En tunghed ville komme over mig

Jeg kan tydeligt huske, at jeg for nogle år siden tænkte: “Jeg under mig over, hvordan jeg vil reagere hvis en af mine nærmeste gik bort? Vil jeg falde fra hinanden og ikke være i stand til at klare mig?”

Min dag startede som hvilken som helst anden dag – det var svært at komme op, og jeg bad Gud og at styrke mig.
Morgen har aldrig været min bedste tid om dagen.

Jeg ankom tidligt på arbejde og telefonen begyndte at ringe. Jeg tog den og blev alarmeret over at høre min mors anstrengte stemme i røret. Jeg var helt sikker på, at noget var helt galt. Mine tanker fløj afsted. Jeg blev lam, da jeg hørte hendes ord: “Jeg kan ikke vække din far! Han ser så fredsfyldt ud…”

Jeg kan tydeligt huske, at jeg for nogle år siden tænkte: “Jeg under mig over, hvordan jeg vil reagere hvis en af mine nærmeste gik bort? Vil jeg falde fra hinanden og ikke være i stand til at klare mig?” Jeg kan huske, at have set andre gå igennem sorgprocessen og smerten af at miste en elsket. For mig så det ud som at de, mere ofte end ikke, var omringet af en tunghed og sorg, der ikke så ud til at forsvinde.

Jeg var bange for det ukendte, for hvordan det ville være, hvis sådan noget skete for mig. Eller endnu værre – hvem var det måske jeg skulle “miste”?
Det eneste jeg vidste var, at hvis det skulle ske, ville jeg ikke have denne tunghed over mit liv.

Nu blev jeg sat i denne situation; det uventede skete. At se min far ligge der, det virkede så aldeles slut.

Smerten over at miste en, man står nær, er konkret og virkelig. Det kan man på ingen måde benægte. Det kan næsten føles som om nogen stikker en kniv ind i ens hjerte. Det kan næsten gøre ondt at trække vejret, specielt i starten. Jeg kunne mærke, at tunghedens ånd ville komme over mig. Den ville have magten i mine tanker og min krop.

Der er et valg!

Nu er der gået et helt år, og min hjerne kan stadig ikke helt forstå, at far er væk. Der har dog foregået en kamp i den tid, en kamp som jeg ved Guds nåde og hans ord har vundet! Jeg kan vidne, at tunghedens ånd ikke eksisterer i mit liv! Hvorfor? Fordi jeg forstod, at der er et valg! Jeg kan vælge ikke at tillade denne tunghed at komme ind i mit hjerte og ødelægge mit liv. Jeg kan vælge at tro på Guds ord!

Nogle måneder efter min fars bortgang delte min mor nogle vers fra Esajas' Bog 61:1-3 med mig: “Gud Herrens ånd er over mig, fordi Herren har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og en hævndag fra vor Gud, for at trøste alle, der sørger, for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske, glædens olie i stedet for sørgedragt og lovsang i stedet for svigtende mod. De skal kaldes retfærdighedens ege, plantet af Herren til hans herlighed.” Hvilken forandring! Iklædes glæde i stedet for tunghedens ånd! At iklæde betyder noget man har på, noget der omgiver mig, noget der er omkring mig. Der kan komme taknemlighed fra mit hjerte og mine læber, i stedet for selvmedlidenhed, ensomhed og konstant at savne personen, der er gået bort.

Jeg priser Gud, for den far han gav mig, og for de år vi havde sammen! Jeg er ikke i tvivl om hvor han er, og jeg tænker ofte på hvordan det er deroppe. Himmelen virker meget nærmere, det virker ikke så skræmmende og endeligt. Siden den dag min far gik bort har jeg haft en længsel, en intens trang efter evigheden og himmelen. Det er blevet vækket en sans for den usynlige verden i mig, og jeg forstår meget mere end før, at tiden er kort.

Jeg får stadig lov til at leve i dag!

Som kristen har jeg altid forstået, at himmelen og evigheden er noget vidunderligt, noget at glæde sig til! Jeg har også forstået, at måden jeg lever mit jordiske liv på bestemmer min evighed. Det har motiveret mig til at tage de rigtige valg hver dag, så jeg kan se min far igen.

Det har motiveret mig til at tage de rigtige valg hver dag, så jeg kan se min far igen.

Selvom adskillelsen ved døden ikke er rart for de som er tilbage, er det faktum kun midlertidigt. Og jeg får stadig lov til at leve i dag! Jeg har også en kamp at kæmpe, og far er på min side! Hvorfor ikke leve for at velsigne og tjene andre mennesker? Ville det ikke være en god måde, at bruge de dage Gud har givet os? Livet er en gave!  

Når jeg tænker tilbage på den dag, jeg fik det frygteligt opkald fra min mor, bliver jeg mindet om, at jeg har et valg – Jeg kan vælge at leve, og jeg har tænkt mig at leve livet fuldt ud. Tunghedens ånd er banlyst fra mit hjerte og sind for evigt!