Er du en anklager eller en forbeder?

Satan skammer sig ikke over at trænge helt ind til Guds trone for at anklage de hellige, og så skammer han sig heller ikke over at træde frem for hvilket som helst menneske med sin anklageånd. Desværre finder han åbne hjerter og ører hos de fleste, og anklageånden glider let ind, og kommer så let videre fra en person til andre. I anklageånden føler de mest ynkelige kryb af personer sig med det samme et hoved højere end de mest gudfrygtige brødre og søstre. Uden frygt sætter de sig til doms over alt og alle. Men sådanne anklagere skal ligesom sin anklagebror, Satan, før eller siden styrtes ned som et lyn fra sine højder.

Forbederen Jesus Kristus

De sande forbedere træder vedvarende ind for faderens trone med menneskernes nød i sit hjerte. Disse kommer også til at beholde sin plads der ved faderens trone i al evighed, sammen med vor ypperste forbeder, Jesus Kristus, han som aldrig bliver træt af at gå i forbøn for os.

Sanne forbedere

Apostlene holdt ved i bønnen og ordets tjeneste (Apostlenes Gerninger 6,4). De satte bønnens tjeneste først, og hvis denne tjeneste ikke kommer i første række, kommer der heller ingenting ud af ordets tjeneste.

De sande forbedere har del i den mest ophøjede tjeneste, da de altid opholder sig ved faderens hjerte, og til enhver tid bevæger ham til at række sin mægtige arm ud eftersom det trænges hvor som helst i hele verden. Ved Abrahams vedholdende forbøn kunne Sodoma og Gomorra have været sparet, hvis der havde været ti retfærdige der (Første Mosebog 18,22-33). Ved Moses' forbøn sparede Herren hele Israels folk fra at blive slået ned i ørkenen (Anden Mosebog 32,1-14). Utrætteligt bad han for dette genstridige folk. Det samme ædle forbedersind havde Samuel, og der står at Herrens hånd var imod filistrene alle Samuels dage (Første Samuelsbog 7,7-13).

Moses og Samuel var blandt de forbedere der lå Guds hjerte nærmest i den gamle pakt, og gang på gang strak Herren sin mægtige arm ud og handlede i godhed og miskundhed imod Israel efter deres inderlige bønner. Gud strak sig så langt som muligt i sin hjælp, når disse mænd bad.

Paulus formaner fremfor alle ting, at der siges bønner, påkaldelser, forbønner, tak for alle mennesker (Første Timotheusbrev 2,1). Paulus bad uafladeligt for hver enkelt menighed og for hvert enkelt lem i menigheden. Vedvarende, nat og dag, mindes han Timotheus i sine bønner. Epafras stred på samme måte som Paulus i sine bønner for Kolossenserne (Kolossenserbrevet 4,12). Jesus bad for sine fjender, da de korsfæstede ham (Lukasevangeliet 23,34). Stefanus bad for sine fjender midt i stenregnet, mens de fnyste af vrede imod ham (Apostlenes Gerninger 7,59-60).

Førbøn: En ophøjet tjeneste

Der vil også ske store ting i dag, hvis vi vågner op til tro på forbønnens store og nødvendige tjeneste. I denne ophøjede tjeneste kan alle være med. Det bliver et arbejde, men så er det også det mest frugtbringende, lønsomme og velsignede arbejde der findes. Ved at bede for andre bliver vi nemlig velsignet tilsvarende selv.

Lad os ved forbøn bevæge Guds kræfter ned til bygder og byer, hvor hans arbejdere arbejder, til menighederne, hjemmene og til den enkelte, alt som det trænges.

Dette er en redigeret version af en artikel der først blev publiceret med titlen «Anklagere – Forbedere» i BCC's menighedsblad «Skjulte Skatte» i april 1944.
© Copyright Stiftelsen Skjulte Skatters Forlag