En «gørers» kristendom

Når lyset skinner på synden, vil ansvaret for at gøre noget med den føre os til handling.

Stuart har troet på Gud, så længe han kan huske. Han blev ikke «religiøst» opdraget, men han mærkede igen og igen, at der fandtes en Gud. Som voksen ledte han efter noget som kunne bekræfte hans tro på, at der fandtes en Gud, men han fandt ingenting i statskirkerne. Han havde en følelse af, at en troende ikke bare kunne være passiv – «man skal ingenting gøre – Jesus har gjort alt, bare sæt dig tilbage og slap af…» Han følte at troen på Gud måtte føre til noget mere end det. Det var på det tidspunkt han kom i kontakt med Brunstad Christian Church, hvor han hørte et evangelium som endelig kunne sætte fingeren på det, han ledte efter.

Han hørte at, det at være kristen langt fra handler om at behandle livet som et passivt venteværelse før himmelen, men at der er meget at GØRE. Ved at høre Guds ord så tydeligt forklaret i menigheden forstod han, at bevidsheden om ens egen synd vokser. Ligesom solopgangen langsomt spreder lys over jorden, bliver vi gradvist mere klar over synden i os. Vi forstår mere og mere, at denne synd ikke gør os lykkelige, og at den ikke behager Gud. Mens Gud giver os mere lys, får vi også mere ansvar for at gøre noget med den synd, han giver lys over. Der kræves handling!

«Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb» (Efeserbrevet 6,11)

Stuart begyndte at se, at han havde et stærk temperament, og at det gik udover hans familieliv. Den atmosfære han skabte var langt fra «Gud velbehagelig.» Han bad og længtes efter at forandre sig. Han havde ikke lyst til at blive ved med at reagere på denne måde. Han tænkte meget over den måde han reagerede på, og han gjorde sig klar eller «rustede sig til kamp.» Han var fyldt med en overbevisning om, at han ikke ønskede at blive vred, og han bad Gud om styrke og væbnede sig med Guds ord.

Stuart begyndte at praktisere Filipperbrevet 2,12-13: «Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse, ikke blot som da jeg var til stede, men endnu mere nu i mit fravær. For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.» Gud begyndte at virke mere VILJE i ham til at ville tage sin kamp op, når resultaterne var så givende. Han fik en styrke, som han ikke før havde haft til at sejre, når han blev fristet. Han havde bestemt sig for at været lydig, når han følte sig svag, og Gud kom ham i møde med sin Helligånd.

«og dermed har han også skænket os sine store, dyrebare løfter, så I ved dem kan slippe fri af forkrænkeligheden i denne verden med dens begær …» Andet Petersbrev 1,4

Dagen kom, da det gik op for Stuart, at han ikke var blevet vred i lang tid, og han tænkte, «Dette fungerer virkelig!» Han tog trofast sin åndelige kamp op, nøjagtigt der hvor han vidste, at han var svag. De naturlige reaktioner blev mere og mere skiftet ud med guddommelig natur.

Nu siger Stuart; «Du ved egentlig ikke hvad glæde er, før du oplever et resultat som dette!» Stuart er en lykkelig mand – han ved, at der er mere at arbejde med, men med Guds hjælp vil han gøre det! «Resultaterne er det værd!»