Er jeg bundet af, hvad andre tænker om mig?

En tilbøjelighed, der ligger dybt i mennesket er, at vi gerne vil have ”credit” for de ting, vi siger og gør. Ved syndefaldet kom synden ind i menneskets natur, og dermed blev selv vores bedste gerninger, hvis de ikke er virket af Gud, besmittet af synden. Sagen er bare den, at vi ikke kan gøre noget af os selv, som i sandhed er nogen som helst ære værd.

En stor fjende har været og er stadig dette at være optaget af at få anerkendelse fra mennesker omkring mig. For det binder mig og styrer mig, så jeg ikke er fri og kan gøre det gode, som Gud virker i mig og som jeg ønsker at gøre.

Hvis jeg har gjort og sagt noget godt, som er virket af Gud, for eksempel været lydig mod et skriftsted, jeg har fået lys over, så er æren jo Guds og ikke min.

Selvom denne forståelse ligger som en god grundvold i mit liv, betyder det bare ikke, at jeg aldrig bliver fristet til at søge ære. For det gør jeg – hvis ikke jeg er opmærksom på min natur, beskæftiger mine tanker sig med, hvordan jeg tager mig ud i andres øjne. Det er dér i tankerne, fristelsen opstår, og det er dér, den skal bekæmpes.

Hvordan kan det bekæmpes?

I Efeserne 6, 17 står der om en vigtig del af Guds fulde rustning: Åndens sværd, som er Guds Ord. For mit vedkommende har det vist sig at være det absolut mest effektive våben mod fristelser, og dermed også mod tanker om at få ære af mennesker. Det gode ved Guds Ord – eller skriftsteder – er, at de kan bruges igen og igen. Sværdet er ikke til engangsbrug. Og det virker hver gang.

Der er nogle skriftsteder, som jeg har benyttet, når tanken på ære er opstået. Det første står i 1. Korintherne 4, 7: ”For hvem giver dig nogen særstilling? Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?” Det er et fantastisk våben! Ofte siger jeg bare til mig selv: ”Hvad har du, som du ikke har fået givet?” Svaret er: ingenting. Alt er ved Guds nåde, og al æren tilhører ham. Søger jeg ære alligevel, stjæler jeg noget, der ikke tilkommer mig. Giver jeg Gud æren, kommer tingene på sin rette plads, og jeg får en herlig frihed fra den tunge byrde det er at stå for mennesker i det, jeg gør.

Et andet skriftsted, jeg har benyttet som et våben, står i Romerne 3, 27: ”Hvad bliver der så af vor stolthed? Den er udelukket!” Samt Galaterne 1, 10: ”Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag? Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener”. Og det er jo det, jeg ønsker. At være en Kristi tjener, som kan gøre godt og velsigne dem, jeg møder på min vej.

Mit fokus må være at søge Guds ære, lade ham lede mig og at finde hans vilje med mit liv. Og fokus skal i hvert fald ikke være at lade mig styre af andre menneskers meninger og ære.

Hvad siger Gud?

Menneskers meninger er foranderlige, nogen gange roser de en helt op i skyerne, andre gange kan man blive kritiseret. Det er ikke det som er så vigtigt – men hvad siger Gud om mit liv og mine motiver?

Jeg bliver stadig fristet fra tid til anden til at søge ære af mennesker, til for eksempel at tænke, at det gjorde jeg godt eller til at slubre i mig, når jeg får ros. Eller være bange for kritik og negativ omtale. Men det fantastiske er, at jeg kender min fjende, og jeg kender mine våben, og jeg ved, hvordan jeg skal tage kampen op. Så kan jeg bevares ren i mit hjerte og sind og det bringer lykke og glæde. Og det sætter mig fri til at høre, hvad Gud vil sige til mig.