En refleksion over meningen med livet

Hvad er meningen med livet? Det er et spørgsmål jeg er blevet stillet to gange i mit liv. Første gang var under min første biokemiforelæsning på universitetet. Klassens opmærksomhed blev i hvert fald fanget, da det ikke er noget vi ellers let diskuterer i vort samfund. Og alligevel tænker de fleste mennesker på det før eller siden. Spørgsmålet kom lidt bag på de naturfagsstuderende, og de var stille et øjeblik. Så begyndte de at svare: «At have det sjovt», og «At nyde livet». Efterfulgt af mere alvorlige tanker som «At opnå noget af værdi», eller «At være nyttig; gøre noget godt». Biokemi-professoren nikkede anerkendende, men så kundgjorde han: «Meningen med livet fra et biokemisk eller fysiologisk perspektiv er: Konstant glukosetilførsel til hjernen, ellers dør hjernen.»

At ære Gud

Flere gange senere kom dette tilbage til mig, da jeg for anden gang blev spurgt om hvad meningen med livet er. Denne gang var det da jeg var i praktik som klinisk assistent. Det var sent på aftenen på et landligt sygehus, og vagtlægen og jeg sad alene foran vore computere, da han spurgte mig. Jeg blev overrasket og mumlede noget lignende: «At gøre godt, at gøre Guds vilje.» Men det var han ikke tilfreds med. Jeg skammede mig enormt og følte mig særdeles lille i mig selv. Her er jeg, en praktiserende kristen, og jeg kan ikke engang give et seriøst svar på et så centralt spørgsmål? Hvad var der i vejen med mig? Stilheden sænkede sig i rummet og blev senere afbrudt af hans forklaring på hvad meningen med livet var for ham. «For mig er det at ære Gud.»

Dette udløste en strøm af tankeprocesser. Hvordan forherliger man Gud? Hvordan opfylder man Guds vilje med sit liv? Hvordan ved man hvad det er? Mine tanker gik tilbage til det naturlige, til grunden som min biokemiprofessor fremlagde. Hvis hensigten med kroppen med alle dens «lemmer» er at fungere i harmoni for at opfylde formålet med at give næring til hjernen, så hjernen kan fungere og styre kroppen, hvad er så hensigten med min eksistens? Hvad er det jeg bruger min krop og tid til? Eller hvad bruger jeg egentlig min hjerne til?

Hvis det er hvordan den fysiske krop fungerer, så fungerer det at være lem på Kristi legeme, en åndelig krop, på samme måde: Jeg indser at jeg har visse talenter og evner, og ved at bruge dem målrettet kan jeg bidrage til legemets generelle funktion. Hvis jeg fuldfører min unikke opgave med det i tankerne, at leve på en sådan måde at legemets hoved er ophøjet, så er jeg et fungerende «lem» og gør min del. Så søger jeg ikke mit eget, men giver al ære til hovedet. Når jeg ser hvordan alt passer perfekt sammen i legemet, så er jeg enormt glad for pladsen som jeg har fået. Det bringer mig hvile og en hensigt med livet. Jeg ser mit «kald». Det forbereder mig til min evige opgave og til min rolle på legemet, hvis jeg trofast gør mit arbejde, giver agt på mig selv og læren («pensummet») og fortsætter med det. (1. Timoteus 4,16)

Et personligt pensum

Da jeg blev bevidst om mine omgivelser, sad jeg alene på computerrummet. Jeg havde lige været på en tankerejse. Eller var det bare en enkel refleksion? Nu mange år senere kan jeg se hvordan Gud har arbejdet med mig. Det er let at have et teoretisk svar på et sådant centralt spørgsmål. Men hvordan overføre det til mit daglige liv, mine tanker, mine handlinger? Søger jeg mit eget eller ej? Og hvordan er mit liv i forhold til målet om at lovprise Gud?

Guds ord siger at hans vilje for mit liv er min helliggørelse. (1. Tessaloniker 4,3) Han har en evig plan for mig, et personligt pensum for at forberede mig til min unikke opgave i tiden som kommer. Helliggørelsen sker ikke ved en eller annen magisk hændelse over natten, men det er en konkret og praktisk proces: I mine daglige omstændigheder kan jeg finde egoisme og håndtere det som Jesus gjorde mens han levede her. Dette giver mig egentlig chancen til at blive lig ham og til at få flere og flere evige egenskaber i dette liv. Han var trods alt præcis som mig, men tillod aldrig nogen egoistiske ambitioner at leve. I stedet havde han dig og mig i tankerne. Og nu er det min tur til at have ham i tankerne, med alt hvad det indebærer!

Mine venner og min familie er de første der smager frugten af dette, eller manglen på samme. For de fleste af os er det ikke svært at huske en situation hvor vi kunne have gjort ting bedre, med mere visdom for at få et bedre resultat. Jeg kommer i nød over mig selv, og jeg søger efter visdom. Jeg går til den som kan lære mig at leve livet rigtigt, til den som har personlig erfaring med at leve et fuldkomment liv. Han som udviklede en personlig læreplan for mig og som kan hjælpe mig.

Hvad er så konklusionen? Min krops Skaber og Bygmester har en fuldkommen plan for mit liv. Jeg er skabt med en unik og evig hensigt, og mit liv er dyrebart i hans øjne. Hvorfor skulle jeg ellers være her? Jeg har tilgang til et personligt «pensum» for at opdage meningen med mit liv gennem mine daglige muligheder. Det er sådan jeg kan udføre mit kald. Meningen med mit liv er meget afhængig af mine valg: Det er et praktisk liv, og udfaldet afgøres af de beslutninger jeg tager i livets forhold.