Er du en «reservehjuls-kristen»?

Jeg hørte engang en historie om en mand der kørte på motorvejen i sin bil. For det meste kører han bare med tanker der skifter mellem familie, arbejde og destination. En ting som han næsten helt sikkert ikke tænker på er reservehjulet bag i bilen. Helt indtil noget uventet sker, og så er han meget taknemlig for, at der er et ekstra hjul ombord, så han kan skifte og køre videre.

I historien blev en kristens liv sammenlignet med denne mand som kører på vejen – alt går fint og problemfrit, alt er under kontrol. Så sker der noget, en trængsel eller en prøve der udfordrer ham og hans evne til at takle forskellige situationer. Og pludselig, da han kommer i nød, husker han på Gud og hans løfte om at passe på de, som tilhører ham. Han tager «reservehjulet» fra bagagerummet, håber at der er nok luft i, sætter det på, kører på værkstedet for at få det første hjul repareret, og lige så hurtigt lægger han reservehjulet tilbage i bagagerummet indtil næste gang, han oplever en prøve.

Men burde kristenlivet ikke være mere end det, mere end bare at vende sig til Gud, når livet bliver hårdt? Fortjener hans søns offer ikke en meget dybere kærlighed og hengivenhed?

Hvad er en kristen?

Per definition er en kristen «en der tror på Jesus Kristus og hans lære». Jesus, alle sande kristnes leder, lærer os at bede: «Derfor skal I bede således: Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden.» Matthæusevangeliet 6,9-10. Skal det ikke være sådan så? Sand kristendom, det liv Jesus levede, er at lære faderens vilje og så at gøre det, som det allerede gøres i himmelen.

«Reservehjuls-kristne» kommer aldrig til det punkt, at de mærker faderens vilje, og dermed kan de aldrig gennemføre det. Det er de der sidder bag rattet, som styrer hvor deres liv går. Med dette sindelag viser de Gud, at de faktisk ikke har brug for hans hjælp, og dermed modtager de heller ikke hans vejledning og kraft i livet.

Men sande kristne har helt overgivet sit liv til Gud og viet sig til at følge hans søn Jesus. De er stoppet helt med at stole på, at deres menneskelige tanker og idéer kommer til at føre til noget godt, fordi de igen og igen har set, hvor dårligt det er gået, når de selv har haft styringen. Gud elsker denne holdning så meget, at han fylder dem med sin ånd, og deres tanker går ind i en helt ny verden, styret af ham som elsker dem og som bare vil det bedste for dem (Romerbrevet 8,28).

Finde faderens vilje

Fyldt med dette nye sind, går de fremad, helt optaget med at finne hvad faderens vilje er, og så at udføre det i livet. Til at begynde med er det svært at høre åndens stemme og gå ind i faderens vilje, efter at have tilbragt så meget af livet på at følge menneskelige tilbøjeligheder og påvirkninger. Men de trænger sig ivrigt ind til Gud gennem hans ord og bøn, og opdager med tiden og lydigheden, at denne stemme bliver tydeligere, eftersom Gud giver sin Helligånd til de som lyder ham (Apostlenes Gerninger 5,32). Skridt for skridt bliver de helt afhængige af faderen og oplever at det at være lydig mod hans ledelse giver en fylde af glæde og fred. Denne fred og glæde bærer dem igennem prøvelser, da de oplever, at det at adlyde Guds vilje betyder at overgive sine egne lyster og ønsker, en lidelse som ikke er udholdelig for de fleste.

Sammen med apostlen Paulus siger de: «Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.» Romerbrevet 8,18. Efter at have slidt under sin egen svaghed og menneskelighed så længe, glæder de sig nu over nåden til at leve i hans nærvær, og at han nu styrer deres liv. Som profeten Esajas glæder de sig hver morgen over nåden, at de vågner hver dag og hører åndens stemme, den vejleder de er blevet afhængige af til at navigere igennem hverdagen (Esajas' Bog 50,4).

Når vi «kører» igennem vort kristne liv, lad os være de som ledes og styres i alle ting af ham som åbnede vejen til livet for os, med vore ører åbne og varsomme for det han siger, de retningsændringer som han giver os hver dag. Hvis vi er tilfredse med at være bag rattet hele livet, får vi aldrig samfund med faderen og sønnen, og vi får aldrig del i hans glæde og liv. «Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre.» Johannesevangeliet 15,5. Ja, lad os hellere leve vore liv i konstant fællesskab med Jesus, så oplever vi også at de samme frugter begynder at vokse i vore liv, i stadig større grad.