal være kamp! Der er ikke nogen anden måde. Og derfor kommer ilden for at fortære. Apostlen måtte sige til Hebræerne, at de endnu ikke havde kæmpet indtil blodet i deres kamp mod synden. Så de gjorde modstand, kan man sige, men ilden var ikke i stand til at fortære det! De tillod sig selv at blive tilfredse alt for tidligt! Med alt for lidt. En god ydre præstation var nok. Vandet havde gjort sit rensende arbejde.

J.O. Smith, han skriver et sted, han giver et rigtig godt eksempel om en kæde, når vragresterne og alle skallerne, og alle de ting som skal renses fra den, så sagde han, du tager vand og vander dem, og du tager en børste og skrubber dem, og de letteste ting, de kommer af med vand. Men der er en hel del tilbage som ikke kommer af med vand. Det skal udstå ilden. Så skal du ligge det på en rist, sagde han, og varme med en enorm varme indtil al resterne af skidt er renset væk af ilden. Det er et meget godt billede. Det er sådan, det er i vore liv. Der er en stor del, som ilden skal tage.

Det ved vi, da Johannes fik det syn af Jesus, vi kan bare læse en lille smule af det i Johannes Åbenbaring 1, fra vers 13 står der skrevet: “… og midt mellem lysestagerne en, der lignede en menneskesøn, iført en fodlang dragt og med et guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som den hvideste uld, som sne, og hans øjne var som luende ild.” På denne måde mødte han ham! Det er sådan han beskrev det, da han så sin mester. Og det er på samme måde, vi møder ham! Så ren, så ren, så ren! Og øjne som ingen flygter fra. Ingen flygter fra det! Det er bare et spørgsmål om, hvor bevidste vi er. Hvor bevidste er vi om, at vi står for øjne som ser alt? Den som vi skal stå til regnskab for. Ikke ham og ikke hende. Det er en meget lille ting. Paulus sagde, det er en meget lille ting, at jeg bliver dømt af dig med en menneskelig dom. Det er en meget lille ting. Men det er meget stor ting at stå for hans dom, som har øjne som luende ild! Og han ser lige igennem til hjertets tanker og intentioner, til de motiver som ligger bagved alt. Han ser lige igennem! Der sker et arbejde. Når vi kommer dertil, åh, så sker der et arbejde. Når du kan bøje dig ned på dine knæer og være en åben bog for ham, så han kan tale til dig, der sker et arbejde. Så lad os gøre det. Lad os virkelig elske det. Fordi han elsker det, og det er det, han ønsker af hele sit hjerte. “Er mit ord ikke som en hammer som slår i stykker, og som en ild der fortærer?” sagde profeten.

Vi kender ordet i Hebræerne 13, hvor Gud først og fremmest åbenbarer sig selv. I 12:29 og 13:1 – “For vor Gud er en fortærende ild.” Det var deres Gud. Det skal også være vor Gud. Ikke bare den Gud som velsigner os. Ja selvfølgelig gør han det, han velsigner enormt. Og vi hører det også ofte, vi bliver så velsignede, og det er sandt, men ikke hvis vi undgår ilden, hvis vi undgår hans rensende ild! Så bliver vi ikke velsignet på den måde, som Gud ønsker at velsigne os på. Vi kan blive velsignet som hedningerne, på en måde, men det er ikke den velsignelse, som Gud længes efter at give os. Han vil have os ind i evigheden fyldt med Jesu Kristi liv og egenskaber. Selvfølgelig er det ikke bare noget, der sker. Det sker tydeligvis ikke bare. Du kan tale om det i mange år, årtier måske; men det sker ikke bare. Vi skal være villige. Villige ofre for at han kan gøre sit arbejde. Men så il han gøre det.

