– Endelig fik jeg tro på at der var noget værdifuldt ved mig

«Jeg er ingenting. Alle de andre er bedre end mig. Jeg kan ingenting». Sådanne tanker er ikke ukendte for mange. I teenageårene kæmpede Ruth Kloosterman med præcis sådanne tanker, men ved hjælp af Guds ord fik den usikre pige troen på sig selv.

Der er stille og roligt i kaffebaren denne formiddag. Det svage lys fra sommersolen minder om, at efteråret ikke er så langt væk.
– Jeg troede ikke, at nogen ville kunne lide mig, hvis de lærte mig at kende.

I sofaen nær ved indgangen sidder 40-årige Ruth Kloosterman. Hun er gift, har børn og er kendt som en snakkesalig og sprudlende dame. Men sådan har det ikke altid været.
– Jeg var en stille og beskeden pige, begynder Ruth og tænker tilbage på teenageårene.
Hun var den type, som helst ville være alene og læse en bog.
– Jeg var tilfreds med bare at være for mig selv, siger hun.

Hun er opvokset i Winnipeg, Manitoba, Canada og har seks ældre søskende. Hendes far døde, da moren ventede hende, og i ungdomstiden tænkte Ruth meget på sin far. Om aftenen kunne hun ligge i sengen og bede til Gud.
– Jeg bad om, at jeg ikke måtte drive væk fra den forståelse, som jeg havde fået hjemme, siger Ruth og fortæller om en opvækst i et godt, kristent hjem.

Hun var en sød pige, lidt forsigtig af sig og bange for at gøre noget forkert. Men selvom den lille pige tilsyneladende havde det godt, var det barske teenageår, hun måtte igennem.

Ruth kæmpede med et dårligt selvbillede og lav selvtillid. Hun var beskeden af natur og hård mod sig selv. – Jeg troede ikke, at nogen ville kunne lide mig, hvis de lærte mig at kende, siger hun.

Når hun var sammen med andre mennesker, følte hun sig altid dårligere end de andre. «Jeg er ingenting. Alle de andre er bedre end mig. Jeg kan ingenting». Den dårlige selvtillid gjorde, at Ruth undlod at sige sine egne meninger, når hun var sammen med andre, som hun følte var ‘bedre' end hende.
– Jeg ville så gerne have, at de skulle kunne lide mig, siger hun.

En kop sort kaffe bliver serveret på bordet foran Ruth, men den bliver stående urørt. Hun koncentrerer sig om fortiden. Fordi hun så gerne ville have, at de andre kunne lide hende, tilpassede hun sine meninger til dem, som hun var mest sammen med.

– Jeg hadede konflikter, så jeg var altid enig i det, det andre sagde. Et resultat af dette var, at Ruth på mange måder var bundet af andre personer.
– Jeg var ikke mig selv, siger hun.
Hun fik også problemer, når to personer, som hun havde sagt to forskellige ting til, mødtes.
– På mange måder levede jeg på en løgn, siger hun.

Hun tager en slurk af kaffen. Chokoladen, som fulgte med, har hun forlængst givet til en af de yngre sønner, som kom ind for at hilse på.

En aften mod slutningen af teenageårene bad hun til Gud.
– Gud, du må vise mig, hvad jeg gør forkert.
Efter det hørte hun om det, der står i Åbenbaringen 3, 1: «… du har ord for at leve, men er død.»

Ruth følte sig rådden indvendig, fordi hun opførte sig som en sød pige, men indeni var tingene ikke, som de skulle være.
– Jeg forstod, at jeg var nødt til at være mig selv for at Gud skulle kunne bruge mig.
I Salmerne står der, at vi er skabt på underfuld vis.
– Gud vidste, hvad han gjorde, da han skabte mig. Han havde en plan for mit liv, og den fik hun tro på, fortæller Ruth.

Det var i Guds ord hun fandt hjælpen til at tro på sig selv.
– Der står i 1. Kor 4, 7: «Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?» Sådan begynder Ruth og fortæller videre, om hvordan begyndte at forstå det at give det videre, som hun havde fået af Gud.

