Et brev til mit nyfødte barn

Til mit nyfødte barn,

Jeg skriver dette barn, som jeg kigger på dig fredeligt sovende i din vugge. Jeg er lige færdig med at give dig mad, og jeg nynner stadig sangen som siger, “Guds rige er for børnene, og jeg er regnet med.” Jeg slog op i bibelen, hvad Jesus sagde om børnene i Markusevangeliet 9:37, “Den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig; og den, der tager imod mig, tager ikke imod mig, men tager imod ham, som har sendt mig.” Som jeg prøver at tage dette vers ind, kan jeg ikke lade være med at se tilbage på vor nylige oplevelse.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan din far og jeg talte ugerne ned til den dag, vi skulle sige velkommen til dig, som jordemoderen gav dig til os trygt i vore arme. Vi forestillede os spændte, at vi ringede til begge vore familie og fortalte dem om din ankomst og så ville komme og besøge os på hospitalet med varme knus. Men det kom ikke til at ske.

Det var marts 2020. Som sædvanligt, siden tidligt på året, strømmede nyhederne med opdateringer om COVID-19 – men denne gang var det i Europa. Tanken om at få et barn i denne tid var slet ikke forekommet mig og idéen om, at COVID-19 ville komme tæt på os i Norge var langt fra mine tanker. Men det uventede skete.

Jeg skyndte mig på hospitalet, fordi mit vand gik tidligt. Jeg gik igennem daglige tests og observationer i næsten to uger. Jeg mødte forskellige sygeplejersker og jordemødre, da jeg var på hospitalet, og de havde alle et emne til fælles – COVID-19. De informerede mig om reglerne på hospitalet. Ingen besøgende tilladt. Jeg måtte ikke forlade rummet, fordi det var sikrest for mit helbred; vi kunne ikke risikere at få virus i min tilstand. Fædre var kun tilladt på fødestuen, men skulle forlade den så hurtigt som muligt. Og hvis han var i karantæne, måtte han slet ikke komme ind på hospitalet.

Oplevelsen var selvfølgelig ikke kun roser og sommerfugle. Der var tider, hvor jeg ønskede mig andre steder hen – hjemme med din far og spise hjemmelavet mad eller hvor som helst end på hospitalet. Men jeg kunne mærke Guds arme omkring mig som trøstede mig og samtidigt formanede mig til at glemme mine følelser og hellere tænke på mit helbred. Der var tider, hvor jeg kedede mig og ikke vidste, hvad jeg skulle lave. Jeg bad om hjælp, og Gud gav mig idéer som at sende beskeder til venner, for at spørge hvordan de havde det, og selv tanken om at strikke et tæppe til dig. Det er utroligt, hvordan Gud ikke kun besvarer os med åndelig hjælp, men også med praktisk!

Der var bekymringer om ikke at være forberedt, om ikke at have alle de ting jeg gerne ville have før din ankomst. Men versene i Kolossenserne 3:2, “Tænk på det, som er i himlen, og ikke på det jordiske,” hjalp mig meget. Der er ingen grund til at have et perfekt organiseret babyværelse, hvis jeg er en mor fuld af angst og bekymringer.

Så kom lægen en dag med et testresultat, som fik hende til at anbefale, at det var tid til din ankomst – fem uger tidligere end forventet. Processen skulle starte samme dag. Siden din far var i karantæne betød det én ting – jeg skulle føde alene.

Der blev sendt bønneanmodning til venner og familie, som jordemoderen gjorde mig klar til at møde dig. Senere den aften lå du på mit bryst. Varm – så varm som de varmepuder jeg klemte mig til tidligere på dagen. Alt gik godt, og lægen var tilfreds med både babyens og mine værdier. Fem dage senere var vi klar til at tage hjem og møde din far for første gang!

“Hvorfor mig? Hvorfor det her? Hvorfor nu?” Igennem mit ophold på hospitalet kom disse spørgsmål ofte op i mine tanker uindbudt. Så hjalp disse vers i Jeremias Bog 29:11-13 meget, som jeg prøvede at forstå det: “Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer” – det betyder han vidste dette skete med mig – “planer om lykke, ikke om ulykke.” Han ønsker at jeg skal have fred – fred på alle måder. Han ønsker, at jeg skal hvile i visheden om, at han har kontrollen, så behøver jeg ikke tvivle og bekymre mig om alt! “Råber I til mig, og går I hen og beder til mig, vil jeg høre jer.” Han ønsker, at jeg skal tale med ham om situationen og han vil lytte til mig! Selvom han kender til det, ønsker han stadig, jeg taler med ham, hvilket betyder han er interesseret i, hvordan jeg ser det og at jeg sætter min lid til ham i mine situationer. “Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte.” Da jeg analyserede denne del af verset, havde jeg fuld hvile. Han sagde det selv. Det er den eneste ting, han kræver af mig: at jeg søger ham af hele mit hjerte. Hvilket betyder, hvis jeg kommer til hvilken som helst situation – om det er at være på hospitalet, hjemme eller på arbejde, store eller små daglige situationer – hvis jeg søger ham af hele mit hjerte, vil jeg finde ham, og jeg kan tale til ham, og han vil give mig alt, hvad jeg har brug for, for at komme igennem det og forblive i hvile og fred! Ingen person på jorden kan give en forsikring som denne!

Dette har været en meget forskellig oplevelse, end jeg havde forestillet mig, når det gjaldt at få dig – min første baby. Men som jeg ser tilbage, kan jeg ærligt sige, at det var bedre end jeg nogensinde kunne have forestillet mig! Jeg kunne kun tale med din far i telefonen, men jeg havde al den tid til at tale med Gud og lære ham bedre at kende. Jeg kunne ikke få besøg, men Gud var der hver dag, og han passede på mig – på os. Jeg var alene på fødestuen, men jeg kunne fornemme at rummet var fuld af engle som bad for os!

Så hvis du en dag spørger mig, om min oplevelse med at føde dig, har jeg kun en ting at sige – det var en meget smuk og speciel oplevelse. Gud forsikrede mig ikke om, at jeg ville have det godt på hospitalet, men det var en forsikring om at han følger nøje med i enhver lille ting, der sker, og han hører vore bønner, hvis vi søger ham af hele hjertet. Og dette er, hvad jeg ønsker, du skal vide og holde fast på, som du vokser op.

Kærlig hilsen

din mor.