Er jeg klar til at høre sandheden om mig selv?

Jeg lærer en værdifuld lektie ved at se på mine egne fejl i stedet for at pege fingre ad alle andre omkring mig.

«Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med Alex, hun blander sig altid i andres ting», siger jeg til min ven Sarah. «Man skulle tro, hun ville indse, at hun ikke skal gøre det. Man skulle tro, det var åbenlyst.»

Sarah giver mig et gennemtrængende blik og spørger: «Gør du ikke præcis det samme nu, bare ved at sige det om hende?»

Gør jeg det samme?

Hendes svar får mig til at stoppe op. Min første reaktion er at forsvare mig selv. Jeg blander mig ikke i hendes ting! Eller? Jeg er bare bekymret for at Alex ikke forstår, at det hun gør er forkert. Ikke sandt? Men nu er jeg pludselig ikke så sikker længere.

«Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes!» Matthæus 7,1. Det er så let at se, at Alex ikke skal blande sig i andres ting. Men efter det Sarah sagde, indser jeg pludselig, at jeg måske bruger andre metoder, men at det underliggende motiv er det samme. Jeg indser, at det også er nærliggende for mig at reagere og opføre mig i henhold til min menneskelige natur. Hvis jeg ikke engang ser det i mig selv, er det ikke logisk at antage at Alex heller ikke ser det?

Så må jeg da virkelig gøre noget ved det og irettesætte hende og lade hende vide, at det hun gør ikke er rigtigt? Eller bør jeg heller ikke granske mig selv og se, hvad mine hensigter er? Jeg må se indad og se om det jeg siger faktisk kun er fordi jeg er irriteret. Om det er på grund af, hvordan det virker på mig. Om det er fordi jeg tror, at jeg er bedre. Fordi jeg synes, at hendes opførsel er irriterende. Hvilken som helst grund der ikke kommer af kærlighed, er ikke en god grund.

«Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje..» Matthæus 7,4-5.

Dømme mig selv

Hvis jeg virkelig elsker nogen og er bekymret for at deres opførsel er skadelig for dem selv eller for andre, så kan jeg sige noget af kærlighed og omtanke. Sådan nogle ord og formaninger har normalt en god virkning. Hvorfor skulle jeg tro at noget, der er sagt af irritation eller stolthed eller en anden egoistisk grund skulle have en god virkning? I hver enkelt situation må jeg finde min egen synd, og så skal jeg kaste den i renselsesilden. (Hebræerne 12:29) Det, der så kommer ud af ilden, er ægte og guddommeligt som prøvet og renset guld. (Zakarias 13,9)

Så det er et spørgsmål om at flytte mit perspektiv fra de andre til mig selv. At tillade Guds lys at skinne på mit liv og se den synd, han påpeger. At elske sandheden om mig selv og erkende at, ja, det er sådan, jeg er; Gud hjælpe mig med at komme fri fra det. Der hvor jeg ser stolthed kan jeg tage en kamp op mod den, og jeg kan blive ydmyg. Der hvor jeg var bitter kan jeg blive god og venlig, og der hvor jeg dømte før, kan jeg blive langmodig og kærlig.

Så kan jeg glemme at bekymre mig om, hvad Alex gør. Jeg skal fokusere på Jesus. Jeg skal sammenligne mit liv med hans, sådan at jeg kan se arbejdet, som stadig skal gøres i mit eget liv. Og jeg skal være ydmyg og erkende det, jeg ser og tillade Gud at arbejde med mig, sådan at jeg kan blive ligedannet med hans Søns billede. (Romerne 8,29) Jeg er et pågående arbejde, men det er et arbejde, jeg kommer til at fortsætte med resten af mit liv.