En mor med et kræftsygt barn

Der er nu gået et år, siden min unge families liv blev forandret for altid.
Indtil da havde jeg altid haft et ganske «normalt» liv.

Små prøvelser som alle har, selvfølgelig, men ikke så store at min tro blev sat på prøve. Så i løbet af det sidste år truede fortvivlelse, frygt og vantro med at overtage for troen, en tro på Gud, som jeg har haft siden tidligt i mine teenageår. I disse mørke stunder måtte jeg råbe til Gud om at beholde troen på ham og hans veje. Jeg vidste i mit hjerte, at han aldrig ville forlade eller svigte os, men det kom ikke uden kamp.

Efter en måned med sygdom og usikkerhed om hvad der var galt med ham, blev vor 5 år gamle søn diagnosticeret med leukæmi, eller blodkræft. Han havde altid været vort friskeste barn, så det var et stort chok. Han har tilbragt det sidste år med behandling, og ved Guds nåde reagerer han godt på det, og vi tror, at det vil blive ved med at gå godt. Nu hvor jeg ser tilbage på året, som er gået, tænker jeg på, hvad jeg har lært, og hvordan jeg har forandret mig. Tre ting er blevet klart for mig.

1. Guds ord er sandt.

Når man hører, at ens barn har kræft, kommer der med det samme mange tanker op i hovedet. «Hvorfor kan det ikke være mig? Han fortjener det ikke, hvordan kan det ske?» Osv. Det var på dette vanskelige tidspunkt, at det eneste jeg havde at holde fast på, det eneste som var sikkert og ikke ændrede sig, var Guds ord, og hvad vi læser i bibelen. «Guds vej er fuldkommen, Herrens ord er lutret, han er skjold for alle, der søger tilflugt hos ham.» Salmernes Bog 18,31.

Da jeg lå på sygesengen ved siden af min søn den første uge, og de mørke tanker prøvede at oversvømme mig sent om aftenen, var det Guds ord som gennemborede dette mørke og bragte fred. Hans ord er så stærkt, at han selv sværger ved det (Hebræerbrevet 6,17-19). Gang på gang var Gud trofast til at give mig ord, som opretholdt mig præcis på det rigtige tidspunkt. «Jeg løfter mine øjne mod bjergene,
hvorfra kommer min hjælp? … Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten.» Salmernes Bog 121. Hvordan kunne jeg tvivle på sådan en kærlig Gud?

2. Gud elsker mig og tager sig af mig.

Jeg voksede op i en kristen familie, og selvfølgelig vidste jeg, at Gud tager sig af mig; det var noget, der var indprentet i mig. Men forstod jeg virkelig, hvad det betød? Troede jeg virkelig, at Gud har personlig omsorg for mig? Så meget omsorg, at han kun sender mig det allerbedste?

I løbet af denne tid med min søns sygdom har jeg lært at, ja, Gud tager sig virkelig af mig og elsker mig, med alle mine særheder og min vanskelige menneskenatur. Han sender den fuldkomne hjælp, når jeg føler, at jeg ikke kan fortsætte. En forælders kærlighed til sine børn er den stærkeste kærlighed i verden, og at se, at barnet har smerter, når man ikke kan gøre noget for at hjælpe, er en forfærdelig følelse. Jeg har altid ønsket at have kontrol over min situation, og jeg kan lide at ting er organiseret og godt planlagt. Dette er en situation, hvor jeg ikke har indflydelse på udfaldet. Alligevel, midt under cellegiftbehandlingen på sygehuset, hvor så mange er uden håb, følte jeg Guds hånd og fuldkomne ledelse over vor familie.

Jeg begyndte at indse, at jeg ikke havde noget andet valg end at tro på ordet, nøjagtig som det står skrevet: «Vær ikke bekymrede for noget …» Filipperbrevet 4,6. Jeg måtte virkelig tro, at Gud ikke gør fejl, og at hans eneste ønske for vor fremtid er fremtid og håb, for mig selv og mine børn (Jeremias Bog 29,11). Jeg måtte bogstaveligt talt gøre det som står i Første Petersbrev 5,7: «…kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.» I sin store barmhjertighed arbejdede Gud på måder som beviste hans kærlighed til mig. Vor søn reagerede godt på behandlingen med minimale bivirkninger, og vi kunne mærke Guds hånd over ham og hans fantastiske barnlige tro. Det førte os tættere sammen som familie. Vi bad sammen og havde samtaler, som man aldrig ellers kunne tænke sig at have med sine små børn. «Mor,» sagde min søn ganske tidligt, «jeg elsker Gud. Han gør mig rask.» Jeg har ikke andet valg, end at tro på Guds kærlighed og omsorg, når jeg hører sådanne ord.

3. Bøn fungerer.

Det var vore venner og families bønner, som holdt os oppe de første måneder. Det blev særligt styrkende at høre om små børn, som dagligt bad for vor søn. Gud har bønhørt og bliver ved med at bønhøre os og vore kære venner i hele verden. Jeg fristes selvfølgelig stadigvæk til at tvivle og være bange, men sådanne tanker er ikke fra Gud, og jeg kan trygt overgive vor fremtid til ham. Jeg tror, at Gud skal give det, vi har bedt om, når vi beder i tro (Jakobsbrevet 1,6). Gud, som har opretholdt os så langt, vil blive ved med at gøre det.

Den store kærlighed og omsorg som er blevet vist min familie, har skabt et stærkt ønske i mig om at leve mit kald værdigt. Der er en større hensigt bag alt, som kommer på vor vej – at vi bliver frelst og bliver mere lig vor brudgom, Jesus Kristus. Situationen havde været helt spildt, hvis jeg ikke havde fået mere venlighed, mildhed, godhed, tålmodighed, osv., men i stedet var forblevet den samme person, jeg altid har været. Det står skrevet, «Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer.»  Jakobsbrevet 4,8. Jeg er taknemlig for alt det Gud bringer på vore veje, og jeg vil ydmyge mig under hans mægtige hånd, sådan at jeg gøres klar til Jesu snarlige genkomst.