Er jeg kristen, fordi det kan bevises i en bog?

Jeg har altid tænkt på mig selv som kristen. Jeg voksede op i en kristen familie og gik til møde hver søndag som sædvanlig. Da jeg var 13, gav jeg mit hjerte til Gud. Jeg gjorde mit bedste for at være en god kristen, men selvom jeg bad og læste min bibel ofte, blev der først sat spørgsmåltegn ved min tro, da jeg var meget ældre, og jeg blev tvunget til at genvurdere de overbevisninger, jeg var blevet lært fra barndommen og bestemme, hvad de betød for mig personligt.

Hvad betyder det at være en kristen?

Da jeg startede på college, tog jeg astronomi-undervisning som et af mine valgfag. Min professor var også lærer i de psykiske fag og var ateist. Han identificerede mig hurtigt som kristen og stoppede ofte undervisningen for at spørge, hvad jeg synes om det emnet eller sætte spørgsmål ved min tro. Efter timerne prøvede han ofte at diskutere evolution med mig. Det gjorde mig ikke noget, at han drillede, men han var så klog og selvsikker i sin egen overbevisning om evolution, at det fik mig til at ville være i stand til at svare med tilsvarende autoritet og intelligent design.

Jeg begyndte at researche og læse artikler og bøger om begge teorier. Evolutionister argumenterede for, at der er mere bevis til at støtte evolution, end hændelser beskrevet i bibelen, mens kreationister argumenterede for at kulstofblanding er usikkert, at huller i overgangsfossilerne i fossilet modbeviser evolution og at cellulære livsformer er for komplekse til at have udviklet sig tilfældigt. Som jeg læste igennem det ene argument efter det andet, følte jeg mig selv blive skubbet i to retninger. Den ene var konkurrence-mindet op at bevise kristendommen rigtig; den anden var en lille stemme i mit hovede som sagde: “Hvorfor betyder det noget? At være kristen har ikke noget at gøre med debatter om intelligent design. Hvad betyder det at være kristen for dig personligt?”

Tro uden at se

Jeg indså at i al min research, havde det været noget tid siden, jeg havde læst i min bibel, så jeg tog bibelen op og begyndte at læse. Som jeg læste, gik ét bestemt vers op for mig:

“På den tid tog Jesus til orde og sagde: »Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.” Matthæusevangeliet 11:25.

Verset frustrerede mig. Hvorfor ville Gud skjule disse ting fra de vise og forstandige? Hvorfor kunne disse hemmeligheder for universet ikke blive synlige for alle, så alle ville vide, at der er en Gud? Svaret kom til mig, så snart jeg spurgte mig selv om disse spørgsmål. Kristendom ville ikke længere være et troens liv. De klogeste mennesker med mest visdom ville komme længst, mens andre ville blive efterladt i støvet. I han uendelige visdom, brugte Gud tro over klogskab som vejen tilbage til ham, så ingen ville blive efterladt. Derfor sagde Jesus til Thomas:

“Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.” Johannesevangeliet 20:29.

Holde sig nær til Gud

Som jeg tænkte på disse ord, kom der en fred over mig, og jeg indså, at jeg holder mig nær til Gud ved ikke at læse bøger om intelligent design, ikke ved at være kristen fordi min familie og venner er det, men ved selv at tro på Gud og være lydig mod hans ord. Der står for eksempel i Matthæusevangeliet 5:48 om at være fuldkommen, som min fader i himmelen er fuldkommen. Jeg kan gøre dette ved at sige nej, når jeg bliver fristet til at synde og bede til Gud om hjælp til at gøre hans vilje i stedet, helt ligesom Jesus gjorde, da han var her på jorden (Hebræerbrevet 4:15). På denne måde beviser jeg, at Guds ord er sandt ved det liv, jeg lever, og jeg kan drage andre til Gud ved mit eksempel (Første Timotheusbrev 4:16). Jeg modtager også en fred og glæde som ikke kan findes andre steder, som fylder de tomme pladser i mit hjerte.

Et personligt forhold til Gud er lig et lykkeligt liv

Jeg afleverede alle de bøger, jeg havde lånt på biblioteket. Efter næste forelæsning, da min professor stoppede mig på vej ud, til endnu en livlig diskussion, vendte jeg mig mod ham med et smil. “Ser du,” sagde jeg, “Jeg er ikke kristen, fordi det kan bevises i en bog. Jeg er kristen, fordi jeg bliver lykkelig, når jeg lever mit liv efter Guds ord.” Jeg forventede at han ville svare igen med et nyt argument, men i stedet kiggede han lidt på mig og smilede.

“Det respekterer jeg,” sagde han. “Jeg ville bare være sikker på, at du tænkte for dig selv og ikke troede på noget, bare fordi det er det, du har lært.” Jeg var forbløffet. Efter at have hørt på hans kommentarer og drilleri i flere måneder, krævede det bare et simpel personligt vidnesbyrd om min tro, for at ende diskussionen. Vi forblev venner, og han spurgte aldrig til min tro igen. Jeg fik topkarakterer i faget, men des vigtigere tog jeg en fast beslutning, som bliver ved med at gøre mig lykkeligere og lykkeligere: en beslutning som ikke havde noget at gøre med, at adoptere andres overbevisning eller involvere mig i videnskabelige debatter, men alt at gøre med at udvikle mit eget personlige forhold til Gud.