Og det her er selvfølgelig skrevet i forbindelse med broderkærlighed. Du kan elske på afstand. Hvor forfærdeligt! Hvad siger det, når du lever i afstand fra dine brødre og søstre? Og jo, du går forbi engang imellem og vinker og meget lidt mere end det. Hvad åbenbarer du med det? Du har trukket dig tilbage. Brødre, søstre som vi hører, og vi har hørt dem afgive sit vidnesbyrd, og det har været godt, men efter en stykke tid, er de her så engang? De er forsvundet. Hvad siger du til det? Du trækker dig tilbage til din komfortzone. Det er ikke behageligt. Det er ikke bahageligt. Når du ikke har Guds velbehag over dit liv, kalder du det behageligt? Det kalder jeg ikke behag. “Min sjæl har intet behag i den som trækker sig tilbage,” sagde Gud. Nej, Gud elsker det, når vi går ind i det.

Og hvis vi er bange for ilden, siger vi i virkeligheden, at vi elsker vort selvliv, mere end vi elsker Gud. Er det ikke det, vi siger? Jeg vælger at beskytte mig selv, bevare mig selv hellere end at elske ham og gå ind i renselsen. Med mine brødre. Ligesom de, som ikke er enkle for mig. Det ligger så nær at undgå dem, undgå situationen! Men sådan gør helhjertede disciple ikke. På en måde gør de en ekstra indsats for at være sammen med dem, fordi de mærker det. Og selvfølgelig er det ubehageligt for kødet. Kan det være andet? Tror du nogensinde kødet vi nyde, når det bliver fortæret? Det kan ikke nyde det! Derfor hedder det lidelse. Vi skal lide vores vej ind i det. Men så kommer vi dertil. Åh, så kommer vi dertil, og hvor fantastisk når det begynder at ske.

I Peters Brev står der skrevet velkendte vers for de fleste af os i 4, fra vers 12: “I kære, I skal ikke undre jer over den ildprøve, I er ude for, som var det noget fremmed, der skete med jer; men glæd jer, når I deler Kristi lidelser, så at I også kan juble af glæde, når hans herlighed åbenbares.” Hvilket resultat! Hvilket fantastisk resultat ildprøven faktisk kommer for at give os. Det er det, den er kommet for. Ikke for at Gud vil se os lide. Han ønsker at sætte os fri! Og ildprøven er lige præcis med til at gøre det.

Ikke tænk det er mærkeligt. Det er slet ikke mærkeligt. Vi kan nogle gange få denne følelse, at jeg er den eneste som har oplevet dette, jeg er den eneste. Jeg er mere elendig end alle andre, ingen andre skal igennem ting som mig. Det er latterligt. Det er ikke mærkeligt. Vi tager alle del i det, hvis vi følger Jesus i hans fodspor. Han som gik denne vej før os. Det skal gøre dets arbejde i os. Lidt efter lidt. Vi mærker det, ilden udrenser og renser, men herligheden den kommer! Så, som den tålmodighed du havde, når du lever for andre, lidt efter lidt mærker du, åh, jeg er i stand til at være tålmodig, ligemeget hvad mine omstændigheder er. Lidt efter lidt kommer det. Det kommer. Jeg kan være tålmodig med dem, fordi ilden har gjort sit rensende arbejde over alle disse selviske krav som er i mig! Disse forventninger jeg har haft. Disse elendige, grimme krav til andre om at opføre dig på den måde, jeg ønsker, skal opføre sig, før de får noget kærlighed af mig. Når ilden renser det, så bliver du bare så taknemlig. Mere og mere. Og du er i stand til at udholde og bære med godhed i dit hjerte. Og åh, du længes efter at andre kan blive velsignet og kan få det bedre, og det kan blive mere herligt for dem. Det bliver sådan mere og mere som tiden går. Hvis ilden fortærer. Men hvis ilden ikke fortærer, og du bare har taget en ydre facade på, så kan du være 80 år gammel, vokse til du er 80 år gammel, og stadig har du store problemer med andre mennesker. Og selvfølgelig er alt i grader. Men åh, det er fantastisk håbefuldt, hvad Gud kan gøre i os, hvis vi bare er villige ofre. Fantastisk håbefuldt.

Og vi kan få del i vor herre Jesu Kristi herlighed, i en meget, meget stor grad, hvis vi lader ham have sin vej i vore liv.