– Jeg begyndte at indse, at jeg virkelig havde fået noget af Gud. Gud havde givet mig en personlighed, og han havde også givet mig sejr over synd i mit personlige liv. Dette fik hun nu lyst til at dele med andre.
Efterhånden ændrede Ruths tankegang sig – fra at bekymre sig om hvad personer rundt om hende troede om hende til at tænke på, hvad Gud tænkte om hende.

Nu begyndte en ny tid for Ruth. Hun begyndte at give udtryk for sine egne meninger, når hun var sammen med andre, og hun begyndte at dele sejrene, hun havde vundet. Langsomt men sikkert blev hun fri for tanker som «jeg er ingenting, jeg har ingenting at dele».

– I begyndelsen følte jeg, at jeg mistede venner, siger Ruth. Menneskene rundt om hende var ikke vant til, at Ruth havde egne meninger. Hendes nye væremåde rystede dem derfor lidt. Men Ruth lærte meget om venskaber i den tid.

– Man behøver ikke at have de samme meninger for at være venner, siger hun. Tværtimod kan det være godt at have forskellige meninger og lære af hinandens måde at gøre tingene på. Ruth opdagede også nye sider hos sig selv.

– Jeg indså, at der faktisk var noget, jeg kunne. Jeg var glad for sport, jeg kunne lide at finde ting og jeg fik god kontakt med de yngre piger, fortæller Ruth.

Som beskeden teenager ville Ruth egentlig aller helst blive hjemme.
– Men jeg forstod, at det var livsvigtigt for mig at tilbringe tid sammen med andre unge, fortæller hun.

Derfor tvang hun sig ud af døren, selv om det var hendes «trygge» område. Lidt efter lidt blev hun derfor stærkere og mere sikker på sig selv.

– Endelig begyndte jeg at tro på, at der måske var noget værdifuldt ved mig, siger hun.

Et sundt selvbillede har for Ruth været en stor hjælp i kampen mod synden. På grund af det har hun fået nåde til at leve en ungdomsid i tryghed og i renhed fra ungdommens lyster. Et godt selvbillede har blandt andet hjulpet hende til at jage Satan væk.

– Hvis man har for lave tanker om sig selv kan man let få en skrøbelig samvittighed.

Satan er anklageren, og hvis jeg tænker dårligt om mig selv i udgangspunktet, kan det som Satan kommer med virke ganske fornuftigt, siger Ruth.
Med visheden om at «jeg er en værdifuld person» trygt i sindet, kan Satan ikke så let få ledt mennesker ind på en forkert vej.

Det kom ikke gratis. Ruth måtte kæmpe sig til et sundt og godt selvbillede. Tanker som «jeg er ingenting, jeg kan ingenting, alle andre er bedre end mig» er ikke ukendte for mange unge. Måske specielt for piger kan det være let at tænke: «Jeg er ikke pæn nok, jeg er for tyk, osv.»

– Men sådanne tanker kommer ikke ovenfra, siger Ruth. For hende var det helt afgørende at komme til det punkt, hvor hun kunne leve i harmoni med Gud og sig selv.

I dag er der ikke meget tilbage at se af den stille, beskedne pige, som ikke turde sige sine egne meninger.

Tips til at styrke selvfølelsen:
– Tænk sådan: «Jeg accepterer og tror på mig selv præcis sådan som jeg er. Jeg tror på, at Gud udvalgte mig og har en fuldkommen plan med mit liv».

– Tag imod ros, når du får det. Du har brug for det! Skubber du rosen væk, giver du også den person, som roser dig, en følelse af at han/hun mislykkedes i det, han/hun prøvede at gøre. Han/hun vil nok ikke rose dig igen.

– Se mulighederne, ikke hindringerne. Da kan du bruge mulighederne som kommer til at lære at mestre nye ting. Dette er godt for din selvfølelse.

– Tag imod positive tilbagemeldinger, og tro på at dem, som giver dem, mener det, de siger!

– Sæt ikke forventninger og krav til dig selv for højt!